Organisationen Danske Museer vælger ny forperson
Vardemuseerne-direktør Claus Kjeld Jensen er ny forperson i museumsorganisationen ODM. Den tidligere forperson, Flemming Just, trådte tilbage i april.
Det bliver Claus Kjeld Jensen, der overtager posten som forperson i Organisationen Danske Museer (ODM) fra Flemming Just. Det skriver museumsorganisationen i en pressemeddelelse.
Den nyvalgte forperson er mangeårig direktør for Vardemuseerne og har i flere år været tilknyttet ODM's bestyrelse som suppleant. Nu træder han ind som forperson sammen med Arbejdermuseets direktør, Søren Bak-Jensen, der er valgt som næstforperson sammen med Berit Anne Larsen, der er blevet genvalgt.
ODM har skullet vælge ny forperson efter Flemming Justs afgang i april måned. Den tidligere forperson ønskede at hellige sig arbejdet som direktør for Sydvestjyske Museer.
Den nyvalgte forperson, Claus Kjeld Jensen, er ph.d. i arkæologi og direktør for Vardemuseerne, der blandt andet tæller flygtningemuseet Flugt, der åbner til sommer.
Organisationen Danske Museer er interesseorganisation for 172 danske museer og konserveringscentre.