Risbjerg: Blå chance kun én promille

RISBJERG: Holder de nuværende meningsmålinger på valgaftenen, har blå blok kun én promilles chance for at vinde valget.

Der skal flyttes i tusindvis af stemmer, hvis blå blok skal gøre sig forhåbninger om en mirakel-sejr i sidste øjeblik.

Den statistiske usikkerhed på valgforsker Søren Risbjerg Thomsens kvalitetsvejede snit af meningsmålingerne er nemlig nu så lille, at der er 99,9 pct. sandsynlighed for, at den røde sejr også er i overensstemmelse med den samlede vælgerskares holdning - i hvert fald på det tidspunkt, hvor meningsmålingerne blev indsamlet. 

51,7 pct.
I det seneste gennemsnit af meningsmålingerne står rød blok til 51,7 pct. af stemmerne. Snittet er baseret på målinger, der i gennemsnit er indsamlet den 12. september, tre dage før valget. 

"Hvis nu gennemsnittet på 51,7 pct. var fra en tilfældig stikprøve foretaget på selve valgdagen (15/9), hvor stor ville sandsynligheden på grund af stikprøveusikkerheden være, for at rød blok trods alt får flere end 50 pct. af stemmerne så være? Svaret er 99,9 pct., altså at chancen for at rød blok ikke får flertallet er ca. en promille. Det må siges at være ganske gode odds for, at rød blok kommer til regeringsmagten," skriver Søren Risbjerg Thomsen i dagens valganalyse.

Mange flere interviews
Den statistiske usikkerhed er så lille, fordi Risbjerg Thomsens gennemsnit inddrager mange meningsmålinger, og fordi meningsmålingsinstitutterne gennemfører langt flere interviews end normalt i dagene op mod valget.

Beregningen af den statistiske usikkerhed på det vejede snit tager dog ikke højde for, at vælgerne i perioden mellem indsamlingen af meningsmålingerne og selve valgaftenen kan skifte mening og stemme på et andet parti eller en anden blok.

Forrige artikel Her sætter de kendte deres kryds Her sætter de kendte deres kryds Næste artikel LA-spidskandidat gik benhårdt til muslimer LA-spidskandidat gik benhårdt til muslimer