Mediedirektør langer ud efter Post Danmark

POST: Berlingske-direktør Lisbeth Knudsen revser på sin blog Post Danmark. Hvor bliver den post-service af, spørger hun.

Post Danmark roser sig selv for dag-til-dag-udbringning - men det kan koncerndirektør Lisbeth Knudsen, Berlingske Media slet ikke genkende.

"Post Danmark håndterer hver dag 11 millioner forsendelser. Det har jeg lige læst i en pressemeddelelse fra Posten fra den 23. juli, hvor man bryster sig af en historisk god brevkvalitet i årets første seks måneder. Brevkvalitet betyder, at 96 ud af 100 breve er nået frem til modtageren dagen efter afsendelsen. Jeg ved ikke, hvor de er så heldige at få post hver dag. Det foregår i hvert fald ikke hjemme hos mig trods bopæl tæt på det centrale København," skriver Lisbeth Knudsen på sin blog og nævner seks post-udfordringer:

"Når man er så heldig at skulle holde ferie, så kan det være en god idé at bede Posten om at opbevare ens breve og forsendelser, så brevkassen ikke ligner en invitation til en hvilken som helst indbrudstyv. Det har imidlertid sine forhindringer.

  • Udfordring nr. 1: Find dit nærmeste posthus. Det er efterhånden svært, for de er alle nedlagte og flyttet ind i døgnbutikker og vinhandler og andre steder.

  • Udfordring nr. 2: Gæt åbningstiden. I starten efter nedlæggelsen af de rigtige posthuse var argumentet længere åbningstider. Men nu beskæres gradvis det tidspunkt, hvor postservicen er åben inde i døgnbutikken.

  • Udfordring nr. 3: Den nye Postbutik har ikke de rigtige blanketter til at beskrive ønsket om opbevaring af posten midlertidigt. De er desværre ikke kommet frem til ferietiden.

  • Udfordring nr. 4: Ved hjemkomsten viser det sig, at en meget vigtig pakke, der er kommet i ferieugen, ikke er blevet opbevaret som aftalt men i stedet sendt retur til afsenderen, fordi pakkeposten ikke vidste noget om brevpostopbevaringen.

  • Udfordring nr. 5: Den tilbageholdte post ankommer ikke som aftalt to dage efter hjemkomsten.

  • Udfordring nr. 6: Ingen af de lokale postindleveringssteder kan finde vores post men henviser til, at den opbevares centralt. Centralt henviser de til, at den opbevares lokalt. Det er til gengæld umuligt at få udleveret et telefonnummer, så man selv kan ringe til en lokal postbutik."


    Mediedirektøren undrer sig over, hvordan Post Danmark kan hævde, at kvaliteten af post-udbringningen stiger:  

"Hvordan kan det så gå for sig, at brevkvaliteten stiger? Det forklares i pressemeddelelsen. Der er sket er kraftigt fald i postmængden og jobsøgningen ud af Post Danmark er faldet i takt med stigningen i arbejdsløsheden så det, der kaldes personaleomsætningen er blevet mindre. Post Danmark er på vej til at blive halvsvensk. Den store fusion mellem Post Danmark og Posten AB i Sverige er på plads. Nu bliver det en fælles koncern for 50.000 medarbejdere og en omsætning på 45 mio. svenske kroner tilsammen. Det er jo svimlende tal, og vi kan kun håbe, at begrebet kundeservice findes i det nye fusionskoncept."

 

 

 

Forrige artikel Ny vicedirektør på Altinget.dk Ny vicedirektør på Altinget.dk Næste artikel Vestager lover Thorning loyal støtte Vestager lover Thorning loyal støtte