Nye Borgerlige: Forældre skal kunne købe sig en institutionsplads lige der, hvor de ønsker

Alle offentlige institutioner skal modtage et frihedsbrev, der sætter dem fri til at levere service til borgerne uden politisk indblanding. Det eneste benspænd bør være, at forældrebetalingen skal forblive under de 25 procent, foreslår Mette Thiesen (NB).

Det var nye toner fra statsminister Mette Frederiksen, da hun i sin nytårstale afslørede en ny kurs på børneområdet: Nu skal alle kommuner tilbydes den samme frihed som forsøgskommunerne Rebild og Helsingør.

Vi har stadig til gode at se, om hun kan komme igennem med forslaget, for frihed og selvbestemmelse plejer ikke at være støttepartiernes kop te. Jeg hilser som børneordfører for Nye Borgerlige forslaget velkomment.

Imens vi venter på Mette Frederiksen og venstrefløjen, kan vi jo bruge ventetiden til noget fornuftigt. Lad os se på, hvorfor mere frihed vil give langt mere værdi for de samme skattekroner.

Frihed skal erstatte regeljungle
I Nye Borgerliges økonomiske plan, har vi selv foreslået at give alle offentlige institutioner – herunder børneinstitutioner – et frihedsbrev. Med frihedsbrevet i hånden skal ledere og pædagoger ude på institutionerne sættes fri til at levere service til borgerne uden indblanding fra politikere og forvaltning på rådhuset.

Forældrene skal simpelthen have lov til at bestemme over deres egne skattepenge og købe sig en institutionsplads lige der, hvor de ønsker. Ideen er, at skattekronerne vil blive brugt langt mere fornuftigt på den måde, frem for at embedsmænd og politikerne skal gætte sig til familiernes behov.

Politisk set pålægger vi kun institutionerne det bånd, at forældrebetalingen ikke må overskride de nuværende 25 procent. Jeg understreger, at forældrebetalingen ikke må stige, fordi det forventelige angreb er, at jeg ønsker at spare på børneområdet. Det er ikke tilfældet.

Det, jeg ønsker at fjerne, er de fordyrende mellemled i form af politikernes regeljungle. 

Lad familierne bestemme
Vi har historisk set, hvordan bureaukratiet udvikler sig som et sort hul, der suger midler til sig. For eksempel kom det frem, at omkring 15 procent af de 2,9 milliarder til højere normeringer i daginstitutioner kommer til at gå til administration. Tidligere undersøgelse har desuden vist, at ansatte på førskoleområdet kun bruger omkring halvdelen af tiden sammen med børnene.

Historien med de ekstra penge, der bliver slugt af administration, viser, hvorfor der er brug for flere frie valg. Det viser nemlig, at velfærd kun meget dårligt lader sig skabe af politikerne. Velfærd er noget, der kan mærkes ude i familierne, når barnet er glad og trygt ved at komme fra institution. Når forældrene ikke behøver aflevere dem med en skurende fornemmelse i maven. 

Derfor kan det aldrig blive venstrefløjen eller bureaukraterne, der på bedste vis kan bestemme, hvordan pengene skal bruges. Jeg og Nye Borgerlige vil have et samfund med stærke familier. Det indebærer, at de får lov til at bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge. Det er den grundlæggende tanke, når vi vil sætte institutionerne fri og lade pengene følge barnet.

Jeg tror ikke, at Mette Frederiksen deler helt samme vision – men personligt synes jeg, at det er et spændende forslag og ser frem til forhandlingerne.

{{toplink}}

Forrige artikel Studerende: Giv os de internationale studiepladser tilbage Studerende: Giv os de internationale studiepladser tilbage Næste artikel Aktører i fælles opråb til Folketinget: Stop den ulovlige indsamling af teledata Aktører i fælles opråb til Folketinget: Stop den ulovlige indsamling af teledata