Rum-minister i den syvende himmel: Kæmpestort

RUMREJSE: Danmark får i dag sin første astronaut. Det får afgørende betydning for dansk forskning og erhvervsliv, mener videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V).

Onsdag morgen blev danske Andreas Mogensen skudt af sted fra Kasakhstan med kurs mod den internationale rumstation, ISS.

Med på sidelinjen var videnskabsminister Esben Lunde Larsen. Han kalder det en fantastisk oplevelse at se den første dansker nogensinde blive sendt af sted.

Ministeren håber, det kan skabe positive effekter for såvel store som små.

”Det er kæmpestort for Danmark, og det får en afgørende betydning for dansk forskning, erhvervsliv og forhåbentlig også for børn og unges interesse for de naturvidenskabelige uddannelser,” siger Esben Lunde Larsen på ministeriets hjemmeside.

38-årige Andreas Mogensens rejse til ISS varer to dage. Herefter skal han opholde sig på rumstationen i otte dage, hvor han skal udføre en række eksperimenter.

På missionen skal Andreas Mogensen blandt andet afprøve en ny mobil kommunikationsenhed i kontakten til jorden samt en ny generation af sensorer og monitoreringsenheder, som skal overvåge basale livsfunktioner. Derudover skal Andreas Mogensen afprøve en elektro-muskel-mobilitetsenhed, som kan anvendes på fremtidige missioner til Månen og Mars.

Oprindeligt skulle Danmarks første astronaut have 10 dage på rumstationen, men den hurtige rute derop var ikke tilgængelig. Derfor bliver han muligvis nødsaget til at droppe nogle af de planlagte forsøg.

Andreas Mogensen i fuld rummundering.

På rumrejsen har Andreas Mogensen selskab af Sergei Volkov og Aidyn Aimbetov.

 

Forrige artikel LA blokerer Støjberg-forslag: Det er uanstændigt LA blokerer Støjberg-forslag: Det er uanstændigt Næste artikel Har du fulgt med: Tag quizzen Har du fulgt med: Tag quizzen