Præsidentens store projekt

WASHINGTON DC - Danske og amerikanske politiske kommentatorer (og politikere) er normalt ikke enige om særlig meget hen over Atlanten. Derfor var det noget af et særsyn, da man efter Barack Obamas store indsættelsestale på The Mall i den amerikanske hovedstad mandag kunne konstatere en rørende enighed blandt de vægtigste kommentatorer i begge lande (og for den sags skyld i det meste af resten af verden): Præsidenten var trådt i karakter, hed det.

Han havde endelig taget den beslutning, som hans demokratiske base har sukket efter igennem hele den anden halvdel af præsidentskabet - efter nederlaget ved midtvejsvalget. Han sprang ud som en ægte "liberal" (i ordets amerikanske forstand, hvor det betyder venstreorienteret).

Grøn, grøn lykke til alle?
For ikke nok med at kodeordet for hele indsættelsestalen var "fællesskab" ("together"). Samtidig med at præsidenten understregede, at det amerikanske samfund vil falde fra hinanden, hvis ikke fattige børn har samme muligheder for at stige op ad samfundets rangstige, slog han nemlig også på tromme for liberale, værdipolitiske mærkesager. Ligestilling, progressiv udlændingepolitik, anerkendelse af homoseksuelle samt det mest overraskende; en efterlysning af mod til at gøre noget ved de klimaforandringer, der truer os alle.

Og mens progressive kommentatorer og partifæller jublede i USA, EU og i Danmark - hvor  eksempelvis Politikens altid kapable lederskribent og analytiker Kristian Madsen mente, at det var både sigende og ærgerligt, at man skulle til USA for at finde en ægte socialdemokrat (hvilket kun kunne forstås som en kritik af den danske statsminister), og EU's miljøkommissær Connie Hedegaard roste præsidenten for et nyt grønt lederskab, bekræftede republikanerne til fulde tolkningen.

Lederen af Republikanerne i Senatet, Mitch McConnell (ham, som op til valgkampen i 2012 havde sagt, at hans parti blot havde én hovedprioritet, og det var at sørge for, at Obama endte som en one-term president) sagde fnysende, at "(Obamas) skamløse venstreradikale indsættelsestale sandelig bragte minderne frem om demokraterne, som de var i de meget gamle dage".

Forestillingen om den venstreradikale Obama
CNN's respekterede kommentator David Gergen, som tidligere har arbejdet for både Reagan og Nixon, konkluderede efter talen, at Obama "dukkede frem på scenen som en liberal, der ikke har noget at skjule eller noget at undskylde for. Lige det, venstrefløjen har håbet på, og højrefløjen har frygtet. Borte har taget både Bill Clintons tredje vej og Jimmy Carters centrisme".

Selv Newsweek/Daily Beasts moderat konservative klummeskriver David Frum (som også er tidligere taleskriver for George W. Bush, og som normalt bruger en del krudt på at tordne mod Teaparty-fløjen i sit eget parti) mente efter talen, at Obama "med sine ord tog afstand fra de ideer, der har domineret amerikansk politik siden Jimmy Carters præsidentskab. Han afviste ikke bare Ronald Reagan, men også Bill Clinton."

Republikanerne har bevæget sig
En mere kølig analyse af talen giver imidlertid et andet billede. Som den administrerende direktør i firmaet Harbour Group (tidligere associeret direktør i Obama-regeringens "Office of Management and Budget"), Kenneth S. Baer, siger til Washington Post i denne uge, så var Obamas tale alt i alt for størstedelens vedkommende solidt forankret i det, der plejede at være midten af amerikansk politik:

"Talen lød udelukkende så liberal, fordi Det Republikanske Parti har bevæget sig så langt til højre for den norm, der har været gældende for amerikansk politik. At forsvare eksistensen af et socialt sikkerhedsnet var en selvfølge for republikanske præsidenter som Eisenhower og Reagan."

Baer gør opmærksom på, at præsidenten stik modsat det billede, som både venstre- og højrefløjen nu har travlt med at male af ham, netop har signaleret, at han er klar til store besparelser i de sociale sikringsprogrammer (Medicare og Social Security, der er henholdsvis gratis, universel sygesikring for ældre over 65 og det, der i Danmark svarer til folkepension og invalidepension).

Og at præsidenten - som udmærket er klar over behovet for at trimme de offentlige budgetter for at få den enorme og voksende statsgæld under kontrol - ikke mælede et ord om at forbedre det sociale sikkerhedsnet for USA's svageste. Hvilket er i tråd med konservative ønsker, men som republikanerne ikke hæftede sig ved, fordi de havde travlt med at lede efter liberal værdipolitik i talen.

Uddannelse er nøgleordet - i USA som i DK
Nøjagtig ligesom det har været tilfældet i de første fire år af hans regeringstid, understregede præsidenten imidlertid vigtigheden af, at alle har lige muligheder for selv at arbejde sig op ved lige adgang til uddannelse og arbejde og til ikke at være afhængig på nogen måde af det offentlige.

Obama har tværtimod - især i betragtning af de kolossale forventninger, der var til ham fra det sorte Amerika - været den præsident i nyere tid, der har beskæftiget sig mindst med initiativer til støtte for de fattigste amerikanere. Her placerer præsidenten sig solidt i det, der i USA kaldes for "The New Democrats" - hvilket i en vis forstand godt kan sammenlignes med det sted, de danske socialdemokrater og SF'ere forsøger på - nemlig ved at understrege individuelle muligheder frem for kollektive rettigheder. Præsidentens fokus var i talen, nu som før, den amerikanske middelklasses muligheder, ikke de fattigste samfundsborgeres lidelser.

Ros fra Gingrich: en klassisk amerikansk tale
En politiker, som faktisk havde blik for dette, men som ikke bliver citeret synderligt meget længere efter hans nederlag i de republikanske primærvalg, er politikeren og historikeren Newt Gingrich, der går for at være en skarp intellektuel, når det passer ham.

Igen er det Baer, som citerer ham, men citatet stammer fra en artikel, der blev bragt i denne uge på hjemmesiden politic.com: "Jeg syntes ikke, talen var synderlig liberal. Der var selvfølgelig en enkelt sætning eller to, som konservative ikke brød sig om, men for 95 procents vedkommende var talen, så vidt jeg kunne se, en klassisk amerikansk omgang. Den understregede nødvendigheden af hårdt arbejde, af at være selvberoende og af at gøre tingene i fællesskab. Jeg synes, det var en god tale."

Ifølge medarbejdere fra fire ministerier samt Det Hvide Hus, som Altinget.dk talte med aftenen før indsættelsen, er det præcis sådan, præsidentens køreplan ser ud. Obama agter ikke at transformere USA til "det nye Europa", som hans kritikere hævder (og som det markedsorienterede britiske magasin The Economist påstod på sin forside for to uger siden).

Han er blot slået ind på en ny strategi for at fremskaffe de resultater, som han hele tiden har ønsket sig: dem, der ligger på midten. Frem for at "forhandle med sig selv og lægge kompromisset frem fra starten, hvilket han uheldigvis havde tendens til igennem store dele af sin første periode", som en medarbejder siger det, "så har han indset, at man kun skaber resultater ved en hårdere tone fra starten. Men resultatet bliver netop moderat".

Obama II - mere hårdkogt
En anden respekteret kommentator, forfatteren og analytikeren David Ignatius, siger det samme: "Det er stilen, som er forandret, ikke politikeren. Den mand, der fremstod som en drømmer, er erstattet af en mere pragmatisk og mere hårdkogt klassisk politiker. Hvis man vil opnå resultater i politik, er det nødvendigt at lære af sine nederlag. Det er den nye præsident, vi ser her."

En anden topembedsmand, som har været med Obama lige fra starten, da den unge senator blev valgt i Illinois, giver denne fortolkning over for Altinget.dk:

"Der sendes nogle værdipolitiske signaler, som basen har tørstet efter. Det er fint, men ikke særlig radikalt. Alle meningsmålinger viser, at amerikanerne går ind for ligestilling, både når det gælder kvinder, racer og homoseksuelle. Det er ikke der, den politiske skillelinje går længere. Og hvad angår den varslede immigrationsreform, så ender republikanerne med at æde det meste. Det bliver de nødt til for at have en chance i 2016. Det eneste interessante er økonomien. Og her er målet fuldkommen det samme som tidligere: at få bragt orden i økonomien og afsluttet de kostbare krige, som amerikanerne er dødtrætte af."

Fra pincet til hammer
Om tre måneder, når den kortfristede forhøjelse af gældsloftet løber ud, og det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har bebudet, at de ikke længere vil bidrage til flere lappeløsninger, får vi se, om præsidenten kan lykkes med sit foretagende: at få brudt isen i det permafrosne politiske Washington og skabt en langsigtet finanslov, der indeholder en stor reform af både indtægts- og udgiftssiden.

Alt tyder på, at juraprofessorens pincet og skalpel er skiftet ud med skruenøglen og hammeren fra det politiske maskinrum. Om hans nye tilgang vil producere det ønskede resultat, ved vi snart.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

annegrethe@altinget.dk