Markant pressechef vil i Folketinget for SF: "Jeg brænder for meget for politik til at lade være"

Pressechefen for Danmark Naturfredningsforening, Emil Nielsen, vil stille op til Folketinget. Valget er faldet på SF trods otte års tjeneste for Enhedslisten.   

Han er kendt som en dygtig "kriger" på de sociale medier. Som en mand, der kæmper den grønne sag i sin rolle som pressechef for Danmarks Naturfredningsforening.

Men det er ikke længere nok for Emil Nielsen, der nu vil i Folketinget.

"Det er helt simpelt, fordi jeg brænder for meget for politik til at lade være. Og særligt i forhold til den grønne dagsorden," siger han.

Emil Nielsen har været pressechef i Danmarks Naturfredningsforening de seneste seks år. Inden da fungerede han i syv år som pressechef i Enhedslisten.

Men mere gift er han trods alt heller ikke med den yderste venstrefløj.

Valget er nemlig faldet på SF, som er gået med til at opstille ham i Helsingør-kredsen i Nordsjælland. For Emil Nielsen handler den beslutning om, at SF – udover at have "en klar grøn profil" – også har vist sig klar til at indgå, hvad han beskriver som "supersvære kompromisser". 

"Det er et parti, der arbejder benhårdt på at få resultater, og som går seriøst efter at komme i regering. Så på den måde, synes jeg, at SF placerer sig rigtigt," siger Emil Nielsen, der understreger, at man ikke skal se valget som en smækken med døren i forhold til Enhedslisten:

"Enhedslisten har gennem årene flyttet sig meget i den retning, jeg ønsker. Men da jeg skulle mærke efter, var SF det rigtige for mig."

{{toplink}}

S er gået voldsomt på kompromis

Det var særligt da SVM-regeringen kom til, at det gik op for Emil Nielsen, at han havde lyst til at tage springet til politik.

"Socialdemokraterne er gået voldsomt på kompromis med det grønne område for at danne SVM-regeringen. Den skuffelse gav mig erkendelsen af, hvor vigtig partipolitik er. Og hvor vigtigt det er, at have et stærkt SF," siger han.

Emil Nielsen forsætter som pressechef i Danmarks Naturfredningsforening, som ellers er en erklæret partineutral organisation. Han understreger i den forbindelse, at han som pressechef ikke er talsmand for foreningen.

"Vi har politisk valgte, der udtaler sig. Og dygtige fageksperter. Men det er klart, at jeg skal være skarp på, hvilken kasket jeg har på, når jeg mener noget fremover," siger han.

Foruden det grønne område har Emil Nielsen også et prisstop i den kollektive trafik og en akutplan for Kystbanen blandt mærkesagerne. Se dem alle i faktaboks nedenfor.

Han bliver som nævnt opstillet i Nordsjælland, og SF’s fremgang i meningsmålingerne betyder, at de står til to mandater. Ved det seneste valg blev naturordfører Marianne Bigum valgt som den eneste SF’er i storkredsen.

Emil Nielsen er 41 år. Han bor i Søborg sammen med sin hustru og tre børn.

Forrige artikel OL-præsident træder tilbage OL-præsident træder tilbage Næste artikel "Jeg er svineheldig": Tidligere pressechef i Venstre skal være griselobbyist