Lars R. Møller: Krigsveteraner bør have økonomisk særstatus i kommuner

INTERVIEW: Krigsveteraner bør have særstilling i kommunernes prioriteringer, mener samfundsdebattør og oberst Lars R. Møller, der er aktuel med ny bog om veteraner.

Udgifterne til kommunernes hjælp og støtte til soldater, der har fået fysiske og psykiske skader efter at have været udsendt til krige og kriser verden over, bør trækkes ud af de kommunale budgetter og prioriteringer. Det er budskabet fra den pensionerede oberst og samfundsdebattør Lars R. Møller.

”Man skal huske på, at de her mennesker er blevet syge, fordi vi som samfund i demokratiets navn har sendt dem i krig. De er syge på grund af os. De er syge på grund af dig og mig. Det kan vi altså ikke sige generelt set gælder andre befolkningsgrupper som børn, unge og ældre,” fastslår Lars R. Møller, hvis 11. bog, ”Veteraner - en kamp i civil”, udkommer onsdag.

Spinke og spare
Han opfordrer politikerne på Christiansborg til at pille veteranerne ud af de kommunale prioriteringer ved at betale kommunernes udgifter til at tage hånd om veteranerne.

 ”Det kunne man gøre smart, hvis landspolitikerne sagde, at det her gælder ikke veteraner. Her behøver kommunerne ikke lave en overordnet prioritering. Den har vi lavet, ved at skillingerne følger med det, vi mener med det her,” pointerer Lars R. Møller, der både roser og revser politikerne.

”Landspolitikerne har gjort det, de skulle, ved at skabe de overordnede rammer. Problemet med de overordnede rammer er - som så tit når landspolitikere blander sig - at de ikke lader skillingerne følge de gode intentioner. Derfor render du ind i et problem ude i kommunerne, som virkelig skal spinke og spare. Derfor sker der det, at de er nødt til at lave en overordnet prioritering,” påpeger Lars R. Møller og fortsætter:

”Jeg bebrejder egentlig ikke kommunerne. De gør det, de skal, nemlig at passe på vores penge. Men hvis staten ville gøre noget relevant og godt, så ville den tilbyde at betale de udgifter, kommunerne har til veteraner. Det ville være målrettet hjælp, som ville batte noget. Det er ikke ret mange penge, vi taler om, men det ville virkelig være noget, der duede,” understreger Lars R. Møller.

Hul i hovedet
I arbejdet med sin nye bog har Lars R. Møller talt med en række veteraner, som har fortalt historier fra dagligdagens møde med det offentlige system. Og obersten er blevet chokeret over, hvad han har hørt.

”Aktiveringsindsatsen ”overruler” alt andet. For sagsbehandleren på jobcenteret bliver jo målt på, hvor mange han eller hun kan få aktiveret, så kronerne tilflyder kommunekassen. At det så skaber et problem for veteranen og dennes familie og omgangskreds, det må nogle andre tage sig af. Det er hul i hovedet,” fastslår Lars R. Møller, der blev danmarks- og verdensberømt, da han i 1994 gav danske kampvogne ordrer til at skyde med skarpt under krigen i Jugoslavien. Et slag, der sidenhen blev kendt som Operation Bøllebank.

Lars R. Møller blev pensioneret fra Forsvaret i 2014 efter 40 år. Igennem det meste af sin karriere har han talt åbent og offentligt om forholdene i det danske forsvar.

Læs et længere interview med Lars R. Møller i september-udgaven af Altingets magasin. 

Lars R. Møllers bog ”Veteraner - en kamp i civil” anmeldes på Altinget: forsvar torsdag.

Forrige artikel Dagens overblik: De blå udnytter Frederiksens nej til håndtrykskrav, og offentligt forbrug kan stige på VLAK's finanslov Dagens overblik: De blå udnytter Frederiksens nej til håndtrykskrav, og offentligt forbrug kan stige på VLAK's finanslov Næste artikel Christine Antorinis afløser har meldt sig Christine Antorinis afløser har meldt sig