Lungeforeningen: Organdonation skal forblive en gave fra donor til modtager
Hvis princippet om aktivt fravalg af organdonation bliver indført, forvandles donation af et organet til at være en ydelse. Det øger presset på pårørende, som skal tage beslutningen om at donere, skriver Torben Mogensen og Dorte Chabert.
Organdonation er i dag en helt fantastisk gave fra et menneske til et andet menneske, men som gives på en meget alvorlig baggrund, hvor et medmenneske afgår ved døden i de fleste tilfælde.
Donoren giver en gave uden betingelser motiveret af at redde eller forlænge et andet menneskes liv.
{{toplink}}
Det er en enorm gestus, og som modtager af for eksempel nye lunger er man meget taknemmelig for det valg, der er truffet, og det betyder meget, at de organer, man får, er givet efter et aktivt valg.
I forhold til organdonation er der to overordnede tilgange. Enten kan man have ”Aktivt tilvalg”, der betyder, at du som donor har givet samtykke til at donere nogle eller alle organer efter din død.
Det sker ved, at du enten har tilmeldt dig donorregistret på sundhed.dk eller har et udfyldt donorkort, som du fysisk har på dig, eller du har sagt det til dine pårørende. Det er det gældende princip i Danmark i dag.
Cirka 1,4 million danskere over 15 år har skrevet sig op i donorregistret.
Den anden tilgang er ”Aktivt fravalg” eller ”formodet samtykke”, som betyder, at sundhedspersonalet som udgangspunkt regner med, at du vil give dine organer væk, medmindre du selv har været inde og aktivt framelde dig som organdonor.
Hvis dette princip indføres, forvandles gaven til en ydelse og øger presset på de pårørende, som skal tage stilling til donationen på et andet grundlag i en meget svær situation.
Organdonation skal vælges til – ikke fra
I Lungeforeningen mener vi på linje med Etisk Råd, at organdonation skal være noget, man selv vælger til - og ikke fra.
Vi mener ikke, at det vil ændre meget på dagligdagen, hvis man indfører et aktivt fravalg. Hvis vi indfører aktivt fravalg, vil sundhedspersonalet oftere kunne havne i situationer, hvor familien reelt ikke ved, hvordan den afdøde forholdt sig til organdonation.
Det kan medføre diskussioner med familierne, i forhold til, at den afdøde ikke har meldt sig fra systemet. Men er familien så sikker på, at den afdøde ville donere organer? Det kan hurtigt ende i noget meget ubehageligt, og derved er der risiko for, at flere familier siger nej til organdonation.
Som modellen er i dag, er det ekstremt sjældent, at familierne siger nej til organdonation, hvis den afdøde har tilmeldt sig organdonorsystemet.
Derfor skal man ikke ændre ved systemet, som det er i dag. Det er så stor en ting at donere sine organer, og vi skal være taknemmelig for dem, der donerer organer og de familier, som er inde over det.
For modtageren betyder det også meget at vide, at de lunger, man har fået kommer fra et menneske, der aktivt har besluttet, at de vil give deres lunger til et andet menneske og forlænge eller redde deres liv.
Hvis vi vil have flere donorer, er det derfor meget vigtigere at få flere til at tage snakken om organdonation, end det sker i dag. Et middel til at det sker kan være landsdækkende kampagner, der opfordrer til at tage snakken, så flere aktivt tager stilling til organdonation.
For det er vigtigere, at flere tager snakken. Alle skal ikke nødvendigvis skal være organdonorer, men flere skal tage stilling.
{{toplink}}
Frederik Stjernfelt: Mundkurv på forskere vil føre til en hyklerisk offentlighed
Lars Aagaard: Den grønne omstilling er et vildt problem, der kræver innovation af det politiske system
