Presserådgiveren styrer slagets gang på Christiansborg

Presserådgiverens rolle på Christiansborg har ændret sig drastisk de sidste 20 år. Han indtager nu en uundværlig rolle som bindeled mellem politikere og journalister og står bag politikeres og partiers image udadtil. I rollen som grænseaktør har presserådgiveren også opnået en større magt, fordi han har mulighed for at skabe politik og nyheder.

Det vurderer Camilla Dindler, der for nylig forsvarede sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet. De negative effekter af presserådgiverens magt kommer afhandlingen dog ikke ind på.

Presserådgivere kan ikke evalueres på stemmetal eller avissalg, men i stedet på den værdi, som journalister og politikere oplever, at han har. Den værdi er steget de seneste år, fordi politikerne bliver citeret og observeret af medierne i højere grad end tidligere. Derfor har politikeren konstant brug for rådgivning, og journalisterne har konstant brug for kilder og citater.

Og det er her, presserådgiverens eksistensgrundlag skal findes.

Presserådgiveren som grænseaktør
I Camilla Dindlers ph.d.-afhandling er presserådgiveren beskrevet som en grænseaktør, der arbejder som kilde for både journalister og politikere, som formidler, som identitetsskaber og som orkestrator.

I modsætning til politikeren har presserådgiveren mulighed for at påvirke både nyhedsstof og politik i kraft af den anerkendelse, han kan opnå som grænseaktør. Den anerkendelse giver sig til kende i stigningen af ansættelser af presserådgivere i politiske partier. Som Camilla Dindler skriver:

"Han er derved ikke kun det lim, som binder institutionerne sammen i en "shared culture". Med et relationelt blik er han en aktør med en potentiel magt til at påvirke såvel politik som nyheder."

Både købers og sælgers mand
Presserådgiveren er ofte journalist, som derfor fungerer som oversætter for sin politiske arbejdsgiver og indtager også rollen over for journalisterne, som én der taler deres sprog:

"Der er jo i det store hele ret stor kontakt mellem politikere og journalister UDEN OM presserådgivere. Og dette kan altså anspore presserådgiveren til at bestræbe sig på både at være købers og sælgers mand for at fastholde sin berettigelse som en, der kan bidrage til nyhedsproduktionen," siger Dindler.

Som formidler kan presserådgiveren dog også indtage både en mæglerfunktion og fungere som opdrager, som når han f.eks. må forklare en uerfaren politiker, at hans udspil ikke er af interesse for de store dagblade.

"I praksis betyder det altså, at politikere nogle gange skal "sælge" deres udspil til presserådgiveren, før det kan komme videre i nyhedsfødekæden. Den forhandling kan både foregå helt konkret, men den kan også blive en mental disposition hos en politiker, som en presserådgiver så kan anse for at være "godt opdraget"," siger Camilla Dindler.

Politisk insider
En stor del af presserådgiverens arbejde foregår også som politisk insider, hvor han er utrolig vigtig både for politikere og journalister. Ofte er rådgiveren nemmere for journalisten at tale med, fordi han bedre end politikeren forstår, hvad der er vigtigt for journalisten.

Presserådgiveren er imidlertid måske ligefrem uundværlig for politikeren, der forventer af presserådgiveren, at han informerer korrekt om, hvilke emner og vinkler der optager Christiansborg-journalisterne, og rådgiver dem om, hvordan et politisk udspil bedst kan lanceres i medierne, kommer Dindler frem til i afhandlingen.

Som formidler i forhold til journalister er det dog vigtigt, at presserådgiveren kan bibringe journalisterne det verdensbillede, som partiet har opbygget:

"Presserådgiverens tilgængelighed og solidaritet er dog kun interessant, så længe vedkommende kan bringe enten historier og/eller kvalificerede analyser fra det politiske bagland," skriver Camilla Dindler i afhandlingen.

Medierne sætter dagsordenen
Camilla Dindler konkluderer, at presserådgiveren påvirker mediernes dagsorden ved hjælp af sin adfærd, mens han også arbejder med at tilpasse politikken til medierne. For medierne sætter nemlig ofte dagsordenen for politikere:

"Fra politikernes synspunkt er presserådgiveren en helt uundværlig medarbejder, fordi medier og nyhedsmedier har indtaget så central en rolle i politiske processer og politisk repræsentation. Medierne er krævende, og der er ikke tid til som politiker at varetage dette arbejde selv, når også posten som MF'er skal passes," siger Dindler.

Større gennemsigtighed
De positive effekter af presserådgiverens større rolle på Christiansborg er ifølge Camilla Dindler blandt andet, at han kan hjælpe med at formidle politik, så det bliver mere forståeligt for folk, der ikke er så bekendt med de politiske processer, som man er på Christiansborg:

"En større grad af gennemsigtighed kan altså være en positiv effekt af presserådgiveres arbejde. Her er det set fra offentlighedens synspunkt ikke nødvendigvis altid relevant, at det er en spindoktor, der har leveret en historie og derved "orkestreret" nyheden. Det er derimod journalistens opgave at afprøve den," understreger hun.

Manglende kritik
Men Camilla Dindler har imidlertid ikke meget at sige om de negative effekter af presserådgiverens tiltagende magt i afhandlingen.

"Det negative er, når politikere fæster for meget lid til presserådgiverens vurderinger og råd, som nemlig også kan favorisere nogle politikere og udspil fremfor andre. For offentligheden er det negative blandt andet, at presserådgivere også repræsenterer en kynisk side af politik, og at vælgerne derfor kan miste tillid til politikere," siger hun ved nærmere forespørgsel. 

Men man står stadig tilbage med en følelse af, at en mere kritisk tilgang til presserådgiverens magt ville have været på sin plads i en afhandling, der ellers kommer frem til mange interessante konklusioner om livet på Christiansborg.

Selv om det ikke var formålet med afhandlingen, burde man som udgangspunkt have sat spørgsmålstegn ved, at presserådgiveren, som ikke er folkevalgt og i princippet derfor ikke står til ansvar for befolkningen, i stigende grad har mere magt over politikere og journalister.

Man kunne også have diskuteret, om et større antal presserådgivere gør det lettere for regeringen og politikere at styre den offentlige debat, og hvad det så betyder for demokratiet. Men heller ikke det kommer Dindler ind på. Det virker dog som en logisk forlængelse af analysen og ville måske have gjort afhandlingen lidt mere relevant. Men det er dog også vigtigt at nævne, at det langt fra er alle presserådgivere, der har den slags magt, som bliver beskrevet i afhandlingen. Langt de fleste spiller praktisk talt ikke den store rolle på Christiansborg.  

At de negative effekter af presserådgiverens funktion og magt på Christiansborg er udeladt, gør afsnittet om presserådgiveren ensidig. En diskussion af både de positive og negative effekter af presserådgiverens rolle ville have været interessant i en afhandling, der indeholder en stor mængde brugbart, kvalitativt materiale, og derudover både er læseværdig og bringer nye observationer og betragtninger.

For det er uden tvivl vigtigt også at forholde sig kritisk over for presserådgiveren, der i sin position som ikke-folkevalgt embedsmand eller medarbejder ikke står til ansvar over for befolkningen på samme måde, som politikerne gør.  

red@altinget.dk