Professor: Konventioner skal udfordres af "mærkesagsambassadør", der reelt får svært ved at ændre noget

Regeringen vil udpege en ambassadør, der skal ”udfordre og afsøge” konventionerne. Bekymrende, mener Dansk Flygtningehjælp. Men professor kalder det en ”mærkesagsambassadør”, der kan ende med at være overflødig.

Det er ikke nyt at udnævne en ambassadør for et område. Men det er nyt, at det bliver indenfor konventionsområdet.

Det fortæller Martin Marcussen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, og kalder det en ”opprioritering” af området.

”Sådanne ambassadører har egentlig kun et formål. Det er at få regeringen til at virke handlekraftig.”

Det har man tidligere set på tech-området, hvor den daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udnævnte en ambassadør på området med hovedsæde i Silicon Valley i USA. Danmark har også tidligere udnævnt for eksempel klima- og ligestillingsambassadører, og i 2011 gav tidligere statsminister Lars Løkke (V) den forhenværende overborgmester og minister Ritt Bjerregaard (S) posten som eksportambassadør i Kina.   

Det er alle stillinger, der ifølge Martin Marcussen, skal sende et bestemt signal, og som han kalder for ”mærkesagsambassadører”.

”Den type ambassadører udnævnes typisk, fordi regeringen har et ønske om at rette opmærksomheden mod en mærkesag. Den mærkesag er nu konventionerne.”

Vanskeligt at få gjort noget reelt

SVM-regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at de vil ”udfordre og afsøge” internationale konventioners ”snævre” rammer, som der findes ”uhensigtsmæssigheder” ved.

Det skal gøres ved at udpege en ambassadør, som skal ”sikre, at Danmark engagerer sig i arbejdet med konventionerne, herunder hvordan de anvendes og fortolkes”.

Men der venter den kommende konventionsambassadør en stor mundfuld, hvis regeringens ønske om at ”udfordre og afsøge” rammerne for de internationale konventioner, skal blive til virkelighed. 

”Når alt kommer til alt, så vil en konventionsambassadør få det svært,” siger Martin Marcussen og tilføjer:

”Europarådet er en stor organisation med 46 medlemslande, der skal stemme nogenlunde enstemmigt, så det kommer til at blive vanskeligt egentlig at få gjort noget reelt.”

Hos Dansk Flygtningehjælp byder generalsekretær Charlotte Slentes det velkomment, at vigtigheden af de internationale konventioner anerkendes og understreges i regeringsgrundlaget.

I et skriftligt svar til Altinget skriver hun, at hensigten med en konventionsambassadør dog er lidt uklar, men at det er vigtigt for Dansk Flygtningehjælp, ”at dagsordenen for en udredning ikke er at søge smuthuller, så national lovgivning på kanten af konventionerne kan gennemføres”. 

”Det kan virke bekymrende, at oplægget for ambassadørens arbejde er at ’udfordre og afsøge’ rammerne samt at udrede forpligtelser og muligheder i forbindelse med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og afgørelser fra den Europæiske Menneskeretsdomstol,” skriver hun og tilføjer, at praksis i forhold til konventionerne allerede udredes løbende af Justitsministeriet og Udenrigsministeriet. {{toplink}}

Stillingen kan være overflødig

Martin Marcussen vurderer også, at der vil komme et overlap med den nye konventionsambassadør og danske ambassadører, der allerede arbejder i Strasbourg og i Europarådet.

”Det er jo ambassadørernes job at udvikle konventionerne,” siger han og tilføjer:

”Det er dem, der skal passe på dem, forandre dem og også revidere dem. Så det kan virke lidt overflødigt at udnævne en konventionsambassadør, hvis det arbejde allerede bliver gjort af de nuværende ambassadører.”  

For at slippe for et overlap med de allerede udnævnte ambassadør, så forestiller Martin Marcussen sig, at den nye konventionsambassadør vil skulle rejse mere rundt og prøve at overtale nogle af Europarådets medlemslande til at lempe på fortolkningen af konventionerne. En mere politisk stemme, der kan fremføres af en politisk udnævnt ambassadør.

”Det er jo et job, de udsendte medarbejdere i Strasbourg ikke – i lige så høj grad - laver i forvejen. Så der kunne det give mening at placere en konventionsambassadør, hvis altså det er regeringens hensigt at ændre noget på konventionsdagsordenen.”

Altinget har uden held kontaktet Udenrigsministeriet for at få uddybet rollen for den ny konventionsambassadør

Forrige artikel Enhedslisten vælger Mette Frederiksen fra: Ønsker ny statsministerkandidat til venstre for S Enhedslisten vælger Mette Frederiksen fra: Ønsker ny statsministerkandidat til venstre for S Næste artikel EU og USA opfordrer Serbien og Kosovo til at afstå fra provokationer og trusler EU og USA opfordrer Serbien og Kosovo til at afstå fra provokationer og trusler