Flertal foreslår store bøder for hvil i lastbilen

SOCIAL DUMPING: Et flertal uden om regeringen er parate til at indføre bøder på op mod 225.000 kroner for lastbilchauffører, der afholder deres ugentlige hvil i førerhuset.

Danmark skal følge i fodsporene på Tyskland, Frankrig og Belgien og indføre bøder for chauffører, der tvinges til at afholde deres ugentlige 45-timers hvil i lastbilens førerhus.

Det mener et flertal i Folketinget bestående af Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF, der er parat til at fremsætte fælles forslag om at indføre bøder på op til 30.000 euro svarende til godt 225.000 kroner.

”Chauffører skal ikke opholde sig på landeveje i uger og måneder. De skal hjem og se deres familier, og det er det, vi vil sikre med det her,” siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der er initiativtager til forslaget.

Fra Dansk Folkepartis side vil transportordfører Kim Christiansen bruge forslaget til at få ”ryddet op” på de danske rastepladser.

”Rastepladser er blevet de rene campingpladser. Mange østeuropæiske chauffører opholder sig her alt for lang tid, når de venter på returkørsel,” siger Kim Christiansen.

Tysk forbud mærkes i Danmark
Også fra Socialdemokratiet lyder det opbakning til forslaget fra transportordfører Rasmus Prehn.

”Vi er med på, at der skal være en klare straf for det her. Så vores udgangspunkt er, at vi støtter forslaget,” siger han.

Kravet om bøder i forbindelse med hvil i førerhuset vil blive fremsat som et ændringsforslag til et aktuelt lovforslag om sanktioner i forhold til køre- og hviletidsbestemmelserne.

Men det hænger også sammen med, at et flertal i det tyske parlament, Forbundsdagen, i marts vedtog lovgivning om at indføre et tilsvarende forbud mod hvil i førerhuset.

”Når Tyskland indfører det her, så vil man opleve, at chaufførerne bare kører ind over de danske grænser og overnatter her, hvis ikke vi gør noget. Det så man ske i både Holland og Tyskland, da Belgien og Frankrig indførte tilsvarende bøder tidligere,” siger Henning Hyllested.

Hos Venstre ønsker trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen først at se det endelige ændringsforslag, inden har forholder sig til det. Samme besked kommer fra transportminister Ole Birk Olesen (LA).

"Jeg har ikke grundlag for at kommentere sagen, da jeg ikke har set det omtalte ændringsforslag," skriver han i en mail til Altinget.

Mens vi venter på EU
Diskussionen om nye bøder for overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne falder sammen med, at der i Kolding Kommune har været stor politisk ballade om transportvirksomheden Contrans ønske om at opføre en hvilebygning til udenlandske chauffører.

Et snævert flertal endte med at give grønt lys, men dog under den betingelse, at chaufførerne netop ikke afholder deres ugentlige 45-timers hvil på stedet.

Den slags lokale skærmydsler ser Henning Hyllested som et symptom på den større europæiske udfordring med utallige kreative måder at omgå de europæiske køre- og hviletidsbestemmelser på.

Forhold som vil komme til diskussion i EU, når EU-Kommissionen inden længe præsenterer sit forslag til en kommende vejtransportpakke.

”Det her kan kun endeligt løses, hvis EU’s forordning om køre- og hviletidsbestemmelser og cabotagekørsel ændres. Det tror jeg ikke et øjeblik på, at EU-Kommissionen vil foreslå, så det bliver det store politiske slagsmål i EU,” siger Henning Hyllested.

I den sammenhæng er han glad for, at skiftende danske transportministre har forsøgt at samle en alliance af lande, som forsøger at sætte ind mod systematisk cabotagekørsel.

Forrige artikel Her er Løkkes Disruptionråd Her er Løkkes Disruptionråd Næste artikel Her er Pia Olsen Dyhrs 1. maj-tale Her er Pia Olsen Dyhrs 1. maj-tale