Möger flytter sit kandidatur til Aarhus

OPSTILLING: Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der ved folketingsvalget i 2011 stillede op i Københavns Storkreds uden at blive valgt, stiller ved næste valg i stedet op i Østjylland. Det skriver JP Aarhus.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) stiller ved næste valg op i Aarhus, skriver Jyllands-Posten Aarhus. 

Ved valget 15. september sidste år var skatteminister Thor Möger Pedersen tilknyttet Københavns Omegns Storkreds, opstillet af SF i Ballerup og Glostrup. 

Det beskedne antal personlige stemmer, 684, viste sig ikke at være nok til at slå Holger K. Nielsen, og Thor Möger blev ikke valgt ind.

Nu har skatteministeren valgt at takke ja til opfordringen fra Laila Lauridsen, formand for SF i Aarhus Nord, om at stille op for en ny valgkreds.

"Vi håber jo, at en stærk og dygtig kandidat som Thor Möger Pedersen kan skaffe endnu flere stemmer til SF ved næste valg. På den måde får vi de bedste muligheder for at realisere vores politik," siger hun til JP Aarhus.

Thor Möger Pedersen overtager kandidaturet fra byrådspolitiker og politisk ordfører for SF i Aarhus, Thomas Medom, der har valgt at give posten videre for i stedet at koncentrere sig om arbejdet i byrådet.

 

Forrige artikel Bitter strid om formandsopgør Bitter strid om formandsopgør Næste artikel Eks-borgmester idømmes fængselsstraf