Kendte forfattere skal rådgive kulturministeren i ny arbejdsgruppe

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med input om forfatteres løn- og arbejdsvilkår på et digitaliseret bogmarkedet. Flere prisbelønnede navne er blandt medlemmerne.

Flere og flere læser og lytter til bøger digitalt på streamingtjenester eller e-bogsplatforme.

Det har skabt en debat om forfatteres løn- og arbejdsvilkår, som nu får kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal aflevere et oplæg til ministeren med input til en kommende litteraturpolitisk handlingsplan.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

"Digitaliseringen af bogmarkedet må ikke hive brødet ud af munden på forfattere og forlag, den bør i stedet give nye muligheder, som vi som samfund skal gribe," udtaler Jakob Engel-Schmidt.

"Derfor har jeg nu nedsat en arbejdsgruppe med nogle dybt engagerede mennesker, der skal komme med gode råd til, hvordan vi for alvor får gjort dansk litteratur til en eksportsucces og i øvrigt gjort forfattergerningen til et hverv, man kan leve af."

{{toplink}}

I arbejdsgruppen sidder flere prisbelønnede forfattere som Josefine Klougart, Leonora Christine Skov og Thomas Korsgaard samt litteratureksperter og forlagsrepræsentanter.

Rektor for Folkeuniversitetet Carsten Fenger-Grøndahl er udpeget som udvalgsleder.

Arbejdsgruppen består af følgende medlemmer:

  • Carsten Fenger-Grøndahl, rektor for Folkeuniversitetet og udvalgsleder i Statens Kunstfond (udvalgsleder)
  • Christian Mørk, journalist og forfatter
  • Iben Mondrup, forfatter
  • Marianne Eskebæk Larsen, lektor
  • Peder Frederik Jensen, udvalgsmedlem i Statens Kunstfond og forfatter
  • Ursula Andkjær Olsen, forfatter
  • Jeanette Varberg, forfatter, arkæolog og museumsinspektør
  • Thomas Korsgaard, forfatter
  • Josefine Klougart, forfatter
  • Leonora Christina Skov, forfatter
  • Johan Ottosen, forfatter
  • Christel Sunesen, medejer af Mikrofest og ejer af forlaget Ekbátana
  • Morten Visby, oversætter og formand for Dansk Forfatterforening
  • Claus Ankersen, forfatter og forperson for Danske Skønlitterære Forfattere
  • Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Danske Forlag
  • Natasha Brandt, direktør for Saxo
  • Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie

{{toplink}}

Forrige artikel Søren Papes rådgiver stopper hos Konservative Søren Papes rådgiver stopper hos Konservative Næste artikel Fogh får hidtil største overskud i sin konsulentvirksomhed