Ny aftale åbner for solceller på havet

Den nye åben dør-ordning for vedvarende energi på havet skal gøre det muligt at etablere flydende solcelleparker i dansk farvand. I Vordingborg er et projekt allerede på tegnebrættet.

Udrulningen af solceller buldrer derud af. Og snart kan flydende solcelleparker også blive en del af det danske energimix, sådan som det allerede er i for eksempel Holland, Spanien, Frankrig og Kina.

Det står klart, efter energiforligskredsen i sidste uge blev enige om en ny åben dør-ordning for vedvarende energi på havet.

Med aftalen bliver ordningen nu teknologineutral og det giver netop mulighed for at etablere solceller på havet, som indtil nu ikke har været tænkt ind i den danske lovgivning og dermed ikke tilladt.

”Teknologineutraliteten forventes at understøtte teknologiudviklingen og imødekomme efterspørgsel fra VE-opstillerne efter blandt andet at kunne etablere flydende sol under ordningen,” skriver partierne i aftaleteksten.

Mulighed har været efterlyst
European Energy er et af selskaberne, der har efterlyst muligheden for at etablere flydende solceller.

Her er man godt tilfredse med, at et flertal i Folketinget nu åbner for etablering af flydende solcelleparker i Danmark.

”Flere kommuner har udvist interesse for teknologien, og nu kan vi så komme i gang med konkrete projekter rundt i Vandkantsdanmark,” siger Knud Erik Andersen, CEO i European Energy, i en skriftlig kommentar.

I udlandet er der allerede gang i de flydende solcelleparker, og blandt andet Vattenfall står bag den første flydende solcellepark i Holland, der har en kapacitet på 1,2 megawatt.

Der er stadig tekniske udfordringer med solceller på vandet, men ofte fremhæves tre fordele.

Stort potentiale
Ved at bygge solceller på vandet slipper man for at optage en masse plads på land.

Meget tyder også på, at vandet kan bruges til at afkøle solcellepanelerne, hvilket kan gøre dem mere effektive sammenlignet med landbaserede solcellepaneller.

Og i fremtiden forventes flydende solceller også at kunne opføres i forbindelse med havvindmølleparker eller energiøer.

”Potentialet herhjemme i Danmark er måske ikke kæmpestort, men globalt set er der et kæmpe potentiale for flydende sol, og mange lande rykker allerede hurtigt på denne teknologi - ikke mindst i de markeder, vi allerede opererer i. Derfor er det positivt, at vi nu i samarbejde med kommuner og havne kan prøve den nye teknologi af på vores hjemmebane,” siger Knud Erik Andersen.

Klar i Vordingborg
Vordingborg er et af de steder, hvor man allerede arbejder med European Energy og håber på at kunne få de første flydende solceller i Danmark.

Direktør for Vordingborg Havn Jan-Jaap Cramer fortæller, at her har man i over et år haft et flydende solcelleprojekt på 200.000 m2 på tegnebrættet.

”Vi har lovgivningsmæssigt ikke haft den her mulighed, men det håber vi at få nu. Men vi afventer stadig lige den konkrete implementering af politikernes aftale,” siger Jan-Jaap Cramer og tilføjer:

”Så må tiden vise, om den nye ordning giver os mulighed for at lave solceller på vandet i havnebassinet som vi har planlagt, eller om vi måske skal finde et andet sted i nærheden af vores havn.”

Han har ikke svært ved at se potentialet i at flytte solcellerne ud på vandet.

”Man ser flere og flere steder, at man er udfordret med at placere solcelleparker på land. Der kunne man måske godt bruge vandet mere. Som havn er vi jo omringet af vand, og når vi kigger på de muligheder, vi har for at bidrage til en grøn omstilling, virker det oplagt med flydende solceller,” siger Jan-Jaap Cramer og tilføjer:

”Det kunne da være rigtig interessant at være et forsøgsprojekt, som andre kan lære af.”

Forrige artikel 17 kommuner har sendt penge til flere voksne i dagtilbud retur til Christiansborg 17 kommuner har sendt penge til flere voksne i dagtilbud retur til Christiansborg Næste artikel Kort: Sådan har kommunerne brugt pengene til minimumsnormeringer i 2020 Kort: Sådan har kommunerne brugt pengene til minimumsnormeringer i 2020