Simon Emil Ammitzbøll-Bille: Velfærdslov er spild af penge
DEBAT: Regeringens velfærdslov vil gøre det lovgivningsbestemt, at der skal sættes penge af til udgifter, som slet ikke findes, skriver Fremads partiformand, Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Af Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Partiformand, Fremad
Regeringen har en ny velfærdslov på vej, der skal sikre, at der afsættes penge til velfærdsudgifter svarende til det øgede antal børn og ældre, det såkaldte demografiske træk.
Det lyder umiddelbart både logisk og sympatisk, men det er faktisk slet ikke nogen god idé. For på den måde får man lovgivningsbestemt, at der skal sættes penge af til udgifter, som slet ikke findes.
For at forstå problemet skal man have fat i begreberne input og output. Det lyder måske teknisk, men input er de penge, der puttes ind i systemet, og output er den oplevede velfærd, som borgerne får for pengene.
Det må være åbenlyst for enhver, at det vigtige for os borgere er, hvilken velfærd vi rent faktisk får. Hvilken kvalitet får vi på sygehuse, i daginstitutioner, på skoler eller på plejehjem.
Diskussionen har været vendt på hovedet
Problemet er, at dansk politik har vendt diskussionen på hovedet. Når de politiske partier kommer med udspil, hører vi ofte om 300 millioner kroner mere til det ene og en milliard kroner mere til det andet. Som om beløbet i sig selv var vigtigt.
Selvfølgelig kan man alt andet lige få mere for en milliard kroner end for en halv – men det er ikke ligegyldigt, hvordan pengene bruges, og når fokus igen og igen er på, hvor mange penge der bruges, i stedet for på, hvordan pengene bruges, risikerer vi at spilde skatteborgernes penge.
Og det kan vi ikke være bekendt. Hverken over for dem, der har gået på arbejde og betalt skattepengene, men heller ikke over for dem, der skal modtage den offentlige service.
Hele forudsætningen i input-tankegangen er, at de kendte udgifter til et område kan forudses ved at antage, at udgifterne fremadrettet vil være de samme per borger som hidtil. Det er der to gode grunde til at antage vil være forkert.
Den første og vigtigste grund er, at vi heldigvis hele tiden gør ting klogere. Den anden er den lidt mere kedelige grund, at de marginale udgifter til et område typisk er lidt lavere end de første udgifter. Men selv hvis vi ser bort fra økonomargumentet om marginaludgifter, er det en dårlig idé at se på input.
Velfærdslov skal fokusere på input
To steder kan vi blive klogere. Vi kan nedbringe den store mængde af papirarbejde og bureaukrati, som er væltet ned over den offentlige sektor i de forgangne årtier. Så kunne skolelærere og pædagoger få mere tid til børnene, og sosu'erne få mere tid til de ældre – og det endda uden at det ville koste én eneste krone.
Der er også ting, som vi ganske enkelt bliver bedre til. Operationer, der udføres smartere; sygdomme, der lettere kan kurerers; ting, der kan læres på smartere måder. I takt med teknologisk og faglig udvikling er der ting, der kan gøres bedre og billigere end tidligere.
Endelig er det værd at være opmærksom på, at diskussionen, om at vi skal have fokus på input (hæld penge i kassen) eller output (hvilken service får borgerne), ikke handler om, hvorvidt vi skal have højere eller lavere skat.
Den klogere outputmetode betyder alene, at der ikke spildes penge. De penge, der frigøres, kan vi så bagefter have en diskussion om, hvorvidt de skal gå til andre offentlige udgifter eller til skattelettelser – eller om man skal dele dem mellem de to formål.
Velfærdsloven skal fokusere på input. Det vil kun medføre ekstra udgifter og dårligere styring af den offentlige sektor. Derfor er det en dårlig idé. Ja, velfærdsloven er spild af penge.
FOA: Fædrebarsel skal på bordet ved de offentlige OK-forhandlinger
Isabella Arendt: Hjemmepasning bør være en borgerlig mærkesag
