Politikere hylder Mandela

HYLDEST: På dagen efter Nelson Mandelas bortgang lyder der mindeord fra hele verden. Danske politikere giver også deres hyldest og tanker til kende over de sociale medier.

Den tidligere sydafrikanske præsident og frihedsforkæmper Nelson Mandelas død har fremkaldt reaktioner over hele verden.

Mandela, der døde sent torsdag aften, har således også fået de danske politikere til tasterne for at hylde ikonet, der er gået bort.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skriver i en pressemeddelelse, at det er med stor sorg og vemod, hun har modtaget meddelelsen om Nelson Mandelas død.

"Jeg sender min dybeste medfølelse og tanker til Nelson Mandelas familie og det sydafrikanske folk. 

Sydafrika har mistet sin landsfader og første demokratisk valgte præsident. Afrika har mistet en af sine store sønner. Vi har alle mistet et fyrtårn i den evige kamp for frihed og retfærdighed. Verden er blevet fattigere. 

Efter at have været fængslet i 27 år af det umenneskelige apartheid-regime trådte Mandela frem og talte om fred og forsoning. Mandela og ANC transformerede Sydafrika fra et dybt undertrykkende, splittet og ufrit samfund på randen af borgerkrig til en demokratisk retsstat i økonomisk vækst. Det var intet mindre end mirakuløst og en historisk bedrift. 

Vi kan alle lære af Mandela og Sydafrikas forsoning og fredelige overgang til demokrati. Viljen til at tilgive er en af de største kræfter, vi mennesker kan slippe løs. 

Også efter sin tid som præsident fortsatte Mandela sit store arbejde for at sikre en retfærdig verdensorden med et stærkt fokus på menneskerettigheder som en hjørnesten i kampen mod fattigdom, ulighed og uretfærdighed. 

Mandela vil for altid blive husket for sin ukuelige tro på medmenneskelighed, humanisme og dialog. Hans tanker og idealer har inspireret generationer af mennesker i hele verden. Tanker og idealer som altid vil være hos os. 

Danmark og det danske folk var aktive støtter i kampen mod apartheid-regimet. Vi er nære venner af det nye Sydafrikanske demokrati. Vi deler deres sorg. 

Æret være Nelson Mandelas minde.” 

På Facebook skriver en række andre partiledere og Folketingets formand deres mindeord over Mandela:

Lars Løkke Rasmussen (V):
"Nelson Mandela er død. Han dedikerede sit liv til at skabe fred og frihed, og han opgav aldrig kampen for en verden, hvor mennesker kan leve frit side om side. Nelson Mandela vil altid stå som en af de største forkæmpere for frihed og lige rettigheder for alle mennesker. Værdier, som vi aldrig må stoppe med at kæmpe for eller værne om. Lad os minde hinanden om det på denne sorgens dag, hvor jeg sender mine varmeste tanker til Mandelas familie og det sydafrikanske folk."

Margrethe Vestager (R):
"Nelson Mandela død. Sorg. Vi har mistet en politisk far. Han talte til det bedste i os. Må hans kamp for frihed og forsoning leve for altid."

Annette Vilhelmsen (SF):
"Madiba er ikke mere - æret være dit minde. Du var en fantastisk mand, og et personligt forbillede i kampen for frihed, social lighed og i kampen mod racisme. Farvel Nelson Mandela, du har taget din tørn flottere end de fleste - vi andre fortsætter kampen."

Lars Barfoed (K):
"Vi har med Nelson Mandelas død mistet en stor statsleder og forsoner. På trods af store personlige omkostninger og afsavn var hans vilje til forsoning og samling et eksempel for os alle, og han var sammen med tidl. præsident Frederik W. de Klerk en afgørende kraft i skabelsen af det Sydafrika, vi kender i dag. Æret være hans minde."

Mogens Lykketoft (S):
"Få personligheder i historien har været en så vældig moralsk kraft som Nelson Mandela. Det var hans utrolige fortjeneste, at et forsonet Sydafrika afløste det modbydelige apartheidregime. Vi må håbe, at hans virke kan inspirere fremtidens ledere både i Sydafrika og andre samfund, der skal overvinde en traumatisk fortid."

Også på Twitter mindes danske politikere den store sydafrikaner:

Magnus Heunicke (S):
"Mandela released! Free all south african political prisoners now, stod der på min T-shirt i 1990. Et enkelt menneske kan ændre verden. Tak."

Rasmus Prehn (S):
"Meget trist, Mandela er død. En af de største og mest inspirerende er gået bort. Hans ånd lever videre i os alle! Æret være Mandela."

Nadeem Farooq (R):
"Midt i al sorgen, ved vi inderst inde godt, at vi har været ekstremt priviligerede over at følges med Mandela så langt."

Mette Gjerskov (S):
"Mandela. Hvad kan jeg sige.... Mit store forbillede."

Özlem Sara Cekic (SF):
"Mandela var symbolet på frihed og lighed. Men også symbolet på håb i en verden, hvor stadig mange dyrker hadet. Hvil i fred."

Astrid Krag (SF):
"Verden er blevet et stort menneske fattigere. Hvil i fred, Nelson Mandela. Hans utrættelige kamp vil stå som et lysende eksempel for altid!"

Pernille Rosenkrantz-Theil (S):
"En frihedskæmper og et forbillede udi i solidaritet og forsoning er død. Mandela fik os til at stræbe eft at gøre verden til et bedre sted.

Christian Friis Bach (R):
"In memory of Nelson Mandela He was the finest freedom fighter and human rights defender the world has seen."

Morten Messerschmidt (DF):
"Mandela udgjorde en kæmpe forskel for Sydafrika og for verden. Må hans ånd leve videre. Ære være hans minde."

Benny Engelbrecht (S):
"TV viser historiske billeder af Mandela talende i Danmark med Svend Auken siddende ved siden af sig - fælder tårer."

Kristian Jensen (V):
"Trist at høre at Nelson Mandela er gået bort. Jeg havde fornøjelsen og æren af at møde ham, da han besøgte Folketinget. Æret være hans minde."

Margrete Auken (SF):
"Mandela - flere generationers store forbillede er død. Lad os takke og hylde ham ved at beholde ham som forbillede."

Christel Schaldemose (S):
"En af vores tids største politiker/ statsmand / personlighed #Mandela er død. Du gjorde virkelig en forskel. Tak. Hvil i fred."

Merete Riisager (LA):
"Mandela er død. Ikke mange i historien af hans format. Retfærdighed og udholdenhed. RIP." 

Peter Hummelgaard (S):
"Hvil i fred, Mandela. Du gjorde en kæmpe forskel for mennesker i hele verden. Trist at dine efterfølgere ikke altid levede op til din storhed."

,

Forrige artikel Nu har kommunerne fået deres borgmestre Nu har kommunerne fået deres borgmestre Næste artikel 7. december: Karina Lorentzen 7. december: Karina Lorentzen