Villadsen gav klar besked til statsministeren om sygeplejerskernes løn: ”Lige nu er det kun dig, der står i vejen for en løsning”

https://vimeo.com/553658950

Enhedslistens politisk ordfører, Mai Villadsen, dedikerede sin første partiledertale på Folkemødet til den igangværende strejke, og opfordrede regeringen til at handle. Se talen her.

Årets næstsidste partiledertale på Folkemødet blev leveret af Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, hvor emnet – meget aktuelt – var de 5.000 sygeplejesker, som har strejket siden midnat.

I år var hendes første Folkemøde som leder af partiet, og her rettede hun skarp kritik mod tjenestemandsreformen fra 1969, som ifølge hende holder lønnen for de offentligt ansatte i bund.

”Vi er på mange områder heldigvis kommet ret langt siden 1969. Ja, dengang var det helt fint at slå sine børn, og man anbefalede endda kvinder at ryge under graviditeten,” sagde hun, og fortsatte efter latter fra det aldrende publikum:

”Men tænk sig. Selv her i 2021 er der ikke engang flertal for at ændre en reform, der sætter kvinders løn lavere end mænds.”

Find pengepungen frem, statsminister
Under talen fra Allinge sagde Villadsen også, at politikerne ifølge Enhedslisten skal blande sig uden om overenskomstforhandlingerne, der har ført til strejke landet over efter sygeplejerskernes ”nej” til to bud på overenskomstaftaler.

Til gengæld skal politikerne anerkende, at ”Christiansborg altså har et ansvar,” lød det fra den politiske ordfører.

”Min besked til statsministeren her i dag er meget klar: Lige nu er det kun dig, der står i vejen for en løsning. Find pengepungen frem, skrot tjenestemandsreformen og tag ansvar for at give de offentligt ansatte i de traditionelle kvindefag den retfærdige løn, de fortjener,” sagde hun.

Villadsen rettede sin sidste del af talen til en andet klassisk mærkesag fra liste-Ø, velfærden.

”Det skal være slut med at undergrave vores fællesskab og velfærd. Lige nu – i de her dage – har regeringen alle muligheder for, sammen med os, at genopbygge velfærdssamfundet,” afsluttede hun.

Se hele talen ovenfor.

Forrige artikel Thulesen advarede danskerne: Sammenhængskraften er under pres Thulesen advarede danskerne: Sammenhængskraften er under pres Næste artikel Se Pernille Vermunds partiledertale: Se Pernille Vermunds partiledertale: "Den socialdemokratiske stat kan nok give os trygheden, men vi betaler med friheden."