Landmænd genopliver omstridt CBS-rapport

LANDBRUG: En gruppe landmænd har fået foretaget en ”second opinion” af en omdiskuteret CBS-rapport om landbrugets rammevilkår, som blev droppet på grund af manglende forskningsfaglig kvalitet. Men grundlaget er korrekt, lyder det nu.

Den skandaleombruste rapport fra CBS om dansk landbrugs rammevilkår spøger stadig.

En lille gruppe danske landmænd har nemlig fået lavet en ”second opinion” af rapporten, som blandt andet er udført af to svenske professorer. Gruppen af landmænd havde i denne uge foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget, hvor man præsenterede en række anbefalinger, der udspringer af rapportens konklusioner.

”Vi må konstatere, at rapporten er lavet på et korrekt grundlag,” siger grevinde Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs, der er talsmand for gruppen af landmænd.

På den baggrund anbefaler landmændene blandt andet, at politikerne skal se på andre udledningskilder end landbruget, og at afgifter og skatter på landbrugsproduktion enten reduceres eller afskaffes.

Droppede rapporten
Det er i den grad en omstridt rapport, som nu har fået en ”second opinion”. Efter den udkom, blev den voldsomt kritiseret, og CBS endte efter et langt forløb med at droppe rapporten, og universitetet kaldte selv sagen alvorlig, unik og særdeles skadelig for CBS’ omdømme.

Rapporten blev udarbejdet af lektor Troels Troelsen og offentliggjort i august 2016 som en foreløbig rapport. Den tegnede et meget dystert billede af den danske miljøregulering, som ifølge rapporten har kostet danske landmænd millioner af kroner i tabt indtjening over de seneste 20 år i forhold til en række nabolande.

Efterfølgende kom det frem i Altinget, at rapporten var blevet udarbejdet efter ønske fra Bæredygtigt Landbrug. Kritikken handlede både om manglende faglig kvalitet, og at den var blevet til med for tætte og uigennemskuelige relationer til landbrugserhvervet.

CBS endte med at droppe rapporten, da man vurderede, at den ikke havde god nok forskningsfaglig kvalitet. Efterfølgende blev rapportens forfatter, lektor Troels Troelsen, kritiseret for alvorlige brud på god forskningsskik af CBS’ praksisudvalg (læs om hele forløbet i faktaboks til højre).

Dygtige forskere
Men det har altså ikke fået alle dele af landbruget til at skrotte rapporten, og ifølge Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs er det dygtige folk, der nu bakker konklusionerne op.

”De er udvalgt, fordi det ikke er så let at få danske forskere til det. Men vi synes, det er nogle meget, meget dygtige svenske forskere, der har en indsigt i det svenske system, og som er eksperter på området,” siger Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs.

Ekspertpanelet, der har leveret en ”second opinion”, består af følgende:

  • Statsautoriseret revisor, Jann Mikkelsen
  • Professor Dr. Holger Kirchmann
  • Professor Lars Bergström, Sveriges Lantbruks Universitet
  • Cand.agro. Rune Munk-Andersen, Patriotisk Selskab 

Danmarks Naturfredningsforening blev også bedt om at deltage, men sagde nej tak.

Læs mere her.

Forrige artikel Julekalender: Merete Dea Larsen giver den fuld gas med julemusik Julekalender: Merete Dea Larsen giver den fuld gas med julemusik Næste artikel Brexit: Nu bliver det for alvor svært Brexit: Nu bliver det for alvor svært