R glæder sig over historisk lave lønstigninger

LØN: Danskernes lønstigninger har med 1,7 procent været historisk lave det seneste år. Dermed ser regeringens ønske om løntilbageholdenhed fra lønmodtagerne ud til at gå i opfyldelse. Det vækker glæde hos de Radikale.

Lønnen stiger historisk lidt på det private arbejdsmarked. For andet kvartal i træk er lønnen kun steget med 1,7 procent det seneste år, viser Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) nye lønstatistik for andet kvartal 2012.

Det er de suverænt laveste lønstigninger, DA har registreret, siden den nuværende statistik så dagens lys i 2001. Op gennem nullerne steg lønningen med mellem 2,5 og 5 procent om året. Også i et længere historisk perspektiv er de nuværende lønstigninger meget lave.  

Dermed ser regeringen ud til at få sit ønske om løntilbageholdenhed fra lønmodtagerne opfyldt.

"Det nytter ikke noget, at vores varer er dyrere end varer fra andre lande, som er mindst lige
så dygtige som os. Omkostningsniveauet skal være rimeligt. Danske lønmodtagere har før
vist, at de i en krise er parate til at være tilbageholdende. Det har vi brug for igen," skrev de tre regeringspartier S, R og SF i deres regeringsgrundlag sidste efterår.

Lavere lønstigninger end i udlandet
De lave lønstigninger til danske lønmodtagere er allerede ved at føre til en bedre konkurrenceevne over for udlandet.

Lønstatistikkerne viser således, at danskernes lønninger det seneste år er steget mindre end i udlandet. Det er første gang, det sker i mere end ti år, hvor lønningerne i Danmark ellers uafbrudt er steget i en fart, der var klart højere end vores naboers løn.

De lave lønstigninger betyder, at danskerne bliver fattige, fordi inflationen i øjeblikket er på 2,2 procent. Men udviklingen vækker glæde hos regeringspartiet Radikale.

Radikal glæde over udviklingen
"Det er vigtigt, vi har en fornuftig lønkonkurrenceevne, derfor skal vi have en stabil lønudvikling. Det ser det ud til, at vi har nu, og det er godt. Men jeg vil ikke blande mig i løndannelsen," siger arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R).

Han røg i sommerferien ud i et politisk stormvejr, da han erklærede, at formålet med regeringens reformer er at presse lønnen ved at øge arbejdsudbuddet.

Enhedslisten roste ham for at sige sandheden om regeringens politik, mens både S, SF og hans egen partiformand afviste sammenhængen. Siden har han udtrykt sig lidt mere forsigtigt.

Er målsætningen med regeringens reformer fortsat at øge arbejdsudbuddet for at presse lønnen ned

"Nej, det er ikke målsætningen. Det skal sikre, at vi ikke får den galopperende lønudvikling, som vi havde i nullerne. Det vigtige er, at vi kan have en stabil lønudvikling, og det skal reformerne være med til at sikre. Og i den forbindelse vil jeg gerne rose fagbevægelsen for den løntilbageholdenhed, de har udvist," siger Nadeem Farooq.

Hos SF vil man ikke kalde udviklingen for hverken positiv eller negativ. Men i lighed med de Radikale roser partiet fagbevægelsen.

"De lave lønstigninger viser, at fagbevægelsen er meget ansvarlig. De overenskomster, man har indgået, giver meget lave lønstigninger, og der bliver ligefrem tale om reallønsfald. Jeg vil rose fagbevægelsen for realisme, og for ikke at komme med fantasifulde lønkrav i en tid, hvor vi kæmper for at undgå, at arbejdspladserne forsvinder," siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen.

Pressede virksomheder og mange ledige  
Søren Kaj Andersen, der er centerleder og arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet understreger, at de nuværende lønstigninger er meget lave i historisk perspektiv.

"Det vi ser nu, er løntilbageholdenhed fra lønmodtagerne. Det skyldes et fleksibelt lønsystem på det private arbejdsmarked, så der sker en markedstilpasning af lønnen. Udviklingen er udtryk for, at mange virksomheder fortsat er pressede, og at ledighedskurven heller ikke er knækket endnu," siger Søren Kaj Andersen.

Forrige artikel EU vil æde dansk rabat EU vil æde dansk rabat Næste artikel Altinget.dk åbner ny portal om velfærdsteknologi Altinget.dk åbner ny portal om velfærdsteknologi