Dagens overblik: De blå udnytter Frederiksens nej til håndtrykskrav, og offentligt forbrug kan stige på VLAK's finanslov

POLITISK OVERBLIK: Løkke, Støjberg og DF kritiserer S-formanden for at vakle i forhold til den stramme udlændingepolitik, og tidligere ambassadør Rufus Gifford har tabt primærvalget. Her er onsdagens morgenoverblik.

Godmorgen og velkommen til et kort overblik over dagens vigtigste nyheder i dansk politik.

Vi begynder med udlændingepolitik, hvor Venstre og Dansk Folkeparti har fået en sjælden chance for at forsøge at så tvivl hos vælgerne om Socialdemokratiets strammerlinje.

S-formand Mette Frederiksen meldte tirsdag formiddag ud, at hun for en sjælden gangs skyld er uenig i en udlændingepolitisk stramning, nemlig udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) forslag om, at man skal give hånd ved en ceremoni for at få tildelt sit danske statsborgerskab.

Få timer efter sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at ”Mette Frederiksen forsøger at indtage alle positioner”, og at hun er ”berøringsangst”. Martin Henriksen fra (DF) sagde til Ritzau ifølge JP, at S er ude i ”en kovending”. Og her til morgen er også Inger Støjberg i JP, hvor hun sår tvivl om, hvorvidt S kan stå fast på en stram udlændingepolitik efter et valg.

”Det er nøjagtig det, der gør mig nervøs for, hvad der kan ske efter valget. Når Mette Frederiksen bøjer af for et par S-borgmestre nu, hvordan vil det så ikke blive, når hun kommer til at sidde ved et forhandlingsbord omgivet af partier, der vil noget andet,” siger hun til avisen.

Regeringen nærmer sig offentligt forbrug på S-niveau
Da regeringen fremlagde sit forslag til finanslov blev det i den grad bemærket, at VLAK lægger op til 0,3-0,4 procents vækst i det offentlige forbrug. For regeringen har tidligere sagt, at den gik efter nulvækst – eller for Liberal Alliances vedkommende minusvækst.

Og nu siger økonomer, at forbruget kan ende med at blive endnu højere og ende helt oppe på Socialdemokratiets mål om 0,65 procents vækst.

Det skriver Børsen.

Forklaringen er, at regeringen ikke har taget det fuldt med i sit regnestykke, at Dansk Folkeparti kan ende med at skulle have ekstra velfærdsinitiativer med for 1,35 milliarder kroner – den såkaldte forhandlingsreserve. Og at det offentlige forbrug for 2018 kan ende med at blive mindre end forventet, så stigningen til 2019 vil blive tilsvarende højere.

Rufus Gifford taber i amerikansk primærvalg
Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark var meget populær her i landet, men tilsyneladende ikke populær nok i sit hjemland. Rufus Gifford har netop onsdag morgen dansk tid erkendt, at han ikke vinder en plads i Kongressen denne gang. Det skriver TV 2, som så ham stille sig op på stolen og tale ved sin valgfest.

"Jeg er simpelthen så rørt over alle jer, der er kommet alle steder fra og har brugt flere måneder eller hele jeres sommerferie på at hjælpe mig. Vi fik ikke nok stemmer i denne omgang, men kampen fortsætter," sagde han til sine hjælpere. 

Han stillede op i primærvalget i Massachusetts mod ni andre demokratiske kandidater. Vinderen vil med al sandsynlighed blive medlem af Underhuset i den amerikanske kongres, Repræsentanternes Hus.

Vinderen ser ud til at blive 44-årige Lori Trahan. Hun har været stabschef for demokraten Martin Meehan, da han var medlem af Repræsentanternes Hus.

Det sker i dag
Det er den årlige flagdag for Danmarks udsendte soldater, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager i tre arrangementer:

  • 14.15 Mindegudstjeneste i Holmens Kirke
  • 16.00 Parade på Thorvaldsens plads og tale fra Løkke 16.15
  • 16.45 Reception ved Folketinget i Rigsdagsgården.

Forrige artikel Løkke tager kampen op for krav om håndtryk: Løkke tager kampen op for krav om håndtryk: "Det er jo sådan, vi gør i Danmark" Næste artikel Lars R. Møller: Krigsveteraner bør have økonomisk særstatus i kommuner Lars R. Møller: Krigsveteraner bør have økonomisk særstatus i kommuner