Rufus Giffords afløser er fundet

USA: Donald Trump har fundet ny amerikansk ambassadør til Danmark ifølge amerikansk medie.

Carla Sands er navnet på den nye amerikanske ambassadør i Danmark.

Det oplyser Det Hvide Hus ifølge det amerikanske medie CNBC.

Det betyder, at Rufus Giffords efterfølger omsider er fundet, og der igen kan flytte en ambassadør ind på den amerikanske ambassade, hvor der har stået en stol tom, siden Rufus Gifford forlod sin post i januar i år.

Det er en ny ambassadør med et varieret CV. Hun kommer fra Californien, hvor hun har været bestyrelsesformand for investeringsfirmaet Vintage Capital Group i Los Angeles siden 2015. Ligesom den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford har hun også en fortid i underholdningsbranchen, hvor hun var TV- og filmskuespiller.

Carla Sands er desuden uddannet kiropraktor*, og har siddet i bestyrelserne for mange foreninger, der arbejder med kunst og kultur.

Altinget arbejder på at få tegnet et portræt af Carla Sands, når det er endelig bekræftet fra officielt hold, at hun er den næste amerikanske ambassadør i Danmark.

 

*Rettet kl. 12.00: Tidligere fremgik det, at Carla Sands havde en doktorgrad i kiropraktik.

Forrige artikel Stigning på fjerde år: Statens chefer forgyldes med fratrædelsesbonus Stigning på fjerde år: Statens chefer forgyldes med fratrædelsesbonus Næste artikel Tidligere skattemedarbejder tiltales for millionbedrageri Tidligere skattemedarbejder tiltales for millionbedrageri