Pia K. efterlyser lederskab af Løkke

LØKKE: Statsministeren skal være mere håndfast og f.eks. sætte politiet ind mod afviste asylansøgere i Brorsons kirke, mener Pia Kjærsgaard.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal vise, hvem der sidder for bordenden i regeringen i regeringen, når politikerne vender tilbage fra sommerferie.

Det kræver Pia Kjærsgaard, der slår fast, at hvedebrødsdagene i Statsministeriet er forbi - nu vil hun se en handlekraftig leder, der rydder op i aktuelle sager, hans ministre ikke får bragt i orden.

"Med Anders Fogh Rasmussen (V) vidste vi, hvem der var chefen. Lars Løkke er ikke på samme måde stemplet ind. Det forventer jeg, at han gør nu, for det giver tryghed hos borgerne, når der er en chef, som viser, hvem der er chauffør i bussen og styrer den i den rigtige retning," siger Dansk Folkepartis leder til Politiken.

Hun understreger, at støttepartiet har stor tillid til og tro på, at Løkke Rasmussen kan vokse sig til at blive en stor statsminister. Og hun har samtidig respekt for, at statsministeren har haft behov for at sætte sig ind i sit nye job, men samtidig kræver hun en mere håndfast Løkke.

Det gælder blandt andet i den verserende bandekrig, som Pia Kjærsgaard vil have stoppet. Og det gælder sagen om de afviste irakiske asylansøgere, som på tredje måned sidder i Brorsons Kirke, fordi de ikke vil rejse hjem frivilligt.

"Hvad sker der med den sag? Det handler jo ikke om næstekærlighed, men om lov og orden og respekt for reglerne i det her land. Den sag skal bringes i orden, politiet skal sættes ind, og det kræver en politisk beslutning," siger Pia Kjærsgaard.

Bevar Foghs linje
Hun sender samtidig et klart signal til Lars Løkke Rasmussen om at holde fast i linjen fra Anders Fogh Rasmussen - ellers kan den siddende regering få problemer ved næste valg.

"Jeg har ikke brug for nye dagsordener eller nye visioner. Det kan godt være, at vi har fået en ny statsminister, men det er jo den samme virkelighed, vi befinder os i, og derfor skal vi holde fast i den strategi, vi kom fra. Det er stadig de borgernære emner, som skal være i højsædet, det er stadig værdipolitikken, der betyder noget, men jeg mangler at få udstukket kursen af Løkke," siger hun.

De konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, mener, at Pia Kjærsgaard skal passe på med sin kritik.

"Hun kan være helt rolig, for Lars Løkke har styr på tingene. Han er en moderne leder, som lader fagministrene tage sig af sagerne, og det er godt."

Forrige artikel Status over den sundhedspolitiske sæson Status over den sundhedspolitiske sæson Næste artikel Fogh nedsætter NATO-arbejdsgruppe