Socialdemokrater står i spidsen for dansk-svensk erhvervssamarbejde

Heino Knudsen (S) er valgt til formand for Greater Copenhagen, et erhvervspolitisk partnerskab mellem regioner og kommuner i Østdanmark og Sydsverige. Frank Jensen (S) er samtidig valgt til næstformand. 

Tiltrædende formand for Region Sjælland Heino Knudsen (S) er netop udpeget til formand for det erhvervspolitiske samarbejde Greater Copenhagen.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse. 

Greater Copenhagen har eksisteret siden 2015 som et erhvervspolitisk partnerskab mellem Region Sjælland, Region Hovedstaden, Region Skåne og de 79 kommuner i de tre regionale geografier. Samarbejdet skal tiltrække flere investorer, turister, virksomheder og talenter til området.

"Jeg tror på, at vi med Greater Copenhagen har gang i noget meget vigtigt, hvor vi står sammen om at fremme væksten i området. Den internationale konkurrence er intens, og der er brug for en fælles indsats, som øger væksten og skaber arbejdspladser i Østdanmark og Sydsverige. Vi skal trække i samme retning og bruge midlerne til erhvervsfremme bedst muligt," udtaler Heino Knudsen i meddelelsen. 

Heino Knudsen vil som formand blandt andet sætte fokus på digital infrastruktur, Femernforbindelse og turisme.

De to næstformandsposter besættes af Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, samt Henrik Fritzon (S), regionsrådsformand i Region Skåne.

Forrige artikel Center for øko-forskning får Louise Gade som formand Næste artikel Dødsfald: Fhv. borgmester John Winther (82)