Se kortet: Håndværkerfradraget er populært i de rigeste kommuner
OVERBLIK: Kommunerne med højest gennemsnitsindkomst ligger også højest på skalaen for bruget af håndværkerfradraget.
Mønstret er tydeligt: Kommuner med høje lønninger er storbrugere af boligjobordningen.
Procentdelen af borgere, der benytter håndværkerfradraget, stiger nemlig – groft sagt – i takt med gennemsnitsindkomsten, hvis man ser det fordelt på kommuner landet over.
Det viser tal fra Skatteministeriet, Altinget har fået aktindsigt i.
Tallene viser ligeledes, at de 10 procent rigeste får udbetalt 25 procent af fradraget.
(Artiklen fortsætter efter kortet)
Et klart mønster
Ser man på landets ti rigeste kommuner, har de alle – på nær Frederiksberg – en høj andel af borgere, der har benyttet boligjobordningen i 2018. Syv af kommunerne ligger i Nordsjælland.
"Der er et mønster, hvor brugen af ordningen stemmer overens med indkomstniveauet," siger professor i makroøkonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.
På en national førsteplads ligger Rudersdal, hvor 14,9 procent har benyttet ordningen. De er tilmed Danmarks næstrigeste kommune målt på indkomst. I Gentofte – der har landets højeste gennemsnitsindkomst – har 12,6 procent modtaget fradraget.
"Men også nogle kommuner, der falder uden for," siger Bo Sandemann Rasmussen.
Den lave andel på Frederiksberg skyldes sandsynligvis, at der er et stort antal af lejeboliger, forklarer Bo Sandemann Rasmussen. For så snart man er lejer, er man afskrevet fra at bruge den del af ordningen, der omhandler håndværksmæssige forbedringer.
Tabel: Kommuner med højest gennemsnits indkomster
Kommune | Gennemsnits indkomst | Andel, der har benyttet Boligjobningordningen* | |
1. | Gentofte | 594.616 | 12,6 % |
2. | Rudersdal | 563.868 | 14,9 % |
3. | Hørsholm | 522.364 | 14,5 % |
4. | Lyngby-Taarbæk | 450.300 | 11,2 % |
5. | Furesø | 425.614 | 13,7 % |
6. | Dragør | 419.912 | 12,0 % |
7. | Allerød | 417.505 | 14,6 % |
8. | Frederiksberg | 394.823 | 7,6 % |
9. | Fredensborg | 393.302 | 10,6 % |
10. | Solrød | 385.201 | 13,2 % |
Kilde: Danmarks Statistik.
Få afstikkere
Ser man derimod på nogle af kommunerne med lavest gennemsnitsindkomst, ser fordelingen de fleste steder anderledes ud.
På Læsø, der ligger i bunden af listen med en gennemsnitsindkomst på 26.6374 kroner, har 6,7 procent af borgerne brugt ordningen. På Lolland ligner indkomstniveauet Læsøs, mens brugen af boligjobordningen ligger på 7,2 procent.
Der er dog også afstikkere, sådan som Bo Sandemann Rasmussen beskriver det.
I Jammerbugt, der ligger i bunden af indkomstskalaen, er tallet 12,3. Thisted kommer lige bagefter, både med indkomstniveau og 12,2 procent, der har brugt ordningen.
"I Thisted og Jammerbugt er der lav indkomst og alligevel procentmæssigt mange, der har brugt ordningen. Det kunne være, fordi der er mange ejerboliger – formentlig boliger, der ikke er så dyre, men kræver renovering," siger professoren.
"Der kan også være lokale forklaringer rundt omkring, eksempelvis at bestemte håndværkerfirmaer har været gode til at markedsføre fradraget."