SF i EU: Regeringens EU-nølen stiller Danmark europæisk skakmat
(Foto: Jan VAN DE VEL)
Regeringen efterlader et indtryk af gang på gang at være på bagkant med EU-samarbejdet og uden for indflydelse og vigtige alliancer. Når regeringen samtidig leder efter løsninger på grænseoverskridende problemer gennem alle andre kanaler end EU, bliver jeg i tvivl om, hvad de egentlig mener om vores medlemskab, skriver Kira Marie Peter-Hansen.
Ved årets udgang sætter jeg punktum for den første halvdel af mit mandat som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg har oplevet mere, end jeg kunne drømme om. Jeg har været med til at godkende EU’s store rammebudget, udpeget den nye EU-Kommission og stemt EU’s klimalov igennem. Alt sammen konkret lovgivning, som forbedrer hverdagen for millioner af mennesker.
Halvvejs i min periode er det alligevel en stigende bekymring over den danske regerings EU-politik, der fylder. EU bliver talt ned og latterliggjort, som da Mette Frederiksen kaldte EU’s budget “fuldstændig gak”.
Samtidig virker det til, at regeringen gang på gang er på bagkant af EU-forhandlinger eller sat uden for indflydelse på grund af, hvad der ligner manglende evne til at indgå kompromiser og alliancer i forhandlinger med de andre lande.
Balladen om barselsdirektivet
Da diskussionen om øremærket barsel eksploderede i efteråret, satte det brand i det politiske Danmark. Der var bare ingen, der fortalte, at beslutningen allerede var taget for længst i Bruxelles. Faktisk for mere end to og et halvt år siden i foråret 2019, da direktivet blev endeligt godkendt af både Rådet og Europa-Parlamentet.
Dengang udtalte daværende ligestillingsminister Mogens Jensen (S), at han ville søge dispensation fra direktivet. Altså knap to år efter, Kommissionen præsenterede forslaget til direktivet, og flere måneder efter lovgivningen var blevet vedtaget. Og desuden fra et direktiv, hvor dispensation slet ikke var muligt.
Det tegner et billede af en regering, der ikke har styr på EU’s arbejdsgange og samtidig ikke formår at få indflydelse. Hvis ret skal være ret, så var det den forrige regering, der deltog i størstedelen af forhandlingerne, og det kan selvfølgelig være, at den socialdemokratiske regering havde arbejdet konstruktivt i forhandlingerne i stedet for at bruge al sin kreativitet på at finde udveje og smuthuller i lovgivningen.
Ikke desto mindre har skiftende regeringer haft rig mulighed for at påvirke EU-diskussionerne, der har fundet sted af flere omgange efter Kommissionen helt tilbage i 2008 foreslog en revision af de gældende regler.
Tilbage står i hvert fald indtrykket af en regering på bagkant.
Tavshed om Bankunionen
Det må også siges at være tilfældet i debatten om EU’s bankunion, som Danmark stadig ikke har taget stilling til. Det sagde de ellers ville ske, da de for præcis to år siden fik deres bestilte rapport fra en nedsat ekspertgruppe om konsekvenserne af dansk medlemskab. Dengang var konklusionen, “at der er mange forhold, der taler for en dansk deltagelse i bankunionen.”
For ikke nok med, at det er en uholdbar strategi at forlade sig på bare ikke at tage stilling til noget i en verden, der hele tiden bevæger sig, så kan det sætte Danmark i en uheldig situation. Udover muligheden for at forbedre den finansielle stabilitet i Europa, så vil Danmark som medlem af bankunionen have langt bedre muligheder for at have indflydelse på ny lovgivning, der kan gå ud over særlige danske forhold.
Det gælder for eksempel implementeringen af seneste runde af anbefalinger fra Baselkomiteen, der kan få utilsigtede konsekvenser for den danske realkreditmodel, hvis der ikke er nogle, der løfter det ved forhandlingsbordet i Rådet.
Vis mig dine venner – og jeg skal sige, hvem du er
Samtidig ser vi en regering, der tager på vaccine-charme-offensiv i Israel, bliver bedste ven med Østrigs nu tidligere og skandaleramte konservative kansler, Sebastian Kurz, og finder smuthuller i menneskerettighedskonventionerne, når de flytter flygtningeproblemet til Rwanda.
Når regeringen på denne måde leder efter løsninger på grænseoverskridende problemer gennem alle andre kanaler end EU, bliver jeg i tvivl om, hvad de egentlig mener om vores EU-medlemskab.
For når Danmark ikke vil forpligte sig til EU-samarbejdet, stiller det os selvsagt uden for nogen som helst form for indflydelse, og det får os til at fremstå som en uengageret samarbejdspartner. Og ikke nok med det, når regeringen nægter at tage stilling til vigtige problemstillinger, bliver det bare pinligt. Er det et udtryk for stædighed, opgivenhed, mistro eller ligegyldighed?
Her tættere på næste valg end forrige venter vi også stadig i spænding på den Europapolitiske aftale, som vi blev lovet i forståelsespapiret ved regeringens indsættelse. Jeg håber, regeringen og resten af Folketinget vil tage Danmarks EU-politik seriøst og snart fremlægge et bud på en dansk europapolitik – lige nu mangler den i hvert fald.
{{toplink}}
Advokat: Europæisk lov om mindsteløn kan blive en fordel for Danmark
Aktører: Datafrygt står i vejen for, at kunstig intelligens kan aflaste sundhedsvæsenet
