Lars Aagaard: Jeg er en slags radikal opfindelse

Regeringen vil styrke klimalovens globale fokus, sagde den nye klimaminister på Verdensmålsugen. Han ser gerne, at den skal omfatte udledninger fra vores forbrug af importvarer og reduktioner fra eksport af grøn brint.

Den nye SVM-regering er ved at forberede en større revision af klimaloven.

For ikke nok med, at Danmarks mål om at være klimaneutral rykkes frem fra 2050 til 2045, så vil regeringen også styrke klimaloven, når det gælder Danmarks globale klimapåvirkninger.

Sådan lød det fra klimaminister Lars Aagaard (M), da han tirsdag var med til at åbne Verdensmålsugen i Fællessalen på Christiansborg.

”Jeg er optaget af, at vi får banet vejen for en mere sammenhængende global tænkning,” sagde han og tilføjede, at det ”kommer til at være en væsentlig del af diskussionen om den opdatering af klimaloven, vi har nu.”

Nyt fokus i klimapolitikken

Ifølge den nye minister er der nemlig ved at ske et skift i klimapolitikken. Fra at have et meget entydigt fokus på nationale udledninger – hvor vi er godt på vej til at have reduceret udslippet af udledninger med 70 procent i 2030 – til en bedre forståelse af vores aftryk uden for Danmarks grænser.

På den ene side ved vi godt, at vores store forbrug sætter aftryk ude i verden. På den anden side sikrer blandt andet vores eksport af grønne løsninger også reduktioner uden for Danmarks grænser.

”Jeg synes i udgangspunktet, at den udfordring skal indarbejdes i klimaloven, så vi får styrket klimalovens globale dimension, så det kommer videre end myndighedssamarbejde,” sagde Lars Aagaard.

”Det er jo crazy”

Han mener det for eksempel er ”skørt”, at Danmarks klimamål i dag ikke har gavn af, at der bliver skruet op for eksporten af grøn brint. 

Det er noget som den danske energibranche drømmer stort om for tiden med udsigt til om få år at få enorme mængder strøm fra havvind i Nordsøen, der via power-to-x kan laves til grøn brint, som kan eksporteres til Tyskland og hjælpe en stor og forurenende industri med at blive mere klimavenlig.

”Hvis vi eksporterer mere grøn strøm, så gavner det nul for vores klimamål i dag. Det er jo crazy, når det nu er en helt afgørende komponent, fædrelandet kan give, fordi vi har et territorie til grøn omstilling. Så skal vi jo have givet det værdi i vores måde at se Danmarks rolle på i en mere international kontekst,” sagde Aagaard.

En slags radikale opfindelse

I regeringsgrundlaget står, at man vil ”undersøge konsekvenserne af at opsætte et mål for CO2e-aftrykket for det danske forbrug” – men hvorfor ikke bare komme i gang med at sætte mål, blev ministeren spurgt.

Formuleringen i regeringsgrundlaget står han på mål for, men den er ikke hans egen, lød det tilbage:

”I kan godt regne ud, at jeg blev minister ret sent. At det overhovedet var Moderaternes ministerpost, det skete lidt sent. Man må jo sige, at jeg er en slags Radikal opfindelse,” sagde Lars Aagaard med et skævt smil med henvisning til regeringsforhandlingerne, som Radikale trak sig fra meget sent, og mange nok havde ventet var endt med en radikal klimaminister.

”Derfor havde jeg den glæde, at jeg kunne læse regeringsgrundlaget, men har ikke været med til at skrive det,” tilføjede han.

Det er dog ikke regeringens umiddelbare tilgang, at Danmarks positive klimabidrag i verden en-til-en skal modregnes af danskernes klimaaftryk fra forbrug og flyveture ude i verden.

”Vi skal ikke modregne det på den måde. Vi skal kigge på, hvordan kan vi dreje forbruget i en retning, så vi sætter et mindre globalt fodaftryk,” sagde Lars Aagaard.

{{toplink}}

Forrige artikel Kirkeminister svarer igen: Biskopper går for langt ved at blande sig i “det parlamentariske flertals ret til at bestemme” Kirkeminister svarer igen: Biskopper går for langt ved at blande sig i “det parlamentariske flertals ret til at bestemme” Næste artikel Før valget sagde 113 folkevalgte 'ja'. Nu åbner ministeren for at ændre reglerne for organdonation Før valget sagde 113 folkevalgte 'ja'. Nu åbner ministeren for at ændre reglerne for organdonation