LA-spidskandidat gik benhårdt til muslimer

INDVANDRING: Danske muslimer har mere travlt med at indkassere kontanthjælp og recitere religiøse skrifter end at bidrage til samfundet, mente LA's spidskandidat Ole Birk Olesen. Han møder kritik fra både Konservative og Dansk Folkeparti.

De danske muslimer render uvirksomme rundt i "velfærdsghettoen", hvor de fremsiger religiøse skrifter. Hvis de da ikke har meldt sig ind i en bande .

Det er tonen i et hidtil upåagtet debatindlæg, som Liberal Alliances spidskandidat i Østjylland, Ole Birk Olesen, skrev i Jyllands-Posten for under et år siden. 

Debatindlægget kritiserer kraftigt VKO's udlændingepolitik, og Ole Birk Olesen giver udtryk for, at Danmark som indvandringsland er en katastrofe. Den store synder er den offentlige forsørgelse, som ifølge Birk Olesen er årsag til, at de danske muslimer ikke gør nok for at få et arbejde og i stedet ender som sociale klienter.

Karskt ordvalg
"Muslimer, der er indvandret til USA, har tilsyneladende travlt med at udleve den amerikanske drøm ved at sikre sig selv og deres familier en materielt betryggende tilværelse. Imens går danske muslimer rundt i velfærdsghettoen med en kontanthjælp eller en førtidspension fra kommunen, ofte reciterende religiøse skrifter, der kan levere en anden mening med tilværelsen, hvis de da ikke har meldt sig ind i en bande, der vel også kan udstyre dem med en form for selvværd," skriver Ole Birk Olesen i indlægget.

Retorikken bliver ikke blødere et par linjer senere, hvor han igen fremhæver forskellen på amerikanske og danske muslimer:

"Har den unge mand omvendt ambitioner om at vie sit liv til religiøse studier, gangstervirksomhed eller blot dagdriveri, så er det i Danmark, at der uddeles rundhåndet offentlig forsørgelse, som kan friholde en fra arbejdslivets pligter, så man på fuld tid kan hellige sig et alternativt livsmål."

Skadeligt for integrationen
Ole Birk Olesens ordvalg i kronikken møder kritik fra andre partier i den blå blok:

"Hans ordvalg er chokerende fordomsfuldt. Den slags er direkte skadeligt for integrationen," siger den konservative integrationsordfører Naser Khader.

Khader understreger, at han ønsker en helt åben debat om integrationen:

"Jeg vil på ingen måde bagatellisere integrationsproblemerne. Men man skal lade være med at sætte alle muslimer i samme bås, som Ole Birk Olesen gør. Når man udtrykker sig sådan, gør man det lettere for tosserne i Hizb-ut-Tahrir at påstå, at det alligevel ikke hjælper noget at integrere sig."

"Med sådanne udtalelser overhaler Ole Birk Olesen Dansk Folkeparti højre om," tilføjer Naser Khader.

DF's næstformand lægger afstand
Næstformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup bryder sig heller ikke om Ole Birk Olesen måde at udtrykke sig på:

"Jeg er glad for, at det ikke er en fra Dansk Folkeparti, der har skrevet den slags. Så var der stensikkert kommet ballade," siger Skaarup og fortsætter:

"Ole Birk Olesens ordvalg er alt for generaliserende. Han har fuldstændig ret i, at der er nogle brodne kar, men der er også mange muslimer, der integrerer sig fint i Danmark."

Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Ole Birk Olsesen.

, ,

Forrige artikel Risbjerg: Blå chance kun én promille Risbjerg: Blå chance kun én promille Næste artikel Det sidste snit: Rød blok i slutspurt Det sidste snit: Rød blok i slutspurt