SF og Enhedslisten får opfyldt tre grønne ønsker

AFTALE: Regeringen, Enhedslisten og SF er enige om at oprette en grøn investeringsfond, en innovationspulje og et innovationsforum, der skal gøre Danmark grønnere. Venstre kalder aftalen et "hold kæft-bolsje".

Med aftalen "Et grønnere Danmark" er regeringen, Enhedslisten og SF onsdag blevet enige om tre nye initiativer, der skal skabe grøn vækst i Danmark.

"Vi er blevet enige om tre forslag, som forener det her med arbejdspladser og vækst og det med grøn omstilling. Det synes jeg er meget positivt," sagde finansminister Bjarne Corydon (S), da aftalen blev præsenteret i Finansministeriet onsdag middag.

De tre initiativer er "gamle" ønsker fra SF og Enhedslisten, som blandt andet var med i forhandlingerne om en finanslovaftale for 2014 i efteråret. Dengang valgte regeringen dog at lave en aftale med de borgerlige, men ideerne blev altså ikke helt droppet.

Ny grøn fond
Konkret vil den nye aftale betyde, at Danmarks Grønne Investeringsfond skal etableres. Den skal have en udlånskapacitet på op til fem milliarder kroner til investeringer, der "fremmer den grønne omstilling af samfundet". Aftalen betyder også, at der skal oprettes en grøn innovationspulje, der med 20 millioner kroner hvert år fra 2015-18 skal styrke små- og mellemstore virksomheders innovation i grønne løsninger. Og så skal der oprettes et "grønt innovationsforum", der skal levere input til regeringens indsats for at fremme grøn omstilling.

"Der er nogle grønne initiativer hos virksomheder, hvor det nogle gange bare er svært at finde finansieringen. Det er det, vi stiller til veje nu," sagde klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), som ikke ville sætte nogle tal på, hvad den nye aftale får af betydning for klimaet.

"Det er svært at kvantificere. Det kommer til at have en CO2-effekt, og vi skal regne nærmere på hvor meget, når det begynder at rulle," sagde Rasmus Helveg Petersen.

V: Et hold kæft-bolsje
Ved præsentationen var ordførerne fra SF og Enhedslisten godt tilfredse med de nye initiativer, men hos Venstre giver man ikke meget for den nye aftale.

"For mig at se er det udtryk for et hold kæft-bolsje til SF og Enhedslisten fra regeringen. Det er regeringens betaling for, at SF og Enhedslisten gik med til den genåbning af energiaftalen, som jo betyder, at en havvindmøllepark udskydes, og der bliver færre kystnære vindmøller," siger Venstres klima- og energiordfører, Lars Chr. Lilleholt.

Som det ligger nu, tvivler han på, at Venstre kommer til at tilslutte sig aftalen mellem regeringen, Enhedslisten og SF.

"Vi synes som udgangspunkt ikke, det er en god ide, at staten er inde at agere bank i forhold til at skulle låne ud. Men vi venter og ser, hvad den endelige aftale går ud på," siger han.

EL: Skal ikke kompensere vækstaftale
Hos aftale-partierne deler man ikke vurderingen af, at der er tale om et "hold kæft-bolsje".

"Den her aftale er helt uafhængig af vækstaftalen. Vi har sagt, at de ting, som sker med vækstaftalen, skal balancere i sig selv i forhold til klimamål. Så det her er uafhængigt af det og noget, vi har arbejdet for i meget lang tid," siger Enhedslistens Frank Aaen.

Den udlægning deler klima- og energiministeren:

"Det her er ikke ment som et kompensationstiltag for vækstforhandlingerne. Der kommer et særskilt forløb i forhold til det," siger Rasmus Helveg Petersen.

Forrige artikel Her er den nye trafikaftale Her er den nye trafikaftale Næste artikel Statsrevisorer kritiserer metro-byggeri