Mette Frederiksen tager til Frankrig for at diskutere indsatsen i Sahel-regionen

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager onsdag til Paris for at mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, for at diskutere indsatsen i den uroplagede Sahel-region. 

Onsdag tager statsminister Mette Frederiksen (S) til Paris for at mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Her skal hun i selskab med flere europæiske og afrikanske stats- og regeringschefer diskutere indsatsen i den uroplagede Sahel-region.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

”Situationen i Sahel udgør en alvorlig krise på tærsklen til Europa. Udviklingen har stor betydning for Danmark. Skrøbeligheden øger risikoen for migrationsstrømme mod Europa. Der er terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat i området, som må og skal bekæmpes,” lyder det fra statsministeren i pressemeddelelsen.

Danmark har flere gange siden 2013 bidraget til franskledede anti-terrormissioner i særligt Mali. Men regeringen valgte i slutningen af januar at trække det seneste militære bidrag på cirka 100 soldater hjem.

Det skete efter krav fra det maliske overgangsstyre, som mente, at Danmark ikke havde orienteret tilstrækkeligt om missionen, hvilket blev afvist af udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

"Det her er en del af et større beskidt spil. Det er ingen hemmelighed, at Danmark og andre europæiske og afrikanske lande har lagt hårdt pres på militærjuntaen i Mali for at få en ansvarlig plan for vejen tilbage til demokrati, efter at den har taget magten ved et militærkup,” lød det dengang fra Jeppe Kofod efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Men regeringen er fortsat klar til at engagere sig i regionen, fastslår statsministeren: 

”Vi er nødt til at engagere os, også selvom det er svært. Derfor er jeg glad for, at præsident Macron har taget initiativ til at samle europæiske og afrikanske partnere for at diskutere, hvordan vi i fællesskab bidrager til at løse den sikkerhedsmæssige humanitære og politiske krise, som plager regionen."

Torsdag tager Mette Frederiksen videre til Bruxelles for at deltage i topmødet mellem EU og den Afrikanske Union. 

Forrige artikel Skelsættende dom baner vejen for, at EU kan tage milliardstøtte fra Polen og Ungarn Skelsættende dom baner vejen for, at EU kan tage milliardstøtte fra Polen og Ungarn Næste artikel Nyt kodeks skal afhjælpe problemer med stress på Christiansborg: “Vi bliver nødt til at være fælles om at blive bedre” Nyt kodeks skal afhjælpe problemer med stress på Christiansborg: “Vi bliver nødt til at være fælles om at blive bedre”