Løkkes sidste sommer

Intet tyder på, det giver pote.
Da det mest spændende folketingsår siden 2001 så småt blev rundet af med den nye politiske festival på Bornholm, forfulgte VKO-blokkens ledere til det sidste målet om at underminere S-SF's noget luftige økonomiske plan. Men efter alt at dømme flytter den strategi forsvindende få vælgere. 
 
Gennem det sidste år har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bundet håbet om genvalg op på at opnå et afgørende økonomisk overtag over Helle Thorning-Schmidt (S).

Løkke skulle fremstå som en kompetent styrmand, der kunne føre det stolte danske skib gennem det økonomiske uvejr, og uenighederne i oppositionen skulle eksponeres på det store lærred. Men selvom især det sidste er lykkedes over al forventning, er regeringens chancer for genvalg lige så ringe som før Løkkes skelsættende nytårstale.

Vælgerne stået af
Som flere meningsmålinger viser, står regering og opposition stort set lige, når det gælder den økonomiske politik - og spørger man direkte, om man foretrækker den blå eller den røde økonomiske plan, er der normalt et overtag til den røde plan. Det er slet ikke godt nok for Løkke, der skal vinde mindst 60 - 40 over Thorning i den økonomiske politik, hvis han skal komme sejrrigt ud af efterårets altafgørende styrkeprøve.

Den situation frustrerer og forbistrer regeringen, der ikke kan forstå, at vælgerne kan have tillid til S-SF-planen "Fair løsning", der hviler på, at alle gennemsnitligt skal arbejde de berømte 12 minutter ekstra om dagen. Og sandt er det, at det er tvivlsomt grænsende til det usandsynlige, om lønmodtagerne nogensinde vil stemme en højere arbejdstid hjem ved overenskomsterne.

Men hovedparten af danskerne er for længst stået af i den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt den blå eller røde plan er mest troværdig. I stedet tager vælgerne stilling til de mere håndfaste ting, der ligger i tilbagetræknings-reformen. Reformen får ganske vist prædikatet "ansvarlig" af mange økonomer, men til gengæld har den negative konsekvenser for meget store vælgergrupper.

Dvale-økonomi
Dertil kommer, at statsministeren - mod forventning - ikke kan bryste sig af at have "ført Danmark sikkert gennem krisen". Af den simple grund at det overhovedet ikke er sikkert, at Danmark er igennem krisen. 

Opgørelserne fra de sidste to kvartaler siger recession, og i den situation kan det være berettiget med en mere ekspansiv finanspolitik. Som makkerparret Thorning og Søvndal (SF) længe har insisteret på. Er de næste kvartalstal ikke anderledes positive, kan økonomien ligefrem ende med at tynge Løkke ned.

Barfoeds selvopholdelsesdrift
Det gør det ikke lettere, at Konservative frem til valget har valgt at prioritere partiets interesser over regeringens. Den nye leder Lars Barfoed har altid sagt, hvad han mener, uanset om det var taktisk smart eller ej - og efter 2020-planen kom i hus, har han givet friløb til konservative særstandpunkter.

De seneste ugers konservative krav om nye skattelettelser, brugerbetaling for lægebesøg og erklæret vilje til at arbejde sammen med en kommende Thorning-regering er ikke uoverlagte vildskud, men en partiegoistisk selvopholdelsesdrift for at undgå den totale katastrofe ved valget.  

Løkkes masterplan er således tæt på at kollapse, og der er ikke meget andet tilbage end at håbe på, at modstanderne ryger ind i endnu større problemer.
Her er SF's nedtur et rimelig seriøst problem for den røde blok.

Håber på SF-nedsmeltning
De frafaldne SF-vælgere går til Enhedslisten eller De Radikale, og det er politisk logik, at de SF-vælgere, der er utilfredse med partiets kurs siden 2008, nu smutter. Det er snarere mærkeligt, at de ikke har gjort det før. Men der er en vis lemmingeeffekt blandt vælgerne, og så længe et parti har succes, og lederen er kult, er mange villige til at vende det blinde øje til politiske uenigheder. 

Selvom de frafaldne SF'ere bliver i Thornings blok, skaber nedturen interne problemer i SF, og den har presset den tidligere så stærke Søvndal over i en defensiv rolle.

Konkret risikerer en række SF'ere nu at miste deres folketingsmandater, og den situation kan let føre til markeringer, der går på tværs af partiets interesser. For om ikke andet at sikre sit eget mandat.

Her er situationen i København særlig kritisk, fordi hverken den nuværende MF Kamal Qureshi eller den ambitiøse formand for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach er sikre på at blive valgt. De hører begge til partiets kritikerfløj, og det samme gør et andet københavnsk SF-folketingsmedlem Özlem Cekic, der ikke just er kendt for at sætte partiets interesser over sine egne.

Indtil videre er det lykkedes partiledelsen at inddæmme stridighederne, men fortsætter den nedadgående tendens, risikerer SF en giftig sommer.

"Undskyld mig"
Situationen bliver ikke bedre af, at SF-formanden personligt har ændret stil. Mens Villy Søvndal indtil for et år siden var retorisk flabet, brugte underholdende ordspil og kørte en folkelig værdipolitisk linje, er han nu blevet en forsigtig mand.

Efter sagerne om Holberg-skolen og pointsystemet har Søvndal holdt sig tilbage i den værdipolitiske debat. I stedet forsøger han et "safe play", hvor han koncentrerer sig om klassiske SF-sager som efterløn og uddannelse. Men det har et anstrøg af noget fortærsket og forudsigeligt, og dermed har SF pludselig fået svært ved at erobre spalteplads.

Villy Søvndals ændrede stil afspejler sig helt ned i retorikken, hvor det folkelige element er nedtonet til fordel for en "udenrigsminister-forberedende" retorik, så hver anden sætning starter med et: "Undskyld mig". Den stil kan måske anvendes, hvis SF-formanden faktisk bliver udenrigsminister, men det er helt ved siden af skiven for en partileder i opposition.

De interne målinger hos S og SF viser, at Søvndal stadig har stor folkelig popularitet, og SF's problemer skal ikke overdrives. Men det er næppe klogt af partiet at satse på den ultradefensive italienske fodboldstil fire-fem måneder før, kampen er fløjtet af.

Fejlvurderede DF
Forskydningerne i den røde blok skaber også problemer for Socialdemokraterne, der i lang tid havde succes med den meget hårdhændede behandling af De Radikale, som den politiske ordfører Henrik Sass Larsen (S) var arkitekt bag. Men mobningen af De Radikale fik lige en skrue for meget.

Mens det er noget nær en betingelse for at vinde statsministerposten, at De Radikale er sat uden for indflydelse på udlændingepolitikken, viste det sig lige lovlig hardcore også at sætte den tidligere så nære partner uden for døren i den økonomiske politik.

Den socialdemokratiske strategi baserede sig på den fejlvurdering, at Dansk Folkeparti ikke ville vove en risikabel øvelse som at barbere retten til efterløn. Da den forudsætning faldt, var vejen åbnet for radikal deltagelse i 2020-forliget - og den radikale leder Margrethe Vestager fik dermed mulighed for at skyde sig igennem til indflydelse.

Fik endelig forløst potentialet
Det forløb blev et personligt gennembrud for Vestager, som havde haft svært ved at forløse sine potentialer i de første år som politisk leder. Men i 2020-forløbet kørte hun meget overbevisende - sekunderet af gruppens næstformand Morten Østergaard og den kompetente spindoktor Henrik Kjerrumgaard, som partiledelsen har fået stadig større tillid til. 

Til deres frustration står Socialdemokraterne derfor med en radikal partner, der for første gang i fire år er både stærk og selvbevidst. Det var ikke lige hensigten med Sass Larsens strategi.

Winds gave til Pia K.
Socialdemokraterne var ikke de eneste, der fejlvurderede Dansk Folkepartis risikovillighed. Og det er stadig langt fra afklaret, om DF slipper godt fra det 2020-forlig, der åbenlyst strider mod tidligere udtalelser fra partiets topfolk.   

Ud fra almindelig politisk logik burde den slags koste en pæn del af de 20 procent af Dansk Folkepartis vælgere, der er "røde" i fordelingspolitikken. DF håber omvendt, at de fleste kan vindes tilbage igen ved værdipolitiske markeringer. Såsom det hidsige slagsmål om grænsekontrollen.

Her gik DF-leder Pia Kjærsgaard over til en gammeldags nationalisme med sine bastante angreb på Tyskland. De var velegnede til at holde konflikten i kog og mobilisere DF's kernevælgere. 

Men det er givetvis ikke en stil, der tiltaler flertallet af danskerne, og det er ikke overraskende, at netop de udtalelser fik DF's borgerlige kritikere til at reagere. I forhold til store dele af VK-baglandet gik Kjærsgaard langt over stregen og skadede dermed VKO-sammenholdet.

Det ændrer bare ikke ved, at selve udgangspunktet for diskussionen - opbygning af en vis grænsekontrol for at besværliggøre livet for østeuropæiske bander - har meget bred appel i befolkningen.

Den europæiske elites angreb på Danmark i grænseslaget var manna fra himlen for DF, og det samme gælder den kronisk politiserende EU-professor Marlene Wind, der med sine hæmningsløse angreb gav ubetalelig reklame til Kjærsgaard.

En lignende konflikt kan ses i forhold til de romaer, der sidste sommer kom til København i større tal. En del ernærede sig ved tiggeri eller småkriminalitet og endte med at blive udvist. Nu er flere af dem kommet tilbage med EU-reglerne om fri bevægelighed i ryggen. Regler, der oprindelig var beregnet til sikre arbejdskraftens fri bevægelighed, men som ved dommernes mellemkomst nu beskytter helt andre grupper.

Man kan prøve at gætte på, hvem den konflikt kommer til at gavne, hvis den eskalerer over sommeren.

Værdipolitikken bedste blå kort
Samtlige partiledere og deres løjtnanter mødte op på Folkemødet i Allinge på Bornholm, og det viser, at alle kæmper til det sidste: Løkke tror stadig på chancen, og hverken Thorning eller Søvndal skal have noget af at anlægge en "den er hjemme"-attitude.  

Og naturligvis har Lars Løkke Rasmussen stadig en chance. Den er bare ikke særlig stor. Kan man finde en bookmaker, der kun har Thorning som favorit i forholdet 60-40, har man mulighed for en rigtig god forretning. For så store chancer har Løkke ikke.

Der kan altid ske uforudsete ting:
Bandekrigen kan gå helt amok under valgkampen, en islamistisk galning kan få held med sine bomber - og Thorning eller Søvndal kan ryge ud i katastrofale personsager.

Men efter alt at dømme skal vi ud i den slags ekstremer, hvis Lars Løkke Rasmussen skal holde endnu en nytårstale fra Marienborg.

Værdipolitikken - og ikke økonomien - er blå bloks stærkeste kort. Men det er næppe nok til at vinde det fjerde folketingsvalg i træk.

(analysen blev førstegangs-publiceret på Altinget | Christiansborg 19. juni 2011)

erik@altinget.dk