Nu kan de irakiske asylansøgere hjemsendes
ASYL: Danmark har nu grønt lys til at hjemsende afviste irakiske asylansøgere. Per Stig Møller fik onsdag en hjemsendelsesaftale på plads med Irak.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har ifølge Politiken de seneste måneder lagt et massivt pres på Iraks udenrigsminister Hoshyar Zebari. I går onsdag underskrev Zebari aftalen.
Rønn håber irakerne rejser frivilligt
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) håber, at aftalen fører til, at de afviste irakere nu frivilligt rejser hjem, da alternativet er tvangshjemsendelse.
"Men aftalen betyder ikke, at der i morgen sendes 282 afviste asylansøgere til Irak. Det praktiske arbejde står foran os, og det tager tid", siger Birthe Rønn.
Hun mener desuden, at hjemsendelsen af irakerne er fuld forsvarlig.
EL er rasende
Enhedslistens ordfører Johanne Schmidt Nielsen raser over aftalen.
"Det er fuldstændig vanvittigt, at sende familierne til Irak. Hvordan kan de finde på at sende børn til et område, hvor der sprænger bomber hver dag", udtaler hun i en pressemeddelelse.
LA: Lad børnefamilier blive
Liberal Alliance opfordrer regeringen til at lade de afviste asylansøgere med børn blive i Danmark og give dem opholds- og arbejdstilladelse. Det skriver partiets formand, Anders Samuelsen, i en pressemeddelelse.