Radikal Ungdom har fået ny formand

SKIFTEDAG: Radikal Ungdom har på sit landsmøde valgt ny formand, og det bliver 22-årige Victor Boysen, der nu sætter sig i formandsstolen.

De unge radikale har fået ny formand. 

22-årige Victor Boysen er på Radikal Ungdoms landsmøde denne weekend blevet valgt som ny formand for ungdomspartiet. Han afløser Christopher Røhl Andersen, der har siddet på formandsposten i to år. 

”Jeg er utrolig glad. Jeg har kæmpet hårdt for at blive klar til at være formand for hele Radikal Ungdom. Det synes jeg, jeg er blevet. Nu gælder det om at råbe op, så vi kan få spredt de ungradikale budskaber i offentligheden. Det glæder jeg mig til at komme i gang med,” siger Victor Boysen.

Lige muligheder for alle
Emner som lige muligheder for alle og et grønt miljø og klima er blandt den nye RU-formands mærkesager.

"For mig handler politik om at skabe lige muligheder for alle. Uanset om du er fra Hellerup eller Gellerup, hvid eller sort, kristen eller muslim, ung eller gammel. Så fortjener du muligheder i Danmark," siger han. 

Victor Boysen opfordrer moderpartiet til genfinde sine værdier. For selv om det er fint at udstråle økonomisk ansvarlighed og gå op i, om budgetterne holder, kan det ikke stå alene, mener den nye RU-formand.

"Jeg savner, at Radikale Venstre kommer mere på banen på den værdipolitiske dagsorden. Vi mangler nogen i Folketinget, der kan stå imod, når Søren Pind vil sænke den kriminelle lavalder, og når Kristian Jensen skærer i udviklingsbistanden," siger han.

Brug for udlændinge
Den nye ungradikale formand ser særligt en overskyggende udfordring de kommende år, og det er tonen i flygtningedebatten. 

"Jeg krummer tæer, når jeg hører Marie Krarup sige, at bådflygtninge skal sejle deres egen sø. Vi dukker hovedet i stedet for at ranke ryggen," siger han og fortsætter:

"Vi har brug for udlændinge. I 2035 står vi og mangler 6.000 læger. Udenlandsk arbejdskraft er en nødvendighed, hvis vi også om 20-30 år skal have et højt velstandsniveau. Derfor er det torskedumt at lukke os af fra omverdenen og skræmme udlændinge væk."

"Danmark er et våbenland"
Allerede på sin første dag som formand er Victor Boysen ude med et forslag og en opfordring til Folketinget. I søndagens Politiken foreslår han at afvæbne de danske politibetjente. 

”Danmark er et våbenland. Det er lige så almindeligt at møde en flok politibetjente med skarpladte pistoler stikkende demonstrativt langt ud fra deres lyseblå uniformer i den københavnske metro, som det er at høre et Nik & Jay-hit i radioen. Men er det virkelig sådan et land, vi vil leve i?" spørger Victor Boysen i debatindlægget og fortsætter: 

"Det er det ikke, hvis du spørger mig. Højrefløjens våbenliderlighed har spillet fallit. For våben skaber ikke tryghed. Det mindsker den. Derfor skal politiet afvæbnes,” skriver den nye landsformand for Radikal Ungdom.

Victor Boysen læser til dagligt statskundskab på Københavns Universitet og sidder med i Radikal Ungdoms forretningsudvalg.

Forrige artikel Strid om centrale klimaspørgsmål inden topmøde Strid om centrale klimaspørgsmål inden topmøde Næste artikel Departementer foretrækker Twitter og LinkedIn Departementer foretrækker Twitter og LinkedIn