Lars Løkkes tale ved Venstres landsmøde

DOKUMENTATION: Venstres nye formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, holdt søndag den 17. maj sin første tale som formand for Venstre. Det skete som afslutning på Venstres ekstraordinære landsmøde i Arena Fyn.

Bemærk: Det talte ord gælder

Hvordan forbereder man sig på den udfordring, man ikke har planlagt efter at få, som man ikke aktivt og målrettet har opsøgt, som man ikke har forventet?

Og hvordan løfter man opgaven, når man alligevel pludselig står med den i sine hænder? Når man løfter blikket og mødes af ansigter, der se ud til lidt måbende at spørge: Hvad så nu? Hvad gør vi nu, lille du?

- Det er den følelse et barn har på sin første skoledag, bilder jeg mig faktisk ind at kunne huske.

- Det er også den oplevelse man har, når man mange år senere kaster sin studenterhue i luften og tror man er færdiguddannet - for et øjeblik senere at forstå, at man er nødt til at gribe ud efter endnu en udfordring.

- Det er den følelse man har, når man indser, at kvinden foran én, er hende man vil og skal dele livet med.

- Det er følelsen af at få sit nyfødte barn i armene... og følelsen når han 19 år senere selv kaster huen i vejret og gøre sig klar til at stå på helt egne ben.

- Det er også følelsen af at sige det sidste farvel, når man mister sin elskede mor.

Den pludselige, uopsøgte - af og til uønskede - udfordring er en del af livet. Og dermed er vi som mennesker på forunderlig vis alligevel forberedte på, at vi af og til gennem livet skal møde, konfronteres med og løfte den uforudsete opgave.

Og fordi vi løbende gennem livet bliver udsat for - og udsætter os selv for - opgaver, binder an med dem, overkommer dem, så får vi mere og mere erfaring i, hvordan vi skal håndtere dem.

Om ikke andet så ved at forsøge og fejle. Og os, der har forsøgt mange gange, har også fejlet mange gange.

Men vi har også lært meget.

For 42 dage siden fik jeg en sådan opgave af et flertal i Folketinget. Af Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Og i dag har I givet mig endnu en. Jeg kan ikke love Jer at være fejlfri. Men jeg kan love Jer én ting:

JEG
VIL GØRE MIT YDERSTE FOR AT LEVE OP TIL DEN STORE TILLID, I HAR VIST MIG HER I DAG! 1.000 TAK FOR DET!

Man skal ikke måle en mand på, hvor han står i behagelige og bekvemme tider, men på, hvor han står, når tiderne er udfordrende og kontroversielle. Det mente Martin Luther King.

I så fald skal vi alle have taget nye mål. For vi står i den grad udfordret - som parti, som nation:

- Af behovet for en international klimaaftale, der kan få ønsket om global vækst og velstand til at gå hånd i hånd med naturens krav om, at vi passer på vores jord.

- Af fundamentalistiske kræfter, der med terrorvåbnet og middelalderlig indoktrinering vil bekæmpe vores åbne, vestlige demokratier.

- Af det nærmest ubærlige dilemma, at vi i et af verdens bedst udbyggede velfærdssamfund oplever for mange, der lever på samfundets kant i ensomhed, med misbrug, med ondt i livet.

Og lige nu er vi i særlig grad udfordret af den internationale økonomiske krise. Danmark er en lille åben økonomi. Vi har skabt vores velstand og velfærd,  samhandel og samspil med verdens store lande. Når de kommer i krise, er vi i krise.

Det udfordrer ikke bare vores land, men det enkelte menneske og den enkelte familie.

For Venstre og for mig bliver det den absolutte hovedopgave at kæmpe os alle så sikkert gennem krisen som muligt - med så få menneskelige omkostninger som muligt.

Og sagt helt uden at rødme: Hvem bedre til det end os?

- Vi har stået i spidsen for det største socialpolitiske fremskridt i en generation ved at banke arbejdsløsheden længere ned end økonomerne troede det muligt.

- Vi har givet mennesker, der stod på kanten af arbejdsmarkedet - f.eks. danskere med indvandrerbaggrund - et stærkt fodfæste. Noget at stå imod med og fast på.

Hvem skulle være bedre til at holde fast i de resultater end os, der har skabt dem?

For vist er det i udfordrende tider, man bedst tager mål af et menneske, men derfor er det jo ikke ligegyldigt, hvordan man agerer i behagelige og bekvemme tider.

- Da tiderne var bekvemme faldt vi ikke for fristelsen til at solde de store overskud op. Vi afbetalte den offentlige gæld. Det er bestemt ikke ligegyldigt nu.

- Da tiderne var bekvemme satte vi pensionsalderen op og investerede gevinsten i uddannelse og forskning. Det er bestemt ikke ligegyldigt nu.

- Da tiderne var bekvemme tog vi et opgør med en slatten udlændingepolitik for at skabe ægte grobund for integration. Det er bestemt ikke ligegyldigt nu.

Der er grænser for politik. Vi kan ikke få de internationale storme til at blæse forbi Danmark, men vi har kystsikret, bygget vindmøller og forråd op til at klare os igennem. Det er alt andet end ligegyldigt nu. Det har gjort Danmark bedre rustet til de svære tider end mange andre lande.

I Sverige er arbejdsløsheden steget til 8,0 %. I Storbritannien er den 6,9. I Tyskland er den 7,6. I Frankrig er den 8,8. I Irland er den 10,6. I Spanien er den 17.4.

I Danmark har vi aktuelt 82.100 arbejdsløse. Svarende til 2,9 %. Det sætter - på en trist baggrund - tingene lidt i perspektiv.

Men jeg har sagt det hundredvis af gange før - og jeg siger det igen: Én arbejdsløs er en for mange! For jeg regner ikke kun med tal.

JEG REGNER FØRST OG FREMMEST MED MENNESKER! OG DE KAN REGNE MED MIG.

- Danskerne kan regne med, at jeg vil arbejde solen sort for at gøre det rigtige - ikke altid det øjeblikkeligt populære - for at bringe os igennem krisen på en måde, hvor vi er stærke og parate, når økonomien vender. Med en sund samfundsøkonomi intakt. Med en stærk konkurrenceevne intakt.

- Danskerne kan regne med, at jeg vil holde dem velinformerede, så de selv kan tage stilling til tingene og mærke efter, om de virkelig tror på, at hvis bare man brugte et bestemt antal milliarder, så var krisen med et fingerknips blæst forbi Danmark.

Og danskerne kan regne med andre end mig. Siden 2001 har vi haft et historisk stærkt og tillidsfuldt regeringssamarbejde med Det konservative Folkeparti. Det er grundlagt af en anden generation, men det videreføres nu i forstærket form af en ny. Det har givet begge partier en unik mulighed for at tage ansvar og forme vores land. Det er vi taknemlige over i Venstre. Det sætter vi pris på.

DET TILLIDSFULDE FORHOLD TIL LENE OG HENDES PARTI VIL VI I VENSTRE GØRE ALT FOR AT VÆRNE OM!

Jeg vil også gerne sig tak til Pia Kjærsgaard for et godt og tillidsfuldt samarbejde - ikke bare i bekvemme og letter tider, men også i økonomisk modvind. I disse tider gør Dansk Folkeparti påstande om, at de kun er med når solen skinner til skamme.

DE ER OGSÅ MED TIL AT TAGE ANSVARET NU, HVOR TIDERNE ER MINDRE GUNSTIGE.

TAK FOR DET!

Enhver generation står på skuldrene af den forrige. Jeg er født ind i det danske velfærdssamfund. Det er ikke et valg, jeg har foretaget. Det er en realitet, jeg er vokset op med. Fra jeg trådte min barnesko i en af Arbejdernes Andels Boligforenings nyopførte lejligheder i Boulevardparken i Vejle til jeg blev familiens første student og akademiker. Det er det danske velfærdssamfund, der har gjort det muligt for mig at tage den rejse.

Det er ikke noget perfekt samfund, men det er et godt samfund. Et af de bedste, der findes. Det forpligter min generation i Venstre. Vi må sætte os i spidsen for at gøre Danmark endnu bedre, endnu friere, endnu rimeligere, endnu rigere.

Vi skal ikke starte på noget helt nyt, men fortsætte hvor andre slap. Vi skal bygge den bro færdig andre er startet på. Den bro, der forener det moderne menneskets lyst til at stå på egne ben, til at turde selv, til at tage ansvar, til at løbe en risiko, til at forfølge sin egen drøm - med ønsket om at leve i et trygt fællesskab, hvor vi får en varm hånd i ryggen, hvis vi har brug for hjælp.

Og det kan vi alle få. Vi kan blive syge. Vi kan miste vores arbejde. Vi kan være født i en familie, der ikke evner at give os en god start på livet.

Så har vi brug for en varm hånd og et stærkt fællesskab for at komme videre. Ikke et klæbrigt sikkerhedsnet, der holder os fast i firkantede maskinvævede tråde. Men snarere en trampolin, der bringer os videre i vores egen livsbane.

7,5 år ved regeringsmagten har bragt os langt.

- Vi har sat fagligheden i skolen i fokus. Det er det vigtigste bidrag til at bryde den negative sociale arv. Børnene læser bedre nu end før. Lige så godt i 3. klasse som før i 4. klasse. Børnene er bedre til naturfag. Lige så gode i 4. klasse som før i 5. klasse.

Det er godt, men det er ikke godt nok.

- Vi har sat turbo på sundhedsvæsenet. Vi tog opgøret med den misforståelse, at det er vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister. Det har mere end en kvart million danskere haft direkte glæde af. Vi lukkede amterne og satte stærke regioner med hovedansvar for sundhed i stedet. Snart skyder nye sygehusbyggerier op. Der er kommet skærpet fokus på kvalitet.

Overlevelseschancerne for danske kræftpatienter er forbedret for syv af otte kræftformer, og dødeligheden som følge af kræft er faldet markant.

Det er godt, men det er ikke godt nok.

- Vi har taget det opgør med en slap flygtninge- og udlændingepolitik, der reelt skulle til for at genskabe danskernes positive syn på udlændinge og fremme integration. De sidste fire år er der kommet 26.000 flere nydanskere i arbejde.

Blandt kvindelige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er hele 85 pct. flere kommet i arbejde siden 2001.

Det er godt, men det er ikke godt nok.

- Vi har sat mennesket først ved at skabe en mere fleksibel offentlig sektor, hvor vi selv kan vælge - skole, sygehus, hjemmehjælp. Det flytter fokus. Fra borgere, der er afhængige af systemerne. Til systemer, der er afhængige af borgerne. Det har skabt tilfredshed. Ni ud af ti forældre er tilfredse med den kommunale dagpasning. Fire ud af fem forældre er tilfredse med børnenes skole. Tre af fire ældre er tilfredse med hjemmehjælpen. Ni ud af ti patienter er tilfredse med deres indlæggelse.

Det er godt, men det er ikke godt nok.

Vi har kort sagt flyttet Danmark den rigtige vej, men vi er ikke i mål. Vi har endnu ikke verdens bedste uddannelsessystem. Vi har endnu ikke verdens bedste sundhedssystem. Vi har endnu ikke verdens bedste integration. Men vi har til gengæld nøglen til at få det. Den er lige blandt os. Hvis vi tør række ud efter den og sætte det bedste danske eksempel som standard for hele Danmark.

For de findes jo i rigt mål, de gode eksempler. Skolen, hvor børnene knækker læsekoden før andre. Sygehusafdelingen uden ventetid og med international behandlingskvalitet. Plejehjemmet uden personalegennemstrømning.

Idrætsforeningen, der trækker unge væk fra det kriminelle miljø og ind på det positive spor. Misbrugscentret, der motiverer narkomanen til at komme fri af sit misbrug. Jobcentret, der får indvandrerkvinden i fast arbejde.

Og de er kendetegnet af én ting: Der står mennesker bag. Mennesker, der passer deres arbejde med flid, engagement og dedikation. De fortjener - og vi vil alle tjene ved - at vi sætter et nyt og mere positivt spotlys på den offentlige sektor.

Vi skal passe på, at vi ikke indretter os på en måde, hvor vi i angsten for at der begås fejl, sætter ting så meget i system, at det i sig selv begrænser virkelysten. Vi skal passe på med at lovgive os til, at dagens bedste eksempel indføres som standard alle steder. For hvor skal morgendagens bedste eksempel så komme fra?

Tillid er godt, og det er ikke kontrol, der er bedre. Det er ansvar.

TILLID OG ANSVAR SKAL GÅ HÅND I HÅND, NÅR VI FORTSÆTTER ARBEJDET MED AT UDVIKLE DET DANSKE SAMFUND.

Jeg har en drøm om at kunne indgå en kontrakt med landets kommuner og regioner:

Vi lover at begrænse skemaer, bureaukrati og procesregler. I lover - for at sige det lidt enkelt - at det ikke altid er regeringens skyld!

Er det naivt? Måske lidt. Men man skal være endnu mere naiv, hvis man ikke indser, at alternativet vil kvæle os. I bureaukrati og mistrivsel. Lad os derfor tage et opgør med fejlfindingskulturen. Lad os i stedet slippe friheden løs i den offentlige sektor.

Ikke ansvarsfriheden. Men frihed under ansvar.

Det kræver tre ting:

1. Grænser for politik

(..)

2. Ledelsesreform

(..)

3. Åbenhed og frit valg.

(..)

Jeg nægter at give andre patentet på det danske velfærdssamfund. Lad dem så have velfærdsstaten. Nej, det åbne, fleksible og konkurrencedygtige velfærdssamfund, hvor det offentlige og det private spiller sammen, hvor der plads til mennesker og forskellighed. Det er mit samfund. Det er vores samfund.

OG DET ER EN ÆRESSAG FOR MIG OG VENSTRE AT VÆRNE OM DET, UDVIKLE DET, UDBYGGE DET.

Hvis frihed og ansvar er fundamentet, så er velstanden de byggesten, velfærdssamfundet mere konkret skal bygges op med. For uden penge går det ikke.

Uden velstand - ingen velfærd.

Det kan lyde som en banal konstatering, men er det åbenbart ikke, når oppositionen konsekvent taler om, hvor mange kroner skattereformen giver til denne og hin befolkningsgruppe. Lad mig afklare en misforståelse. Vi giver ikke noget. Vi lader folk beholde noget mere selv.

DER ER EN HOLDNING TIL FORSKEL.

Regeringens skattepolitik - skattestoppet, de to tidligere skattenedsættelser og Forårspakken - betyder, at en almindelig LO-familie til næste år har omtrent 30.700 kr. mere til disposition. Men det er jo ikke penge, vi har givet dem. Det er ikke en nådesagt fra samfundets side. Det er sådant set penge, de selv har tjent.

Og der skal tjenes penge. I familierne. I virksomhederne. Det er det, der gør danskerne og Danmark rigere. Væksten er for en stund sat mere end på pause, men det er ikke Venstres ambition at administrere et nulvækstsamfund. Vi vil skabe fremgang.

DET GØR MAN IKKE VED AT BEKÆMPE RIGDOM, MEN VED AT BEKÆMPE FATTIGDOM.

Skattestoppet har nu i 2.728 dage været garanten bag den holdning. Lad os kæmpe for, at andre ikke sætter en stopper for det efter næste valg.

I det hele taget bør vi tage et opgør med den form for lighedsmageri, der vil klippe alt ned i samme højde og som hænger ved fra Janteloven.

Jeg bliver både glad og opmuntret, når fire HTX-knægte fra Herning vinder Science Cup Denmark.

Jeg bliver faktisk en smule stolt, når jeg i udlandet spotter en dansk stol i et mødelokale, en dansk termostat på hotelværelset eller en dansk vindmølle i horisonten. Sågar en oversættelse af Klaus Rifbjerg i et boghandlervindue kan i et ubevogtet øjeblik fremkalde den følelse...

Og derfor glæder jeg mig faktisk også, når en ministerkollega optræder på en international liste over de mest indflydelsesrige personer, selvom jeg må spejde forgæves efter både mig selv og min forgænger.

For helt ærligt. Det er da en ansporer. Til os alle. Om at komme lidt mere op på tæerne og række ud efter resultater. Hvad enten vi har naturligt anlæg for at række knapt så langt, langt eller længere.

Derfor ønsker jeg mig et Danmark, hvor man gerne må stikke positivt ud.

Hvor talentet plejes - hvad enten det er håndværksmæssigt, forretningsmæssigt, intellektuelt, sportsligt eller kunstnerisk.

Hvor skole og uddannelsessystemet er indrettet, så den enkelte når helt ud til grænsen af sit indlæringsmæssige potentiale.

Hvor vi i mødet med den ældre eller den handicappede tager afsæt i det han eller hun kan selv - og ikke i det han eller hun ikke kan.

Hvor vi har øje for fremskridtet, bevægelsen, udviklingen og ikke kun den øjeblikkelige status. Min tidligere arbejdskollega - lad mig her kalde ham Nehmet - kommer ikke på Time Magazines top 100 liste, fordi han har vendt ryggen til et arrangeret ægteskab. Det kostede ham forbindelsen til sin familie. Alene ung mand i Danmark - og han fik en uddannelse, han taler og skriver perfekt dansk, han arbejder i noget så dansk som et ministerium og er en værdsat kollega. Han bør være på vores top 10 - liste. Sammen med de titusindvis af danskere, der hver dag kæmper for at komme lidt længere og lidt videre end den plan, der oprindelig lå under deres vugge.

Det er et sådant samfund, jeg ønsker mig. Det er ikke et "lighedssamfund", for vi er ikke ens. Men det er et "de lige muligheders samfund."

I de lige muligheders samfund er der højt til loftet og almindeligvis langt til døren.

Men der er én undtagelse:

Hvis man knægter vores mest grundlæggende værdier og angriber andre menneskers liv og ejendom - så er der kun én af to veje. Så er det enten ud af landet - eller ind i fængslet.

Vi vil ikke acceptere, at bander af kriminelle indtager vores gader og skaber utryghed. Vi vil ikke acceptere handel med kvinder og narko.

VI VIL SIMPELTHEN IKKE ACCEPTERE SKYDERIER PÅ ÅBEN GADE.

Vi vil kæmpe for forsvaret af vores demokratiske værdier. Retten til at tænke, tro og tale. Kønnenes ligestilling. Og det uanset hvor slaget slår. Hvad enten det er i skoleklassen, på arbejdspladsen, i det offentlige rum - eller i den mere direkte kamp mod terroristreder i Afghanistan.

Jeg er stolt af den indsats danske soldater gør i forsvaret for dansk sikkerhed og demokrati på den yderste forpost i Helman. Med livet som indsats.

VI ER DEM ALLE STOR TAK SKYLDIG!

Jeg er i det hele taget stolt af at overtage ledelsen af et Danmark som der står international respekt om. Hvad enten det er vores militære indsats i forsvar for de vestlige værdier eller vores diplomatiske indsats for en global klimaaftale i København til december.

Jeg er stolt af at overtage ledelsen af et Danmark, der alle fejl og mangler til trods, er blandt de rigeste, tryggeste og mest succesfulde nationer i verden.

Og jeg er stolt af at overtage ledelsen af et parti, der har en unik evne til aldrig at lade sig stille tilfreds med tingenes tilstand. Et Venstre, hvor godt ikke er godt nok. Et Venstre, der ved, at det vi har gjort godt i dag, kan gøres endnu bedre i morgen.

Så lad os tage hul på i morgen. I formgivningen af et rigere, friere og rimelige Danmark.

JEG ER KUN LIGE BEGYNDT. VI ER KUN LIGE BEGYNDT!

Forrige artikel Jens Rohdes tale ved Venstres landsmøde Jens Rohdes tale ved Venstres landsmøde Næste artikel Dommerne kan se bort fra minimumsstraf Dommerne kan se bort fra minimumsstraf