Martin Lidegaard beklager fejl

KORT NYT: I anledning af Rigsrevisionens beretning beklager klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) fejl i administration af CO2-kvoteregisteret.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard ser med stor alvor på svindlen og beklager, at der er lavet fejl i administrationen af CO2-kvoteregistret. Men han hæfter sig også ved, at fejlene er erkendt, beklaget og rettet. Det fremgår af den pressemeddelelse, ministeriet udsendte onsdag i anledning af Rigsrevisionens beretning om administrationen af CO2-kvoteregisteret.

Rigsrevisionen skriver i en beretning, at administrationen af CO2-kvoteregistret har været utilfredsstillende i perioden fra 2005 til midten af 2009. I den periode blev registret udnyttet til at bedrive momssvindel.

"I dag har kvoteregisteret stramme dokumentationskrav, som er betydeligt skrappere, end hvad der følger af EU-reglerne. Det viser, at man har taget sagen alvorligt og har rettet op på de tidligere problemer," udtaler Martin Lidegaard i pressemeddelelsen.

Regeringen har besluttet, at kvoteregisteret i fremtiden skal administreres af Erhvervsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet. 

Forrige artikel Trøjborg: Kommunalreform en succes Trøjborg: Kommunalreform en succes Næste artikel Dokumentation: Her er Trøjborgs tal