Radikale stiller krav til regeringen: Gasledning til Lolland-Falster skal stoppes

Etableringen af gasledningen til Lolland-Falster skal droppes. Det kræver Radikale forud for den kommende valgkamp. "Det er helt misforstået at være imod dansk udbygning af gasinfrastruktur," svarer minister. 

Etableringen af gasledningen til Lolland-Falster skal stoppes.

Sådan lyder det fra Radikales energiordfører, Rasmus Helveg Pedersen, der vil forsøge at presse regeringen til at droppe projektet - både i den kommende valgkamp, men også i de eventuelt efterfølgende regeringsforhandlinger. 

"Vi er imod gasledningen og vil inddrage det både i en kommende valgkamp og i eventuelle regeringsforhandlinger efter valgkampen. Så snart Folketinget åbner, vil vi stille et beslutningsforslag, hvor vi prøver at samle flertal mod gasledningen. Det gør vi, uanset hvordan Folketinget bliver sammensat efter valget," siger han. 

{{toplink}}

Udgifterne stiger

Betyder det krav, at I ikke kan støtte en regering, som vil køre videre med etableringen af gasledningen?

"Hvis vi skal støtte en regeringskonstellation, vil det være et af vores krav, at gasledningen tages af bordet."

Hvor ultimativt er det krav?

"Det vil jeg ikke udtale mig om. Det er bare en af de ting, der står på vores liste."

Så I kan godt ende med at pege på en regering, der fortsat vil etablere den gasledning?

"Det vil jeg overhovedet ikke ind i. Jeg siger bare, at det bliver del af en kommende forhandling," lyder det fra Rasmus Helveg Petersen. 

Meldingen fra Radikale kommer, efter at udgifterne til gasledningsprojektet nu står til at blive 663 millioner kroner dyrere, end regeringen oprindeligt budgetterede med

Det svarer til en budgetforøgelse på 84 procent, og det sker, efter at regeringen flere gange har opjusteret udgifterne til projektet.

Det skete senest i december 2021, men siden dengang er estimatet over udgifterne forøget med yderligere 409 millioner kroner til 1.455 millioner kroner.

"Det var dårlig samfundsøkonomi allerede fra begyndelsen. Nu bliver det helt elendigt. Det her skal ses som direkte statsstøtte til en enkelt virksomhed. Jeg tror ikke på, at det her på nogen måde hænger sammen. Det hænger ikke sammen samfundsøkonomisk, og det tror jeg heller ikke, at det gør for Nordic Sugar. Vi bør skrinlægge projektet øjeblikket," siger Rasmus Helveg Petersen. 

{{toplink}}

Minister svarer igen

I et skriftligt svar afviser klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) kravet fra Radikale. 

"Det er helt misforstået at være imod dansk udbygning af gasinfrastruktur, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Vi har brug for en blanding af både sol, vind, grønne brændstoffer og CO2-neutral biogas, hvis vi skal af med fossile brændsler," lyder det i svaret fra Dan Jørgensen, som fortsætter:

"Og gasledningen er afgørende for Lolland og Falsters udbygning af PtX og biogas, som både skal forsyne erhvervslivet lokalt, men også kan bidrage med grøn gas til andre dele af Danmark. Målet er, at al dansk gas er 100 procent grøn i 2030, og en fortsat udbygning af gasnettet er en forudsætning for den ambition."

Nordic Sugar: "Intet er ændret"

Rasmus Helveg Petersen har den holdning, at Danmark ikke kan være bekendt over for det øvrige Europa at etablere en løsning, der vil sætte det samlede gasforbrug op i en tid, hvor der skal spares på gassen. 

Derudover mener han ikke, at gasledningen længere giver økonomisk mening for Nordic Sugar.

"Lige nu skal Nordic Sugar betale væsentligt mere for den gas, der kommer ud af ledningen, så derfor vil vi gå det hele igennem med tættekam igen og kigge på, hvad der kan elektrificeres og supplere med flaskegas. Det har Nordic Sugar en interesse i. Det ville være utroligt for mig, hvis det kan hænge sammen for dem, når gaspriserne er så høje," siger radikales energiordfører. 

Den udlægning fejes også af bordet af Jesper Thomassen, direktør for Nordic Sugar Danmark.

"Intet er ændret. Vi har i mere end 100 år produceret sukker på Lolland-Falster, og gasledningen kombineret med biogas er vores eneste farbare vej til, at vi kan lave en driftssikker grøn omstilling af sukkerproduktionen," lyder det fra ham i en skriftlig kommentar, der fortsætter:

"Dermed kan vi holde hånden under de tusindvis af arbejdspladser, sukkerproduktionen skaber i hele værdikæden, og den lokale biogasproduktion kan blive sendt ud til resten af Danmark." 

Gasledningen forventes at være klar til brug i 2024.

Forrige artikel Regeringen vil give forsøgskommuner mulighed for at nedlægge jobcentre Regeringen vil give forsøgskommuner mulighed for at nedlægge jobcentre Næste artikel Dagens overblik: Topøkonom advarer om farlig lønspiral Dagens overblik: Topøkonom advarer om farlig lønspiral