Løkke giver garantier til erhvervslivet

ÅRSDAG: Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen gav erhvervslivet en række garantier på Dansk Erhvervs årsdag. Er han statsminister efter valget, kan virksomhederne blandt andet se frem til skatte- og byrdestop.

Lars Løkke Rasmussen er klar med en række løfter til erhvervslivet, hvis han efter valget står med nøglerne til Statsministeriet og regeringsmagten. Det fortalte han tirsdag på Dansk Erhvervs årsdag. 

Han lover blandt andet et skatte- og byrdestop, en garanti for, at der ikke kommer ”nye snærende regler”, nedbringe punktafgifterne, afskaffe NOx-afgiften og genindføre boligjob-ordningen.

”I takt med at vi får rummelighed i økonomien, skal vi have skatter og afgifter ned. Jeg kan ikke få øje på en eneste skat eller afgift, som jeg synes, er for lav,” sagde Lars Løkke Rasmussen fra talerstolen.

Venstre vil også indføre, at erhvervslivet kun to gange om året skal forstyrres med ny erhvervsregulerende lovgivning. Det skaber ifølge Lars Løkke Rasmussen bedre tid til, at virksomhederne kan planlægge efter de nye regler.

Løkkes europaminister
Kommer blå blok til magten, kan Danmark også se frem til at få en europaminister. Lars Løkke Rasmussen er nemlig godt træt af, at EU-reglerne overimplementeres i Danmark. Derfor skal den nye europaminister sørge for, at danske interesser er i højsædet, ligesom at ny EU-lovgivning implementeres bedst muligt i den danske lovgivning.

”Jeg kan give garanti for, at vi ikke vil overimplementere EU-regler, men sætte et præcist system op, så vi lader være med at gøre livet sværere for os selv,” sagde Lars Løkke Rasmussen og peger på, at ni ud af ti regler fra EU overimplementeres i ministerierne.

”Der findes alt for mange eksempler på, at vi i Danmark har gjort reglerne vedtaget i EU lidt strammere og gennemført dem lidt hurtigere, end vi havde behøvet,” tilføjer han.

Få vækstforslag på plads
Lars Løkke Rasmussen brugte meget af sin tale på at snakke om, hvordan vi fremtidssikrer Danmark. Vi er på vej ud af krisen, men vi skal holde fast, lød det fra talerstolen. Regeringen fremlagde for nyligt 50 vækstinitiativer, men Venstre-formanden undrede sig over, hvorfor man ikke bare vedtager dem nu. For selvom de ifølge Løkke langt fra er tilstrækkelige, melder han sig klar til at stemme for dem. Og hellere nu end senere.

”Jeg har med glæde noteret mig regeringens lille pose med ting, som er lagt frem. Det er godt, men ikke godt nok, men lad os da få dem på plads,” sagde Venstre-formanden.

”Skal der ikke være valg inden sommerferien, kan vi lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt, og det ville være fint at få hakket de ting af, så vi kan komme videre,” sagde han.

Forrige artikel Thorning: Det kan bedre betale sig at arbejde nu Thorning: Det kan bedre betale sig at arbejde nu Næste artikel Vælgerne: Lille forskel på blå og rød økonomisk politik Vælgerne: Lille forskel på blå og rød økonomisk politik