Nye Borgerliges eneste mandat i København skifter til Konservative

Nye Borgerliges eneste medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Niels Peder Ravn, skifter til Konservative med begrundelsen om, at Nye Borgerlige ikke har en hovedstadspolitik.

Niels Peder Ravn har valgt at melde sig ind i Konservative og skal fremover repræsentere partiet i Borgerrepræsentationen i København. Dermed mister Nye Borgerlige sit ene mandat i Borgerrepræsentation. 

Det oplyser Københavns Rådhus i en pressemeddelelse.

"Jeg er konservativ helt ind i knoglerne, og det var også grunden til, at jeg for lidt over tre år siden meldte mig ind i Nye Borgerlige. Undervejs er det imidlertid blevet tydeligt for mig — ikke mindst set med storbyøjne — at Det Konservative Folkeparti er det sted, hvor jeg bedst kan arbejde for det borgerlige København," udtaler Niels Peder Ravn. Han uddyber til mediet Københavnliv:

"Nye Borgerlige er trukket mere og mere vestpå og koncentrerer sig om landbrug og yderkommuner, og det er da fint nok, men København skal også spille en rolle, og partiet har ingen hovedstadspolitik."

Til mediet fortæller han også, at han nu ser mere nuanceret på nogle emner, end han har gjort tidligere. Her nævner han blandt andet udlændingepolitikken. 

Niels Peder Ravn blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Nye Borgerlige ved kommunalvalget i 2021.

Med Niels Peder Ravn som nyt medlem af Borgerrepræsentationen for Konservative er partiet vokset fra otte til ni mandater. 

Forrige artikel Lula da Silva indsættes som præsident i Brasilien Lula da Silva indsættes som præsident i Brasilien Næste artikel Mindeord om Lise Nørgaard af fhv. radiodirektør Leif Lønsmann Mindeord om Lise Nørgaard af fhv. radiodirektør Leif Lønsmann