Når Messerschmidt bliver kulturminister, er det ind med romantikken og ud med avantgardekunst

Morten Messerschmidt er det bedste bud på en kommende kulturminister, og med ham kan vi forvente en kulturpolitik, der er besat af national identitet og kulturarv, skriver Niels Frid-Nielsen.

I flere uger har meningsmålingerne nu peget på et blåt flertal. I blå blok står Venstre stille, mens Konservative stormer frem. Pilen peger lige nu på Søren Pape Poulsen som statsminister i en blå regering med Venstre, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti som støttepartier.

Et reduceret Dansk Folkeparti vil næppe få nogen toppost i Papes regering, men DF går målrettet efter at komme i regering, og partiet har eksplicit ytret ønske om at indtage Kulturministeriet.

Det er altså ikke udtryk for febersyner, når jeg her og nu udnævner Morten Messerschmidt til den mest sandsynlige næste danske kulturminister!

Men hvilken politik vil Dansk Folkepartis formand føre som kulturminister? Vi kan forvente en nationalkonservativ kulturminister, der er optaget af national identitet og kulturarv. Han ønsker "at bevare, formidle og videreudvikle de kunstneriske traditioner, vi har her til lands", som det hed i et debatindlæg her på Altinget for to år siden, da han blev kulturordfører.

Messerschmidt er ikke meget for flyvske eksperimenter, udflippede avantgarde forestillinger og abstrakt moderne kunst, men foretrækker kunst, der "har klangbund hos danskerne og har et element af genkendelighed, fordi den er rodfæstet i selve den danske folkesjæl", som det poetisk lød i samme indlæg.

Når det kommer til scenekunsten, er Messerschmidt træt af det moderne gennembrud og ønsker, at teatrene i stedet dyrker "den store guldgrube af skuespil, operaer, koncerter og balletter, som formidler dansk historie, tradition og ånd". Så er tonen sat.

I Dansk Folkepartis kulturudspil fra sidste år er man mere konkret. Her slog man til lyd for:

  • At man beskytter det danske sprog mod påvirkning udefra.
  • Indenfor museumsområdet vil man styrke de historiske museer på bekostning af kunstmuseer.
  • DF ønsker at gøre det til en statslig forpligtelse at oprette og styrke kulturhuse i tyndt befolkede områder.
  • Partiet ønsker også en national kulturplatform, der kan formidle oplevelser fra museer og andre kulturaktører.
  • Til gengæld ønsker DF at fratage organisationen Kvinfo statsstøtte, idet man mener, at Kvinfo må klare sig med medlemsbidrag.
  • Madkulturelt vil Dansk Folkeparti styrke den nationale kulinariske tradition. Frikadellen skal tilbage i højsædet.
  • I folkeskolen skal der mere fokus på dansk, historie og kristendom.
  • Alle børn skal have tilsendt en billedbibel.

Ved Folkemødet på Bornholm gjorde Messerschmidt sig i går til talsmand for kampen mod politisk korrekthed. Her kritiserede han tendenser til flydende kønsidentitet, kravet om kønslig ligestilling i medierne og radikale tendenser i moderne minoritetsmiljøer.

"Der er tilsyneladende kun plads til forskellighed, så længe du selv er woke. Vi har set det i dele af LGBT+-miljøet, hvor det ikke længere er nok eksempelvis at være homoseksuel. Du skal også støtte den kønsideologiske linje," lød det fra Morten Messerschmidt.

Entusiasmen og engagementet fejler ikke noget. Men Messerschmidt får næppe magt i en Pape-regering, som han har agt i sit eget parti. Derfor vil bundlinjen med Messerschmidt som kulturminister blive en letvægtsudgave af partiformanden fra det reducerede DF.

Mit bud er, at Messerschmidt som kulturminister vil videreføre det blodbad mod DR, som vi fik en forsmag på med varslinger af massefyringer i denne uge.

Han vil aktivt arbejde for, at de mest konservative museer og herregårde bevarer statsstøtten. Han vil besværliggøre, udskyde eller gøre moderniseringen af museumsloven til et tilbageslag.

Han vil igen gøre kulturpolitikken til et stærkt værdibaseret område. Og så vil han støtte opera og danske sange, hvor han kan. Der er ingen tvivl om, at kulturpolitikken vil komme i vælten igen med Messerschmidt som kulturminister. Han vil tone rent dannebrogsflag.

{{toplink}}

Forrige artikel Minoritetsetniske danskere er trætte af Frie Grønnes offermentalitet Minoritetsetniske danskere er trætte af Frie Grønnes offermentalitet Næste artikel Mogens Lykketoft: Putin skal besejres med en eksplosion i grøn energi Mogens Lykketoft: Putin skal besejres med en eksplosion i grøn energi