Aktører i fælles opråb til Folketinget: Stop den ulovlige indsamling af teledata

3,9 millioner danskere kan blive omfattet af ulovlig logning målrettet geografiske områder. Det er beskræmmende og i strid med både ytrings- og informationsfriheden, skriver DM, IDA, Prosa, Amnesty Internationals danske afdeling og Danske Advokater.

Af Camilla Gregersen, Thomas Damkjær Petersen m.fl.
Se listen over alle skribenter i faktaboksen i højre side

Vedkommer det den danske stat, hvem lovlydige borgere ringer til, og hvor borgerne befinder sig? Nej.

Alligevel logges der hver eneste dag teledata om borgerne, hvor alle sms'er og telefonopkald i Danmark bliver registreret af teleselskaberne, selv om EU-domstolen har underkendt den danske brug af generel logning af alle borgere.

Det er privatlivets fred, det handler om. Når man hører Socialdemokratiet og Venstre forsvare logning, siger de, at det handler om at opklare alvorlige forbrydelser. Men der ligger ikke dokumentation for, hvilke forbrydelser logning har hjulpet med at opklare.

Mange har derfor efterspurgt en oversigt over opklarede forbrydelser som følge af logning, men skiftende justitsministre har ikke leveret det. Selv hvis logning underbygger opklaringen af enkelte forbrydelser er logning så indgribende i vores privatliv, at vi er nødt til at stille spørgsmål ved, om det er proportionelt med vores grundlæggende rettigheder.

I strid med ytringsfriheden

Det franske forfatningsråd har for nylig igen afgjort, at logning er ude af proportioner i forhold til borgernes ret til privatlivets fred. EU-domstolen har flere gange afsagt domme mod generel og udifferentieret logning, som man benytter sig af her i Danmark, fordi logning ikke er proportionelt og er i strid med ytrings- og informationsfrihed, som er garanteret i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Så derfor er det også beskæmmende, at et flertal i Folketinget i dag vedtager, at den ulovlige logning skal fortsætte. Det er tid til at lytte til de mange eksperter, til Institut for Menneskerettigheder og til alle internationale instanser. Ulovlig logning bør stoppe, og det burde være en klokkeklar opgave for en regering og justitsminister øjeblikkeligt at tage affære.

"Forrykt" at overvåge 3,9 millioner danskere

Efter mange års kritik af logning af borgernes teledata har det flertal i Folketinget, som går ind for logning, valgt at fortsætte det. Derudover indeholder forslaget en nødplan: De vil målrette logningen geografisk, hvis de ikke kan fortsætte som nu.

Ifølge et svar fra justitsministeren til SF's Karina Lorentzen betyder det, at de 3,9 millioner danskere, der har bopæl i de loggede områder, bliver overvåget. Dertil kommer de borgere, der bevæger sig igennem eller forbi de områder, hvor der logges.

Med andre ord bliver dine telefonoplysninger stadig logget, medmindre du konstant holder dig udenfor alle byområder og eksempelvis aldrig køber ind i et byområde. Reelt foregår der altså stadig generel og udifferentieret logning, som EU-domstolen har kendt ulovlig. Vi mener derfor stadig, at det er forrykt og besynderligt, at borgeres data skal logges.

{{toplink}}

Forrige artikel Nye Borgerlige: Forældre skal kunne købe sig en institutionsplads lige der, hvor de ønsker Nye Borgerlige: Forældre skal kunne købe sig en institutionsplads lige der, hvor de ønsker Næste artikel Europas Liberale Ungdom: EU skal træde i kraft for Ukraine med styrket samlet forsvarsindustri Europas Liberale Ungdom: EU skal træde i kraft for Ukraine med styrket samlet forsvarsindustri