Sådan er Papes form overfor Frederiksen og Ellemann

Det er en populær herre, som nu udfordrer Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen i kampen om Statsministeriet. Altinget gør status på målinger af Papes – og de øvrige to statsministerkandidaters popularitet.

Inden Søren Pape Poulsens kandidatur til statsministerposten har bundfældet sig, tegner der sig et billede af en populær bejler til Statsministeriet.

Det viser en gennemgang af en række tal fra Epinions målinger for Altinget og DR.

Mandag fik Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) en ny udfordrer i deres indbyrdes kamp om Statsministeriet, da Konservatives formand officielt gjorde en ende på spekulationerne om hans statsministerdrømme.

Altinget ser nærmere på, hvordan vælgerne ser på den nye mand i kapløbet, og hvordan han står overfor de to andre.

Upopulære Ellemann – og Frederiksen

Før Papes melding giver tallene det indtryk, at et nyt statsministeremne også er efterspurgt blandt vælgerne. I hvert fald er der 43 procent, som hverken vil have Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann-Jensen som statsminister efter næste folketingsvalg.

Valgmuligheden 'ingen af de to' er den mest populære, mens 33 procent foretrækker Frederiksen. Blot 16 procent peger på Ellemann.

 

Hvis man tager udgangspunkt i de borgerlige vælgere (medregnet Moderaternes vælgere) er det mere end hver anden, som ikke vil have en af de to statsministerkandidater. Dermed er en anden kandidat også mest populær blandt de blå vælgere. 36 procent i denne gruppe peger på Ellemann-Jensen.

Pape er den mest populære partileder

Utilfredsheden med udvalget af statsministerkandidater er dog ikke ensbetydende med, at Pape er den kandidat, der bliver efterspurgt. Det kan vi først få svar på i de kommende målinger efter mandagens pressemøde.

Men vi ved allerede nu, at Søren Pape Poulsen generelt efterlader et positivt indtryk blandt vælgerne. Epinion tager i forbindelse med hver måling temperaturen på partiledernes og ministrenes popularitet. Her er Pape topscorer.

Mere end hver anden vælger har et positivt indtryk af den konservative partiformand. Han klarer sig bedre end statsminister Mette Frederiksen, som 46 procent har et positivt indtryk af. Samtidig deler Pape vandene i mindre grad end den siddende statsminister. Omtrent samme antal – 45 procent – har et negativt syn på Frederiksen, mens 28 procent har et negativt indtryk af Pape.

Ellemann er den statsministerkandidat som klarer sig ringest. Der er flere, som har negativt syn på ham – 48 procent – end et positivt syn – 34 procent.

 

 

Pape slår Ellemann – også blandt blå vælgere

Billedet af Papes popularitet overfor sin blå kollega – og nu konkurrent til statsministerposten – går igen i en måling, som Epinion foretog i slutningen af maj for Altinget og DR. Vælgerne blev spurgt, hvilken blå partileder de ville foretrække som statsministerkandidat.

Det er vigtigt at have in mente, at spørgsmålet blev stillet til samtlige respondenter uagtet deres politiske tilhørssted. Heraf pegede hver tredje på Pape, mens 17 procent valgte Ellemann.

Hvis man sorterede de røde vælgere fra og blot så på de borgerlige (medregnet Moderaternes vælgere) fik Pape 41 procent og Ellemann 20 procent.

 

Konservatives rejse opad siden 2015

Papes popularitet kan også spores i Konservatives udvikling i meningsmålingerne, hvor partiet nu næsten ligger side om side med Venstre efter tre årtier som den borgerlige lillebror.

Pape blev formand i 2014 og stod i spidsen, da Konservative i 2015 opnåede det dårligste valgresultat i partiets levetid. Men efterfølgende lykkedes det for ham at vende skuden – og nu står partiet til næsten at blive fordoblet i forhold til 2019-valget.

 

Men en ting er målingerne. En stor del af Konservatives nuværende opbakning består af vælgere, som ikke stemte på partiet ved sidste valg. Vælgerne er ikke loyale, når de ikke har stemt på et parti før, og derfor kan Konservative først være sikre på de nye krydser på selve valgdagen.

Dertil kommer, at presset på den konservative formand med al sandsynlighed vil blive øget nu, hvor han har bekendt kulør og skal forsvare sine statsministerambitioner overfor Mette Frederiksen - og Jakob Ellemann i kommende valgdueller.

Endelig kan popularitet ikke omveksles direkte til indflydelse. I sidste ende skal Pape også kunne spille sine kort rigtigt i en dronningrunde efter et folketingsvalg, og det vil formentlig kræve et rent blåt flertal, hvis han skal i spil. Han afviser nemlig indtil videre Løkkes og Moderaternes krav om en regering over midten.

Med andre ord har Søren Pape meget at vinde – og potentiale at udnytte – med sit nyt kandidatur, men han har også meget at tabe, hvis han ikke kan fastholde sin spurt frem mod målstregen.

Forrige artikel Nedlæg jobcentrene og sænk ydelserne: Få overblikket over Venstres beskæftigelsesudspil her Nedlæg jobcentrene og sænk ydelserne: Få overblikket over Venstres beskæftigelsesudspil her Næste artikel Dagens overblik: Pape, Frederiksen og Ellemann skal i tredobbelt tv-debat Dagens overblik: Pape, Frederiksen og Ellemann skal i tredobbelt tv-debat