Ny minister har aldrig sagt et ord om uddannelse

ROKADE: Den nye undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) har ingen erfaring med uddannelsespolitik. Samtidig har han aldrig selv færdiggjort sin uddannelse.

Den nye undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) har både været skatteminister og miljøminister, men han har aldrig beskæftiget sig med uddannelsespolitik. Derfor har den nyudnævnte minister og tidligere politiske ordfører stort set heller aldrig udtalt sig om uddannelsesområdet i medierne.

Ingen af debatindlæggene på Troels Lund Poulsens egen hjemmeside omhandler uddannelsespolitik, og en søgning på artikel-databasen Infomedia med ordene "Troels Lund Poulsen", "uddannelse" og "folkeskole" giver også få resultater.

De enkelte gange, Troels Lund Poulsen har udtalt sig om uddannelsespolitik, har han blandt andet refereret til regeringens mål om en folkeskole i verdensklasse.

"Vi skal tilstræbe, at vi ligger helt i top, når vi ser på folkeskole, uddannelse og universiteter," sagde han til Politiken i sommer og ligger sig på den måde tæt op af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) uddannelsesmål i 2020-planen

Ingen uddannelse
Skolelærersønnen Troels Lund Poulsen har til stor ærgrelse for ham selv aldrig afsluttet det historiestudium på Københavns Universitet, som han påbegyndte i 1996. Derfor har han ikke anden uddannelse med sig i baggagen end en studentereksamen. Han har dog bebudet, at han ønsker at færdiggøre sin uddannelse en dag, skriver berlingske.dk.

Han er ikke den første undervisningsminister i VK-regeringen uden en uddannelse. Det samme var tilfældet for tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V).

Forrige artikel Er KD's hjemmeside klar til valg? Er KD's hjemmeside klar til valg? Næste artikel Troels Lund er Løkkes valgkampsminister Troels Lund er Løkkes valgkampsminister