Måling: Nej til byggeri nær kysterne

PLANLOV: Et flertal af vælgerne vil ikke give øget mulighed for at bygge nær de danske kyster, viser ny måling. 

Det skal ikke være lettere at få mulighed for at bygge langs kysterne.

Sådan lyder det fra et flertal af vælgerne i en ny måling foretaget af Norstat for Altinget.

Målingen kommer netop som politikerne mødes til forhandlingerne om planloven. Det er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), der sidder for bordenden i forhandlingerne om en ny planlov. Han fremlagde i november sidste år regeringens udspil, hvor ønsket blandt andet var at lempe reglerne for byggeri og aktivitet nær og langs kysterne.

Men i en ny måling erklærer 61 procent af vælgerne sig uenige i, at der i øget omfang skal gives mulighed for byggeri nær de danske kyster, mens 18 procent er enige. 21 procent svarer 'ved ikke.'

”Målingen understreger, at danskerne holder af kysterne og holder af dem uberørte, frie og vilde, som de er i dag, hvor byggeri sjældent er noget, der lader sig gøre indenfor strandbeskyttelseslinjen,” siger Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard.

Konservative deltager i de politiske forhandlinger, og partiet har tidligere udtrykt modstand overfor regeringens forslag om kysterne.

”Vi har et politisk ansvar for at sikre, at også de kommende generationer har de her kyster, vi sætter så meget pris på,” siger Mette Abildgaard.

Målingen vækker også glæde hos Socialdemokraterne:

"Vi skal passe på vores kyster. Og det har vi hele tiden sagt meget klart i forhold til de forhandlinger, vi står i nu," siger Morten Bødskov, der er Socialdemokraternes erhvervsordfører.

DF: Behov for mindre rigide regler
Dansk Folkeparti bakker modsat Konservative op om regeringens planer for kysterne. Partiets miljøordfører Pia Adelsteen er dog ikke overrasket over målingens resultat. Ifølge hende opfatter vælgerne det nemlig som om, at det er blevet foreslået, at hele den danske kyst skal plastres til med hoteller.

Det er ikke tilfældet, lyder det. Men der er behov for mindre rigide regler, hvis turismen også skal blomstre i det såkaldte vandkantsdanmark.

”Der skal være mulighed for, at de byer, der ikke lige er København, Aarhus eller Odense også kan have en turismeudvikling ved kysten. Så når man eksempelvis mangler overnatningsmuligheder i Frederikssund eller Lønstrup, så har man mulighed for at udvide hotellerne,” siger Pia Adelsteen.

Kilde: Norstat for Altinget. 

Forrige artikel Har du fulgt med: Prøv quizzen Har du fulgt med: Prøv quizzen Næste artikel Syv nye EU-sager mod Danmark Syv nye EU-sager mod Danmark