Rasmus Nielsen: Krisestemning og vælgersurhed truer Socialdemokratiet

Vores danske medier Altinget.dk og Mandag Morgen bringer den ene artikel efter den anden om den krise, det store regeringsparti, Socialdemokratiet, befinder sig i. En vælgerkrise, hvor partiet siden et pænt valgresultat på 27,5 procent af stemmerne for et halvt år siden nu står til blot cirka 22 procent vælgeropbakning i vores kvalitets-vægtede snit af alle målinger, det såkaldte Risbjerg-snit.

Ugens tema i Mandag Morgen gennemgår, hvordan partiformand og statsminister Mette Frederiksen har tabt sit sikreste trumfkort overfor de liberalt-konservative partier: Vælgerne tror i markant faldende grad, at S er bedst til at sikre velfærden, defineret som især et velfungerende sundhedsvæsen, børnehaver og vuggestuer samt tilfredsstilledende forhold for ældre.

Altså offentlige kerneydelser, som socialdemokrater i generationer har slået på, de bedst kan levere. På samme tid - og nu bliver det alvorligt - mener et flertal, at velfærden er forringet. Og der bliver flere og flere, der oplever, at velfærden forringes. Det er professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, der senest har målt det ved valget i 2019 og igen i 2022.

Han fremhæver, at Mette Frederiksen frem mod sidste valg "fik tegnet et billede af et Danmark i krise og herunder af et velfærdssamfund i krise". Måske er det krisestemningen, der også fører vælgekrise med sig for S:

Med andre ord: På den ene side ønsker S at stå som garanten for offentligt velfærd, på den anden side har statsministeren valgt et slå ind på en kriseopfattelse, hun håber giver sammenhold om hende og partiet. En stor del af vælgerne følger fortællingen og bifalder: Ja, vi får ringere velfærd med dig, statsminister.

Næsten 60 procent af vælgerne mener, det står meget eller noget dårligere til med velfærden efter tre år med en socialdemokratisk regering under Mette Frederiksens ledelse. Kun 7 procent mener, det står noget bedre eller meget bedre til. Lidt af en boomerang, der rammer Mette Frederiksen i nakken.

Den erfarne, snart 70-årige Jørgen Goul Andersen har forsket i vælgervandringer gennem årtier og konstaterer i ugebrevet, at vælgere ser frem mod de problemer, de ønsker løst og ikke tilbage mod de problemer, der er løst:

"Vælgerne belønner sjældent, men har hele tiden fokus på det, der ikke fungerer. Du kan sjældent lokke folk ved at love dem noget. Men du kan gøre dem eddikesure, hvis du tager noget fra dem. Det er en af de mest veldokumenterede asymmetrier i politik", siger professoren.

Dertil kommer, at Socialdemokratiets traditionelle status som det samlede, store arbejderparti for længst er forbi. Det har Altinget dokumenteret gennem årene.

Det vakte opsigt, at vi både i 2014, 2016 og 2018 kunne skrive, at Dansk Folkeparti var landets største arbejderparti. Så sent som i 2018 stemte 25,5 procent af arbejderne på DF - i dag sølle 4 procent. De kortuddannede lønmodtagere stemmer nu på en række partier.

{{toplink}}

S tog godt hver fjerde arbejderstemme, da Mette Frederiksen blev statsminister første gang. Nu viser en dugfrisk vælgeranalyse til Altinget af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, at kun 15,8 procent af arbejdervælgerne ville stemme på Socialdemokraterne, hvis der var valg i morgen. I sig selv opsigtsvækkende.

Men hvad der virkelig er salt i såret: Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne kommer lige efter med 15,1 procent. Hvad Socialdemokratiet i samklang med arbejderbevægelsen har bygget op over årtier, matches af en tidligere Venstre-næstformand og hendes nærmeste i en ganske ny partiskabelse uden særlig organisation bag sig.

Tiden er forbi, hvor nogen har særlig adgang til arbejder-, - eller skal vi kalde det lønmodtager-, stemmer. Hvad så? Mette Frederiksen siger igen og igen, at landet, Europa og verden er i krise. Men vælgerne vil have vækst og velfærd.

Hun stiller sig aktuelt frem som garanten for klima og forsvarsudgifter/sikkerhed. Men velfærd har stadig vælgernes absolut højeste prioritet. Vælgernes interesse for klima er faldet markant fra 2019 til 2022, og selv om forsvarsinteressen er gået fra fraværende til pæn i samme periode, står klima og forsvar fortsat langt nede på vælger-prioriteterne. De består som hidtil af sundhed, hjemmehjælp, folkepension, daginstitutioner og folkeskolen.

Den mudrede regering over midten gør det kun sværere for vælgere at gennemskue, hvilke politikere der både kan skabe rammerne for en større samfundskage gennem vækst, og hvem der bedst kan give noget tilbage for skatter og afgifter på produktion, arbejde og forbrug i form af effektive, offentlige ydelser.

Det ser håbløst ud for Socialdemokratiet - men er der håb? Ja. S har det held, at man - modsat alle eller stort set alle andre partier - har en forholdsvis ung generation af toppolitikere, der allerede har en del ministererfaring og fortsat mange år foran sig. Tilmed navne, der skriver bøger om ideologi og partiets udvikling frem mod et Socialdemokrati 2,0. Fra klassisk arbejderparti til bredt folkeparti lige i midten. Hvor alle må gøre deres pligt for at kunne hævde deres ret. Og hvor der ikke vil være lige ret for alle til alle velfærdsydelser. Fordi mindre vælgergrupper kan klare sig uden.

Der er længe til næste valg. Men lige nu ser Socialdemokratiet ud til at være på vej i en blindgyde. Partiet kunne med fordel markere sig ikke som arbejderparti men et moderne folkeparti præcis i midten, der vægter vækst og velfærd lige højt.

Hvor få har for meget og færre for lidt. Hvor den offentlige sektor kører langt på literen, samtidig med at dens mange ansatte kan gå glade på arbejde. Kernevælger-tropper for S. Hvilken opgave at sætte sig politisk. 

Alt er muligt i politik. Vælgernes hukommelse er kort. Men krisefortællingen er nok en blindgyde for statsministeren. Krisestemning avler oplevelsen af, at velfærden forringes. Vælgerne skal de nærmeste måneder opleve, at velfærden igen bliver forbedret. Trods en splittet opposition uden oplagt leder er det kravet, hvis ikke nøglerne til Statsministeriet skal overdrages efter næste valg.

 {{toplink}}