Krisen har overflødiggjort yderfløjene

Når historikerne om mange år skal skrive historien om Mette Frederiksen-regeringen, så vil to historisk helt exceptionelle begivenheder fylde det hele: covid-19-krisen 2020-2022 og Ukraine-krigen 2022-?. Kun feinschmeckere vil pege på Arne-pensionen som et markant tiltag, regeringen også bør huskes før.

Der er bestemt vedtaget markante forlig på en række andre områder, ikke mindst når det gælder transportinvesteringer, klimapolitikken samt udflytningsbølgens fortsættelse på uddannelsesområdet, men det kommer ikke til at fortrænge de to vigtige begivenheders naturlige plads i historiebøgerne.

Knapt er Covid-19 krisen lagt bag os - måske kun for en stund - før en endnu større udfordring er landet på Mette Frederiksens bord. En udfordring, der endda i langt højere grad end i tilfældet med covid-19 udstiller grænserne for en dansk regerings handlemuligheder.

Ukraine-krigen har kun været i gang i seks uger, men dominerer næsten totalt i dansk politik. Et politisk bredt nationalt kompromis om millitæret er indgået med dele af den borgerlige opposition, SF og Radikale, hvor regeringer er forpligtet til at bruge to procent af BNP om 11 år, hvor politikerne forinden skal have taget beslutning om, hvad de mange milliarder i årene frem skal gå til.

Selve kompromiset har sprængt alle hidtidige stramme økonomiske rammer. Oveni kommer forudsete udgifter på ti milliarder kroner til måske 100.000 ukrainske flygtninge samt en politisk aftale med venstrefløjen om varmecheck på en milliard kroner, der vil lune i de 419.000 hjem økonomisk presset af stigende energiafgifter. Alt sammen udgifter som følge af krigen og dens afledte virkninger.

Finansministeren meddelte i en pressemeddelelse mandag aften, at regeringen vil fravige budgetlovens stramme bånd med henvisning til de selvsamme udgifter, selvom overvismand Carl-Johan Dalgaard nu rejser flaget og advarer mod, at regeringen fortolker stigninger i energipriserne som noget, der falder ind under budgetlovens undtagelsesbestemmelse om ”exceptionelle udgifter” og dermed kan udløse udskrivning af 419.000 styks varmecheck.

Dalgaard kalder således fortolkningen for ”en glidebane” i Berlingske. Det ligner derfor, at regeringen er ved at nærme sig grænsen for, hvor stort et hul der kan slås i statskassen, før at man brager ind i anklager om brud på budgetloven. Den siger, at grænsen for underskud er på 0,5 procent af BNP.

Regeringen håber på, at udgifterne er midlertidige, men ingen kan forudsige udviklingen, hverken hvad angår antallet af flygtninge eller prisen på energi.

Antallet af flygtninge afhænger formentlig af krigens gang i Ukraine, hvor ingen civile kan føle sig sikre for russiske raketter, der rammer landets storbyer. De civile, der har været i kontakt med russiske styrker, har oplevet overgreb, som er i liga med selv de mest bestialske og modbydelige krigsforbrydelser hentet fra verdenshistoriens mørkeste kapitler.

Kun en varig fred får ukrainske flygtninge til at vende tilbage til deres ødelagte hjemland med dets mange sønderskudte byer. Det kan have lange udsigter, så længe Rusland er ledet af Vladimir Putin og hans forbryderbande, der tilsyneladende er fast besluttet på at erobre Ukraine og dermed indirekte - i første omgang - tage et opgør med det Vesten, som Kreml og desværre også store dele af den russiske befolkning, så tydeligt og eksplicit foragter. 

Lige nu er det største politiske ønske på Christiansborg at slippe af med afhængigheden af russisk gas, selvom alle ved, at det nærmest er umuligt på kort sigt. Energiselskabet Ørsted har en aftale med russiske Gazprom om at levere to milliarder kubikmeter gas indtil 2030, som på nuværende tidspunkt er på cirka 70 procent af Danmarks forbrug af naturgas.

Ifølge klima og energiminister Dan Jørgensen (S) kan Danmark på et halvt år lukke for hanen for russisk gas, medmindre Putin selv drejer på håndtaget forinden, fordi danske energiselskaber på linje med de fleste europæiske nægter at betale for gassen i russiske Rubler, som den russiske regering nu kræver skal ske fra maj måned.

Regeringen er tvunget til at handle, og derfor kommer der ifølge statsministeren en plan, der skal nedbringe afhængigheden af russisk gas. Problemet er, at det kommer til at gå meget langsomt at omstille til alternativer, og at det bliver dyrt.

Hovedproblemet er fortsat, at Danmark på linje med især Tyskland og andre store europæiske lande vil fylde Putin-regimets pengekasse med penge fra olie og gas. Det giver Rusland tid og ressourcer til at holde krigen i gang i Ukraine og styret oven vande i forhold til befolkningen, som ikke behøver at tabe i levestandard på helt samme drastiske vis, som hvis al handel med gas blev indstillet i morgen.

I en krisesituation som under covid-19 og nu i en situation, hvor Danmark de facto er deltager i en stedfortræderkrig, hvor der føres økonomisk krig mod kæmpelandet Rusland, så er traditionen, at de såkaldte statsministerbærende partier rykker sammen og finder løsninger i fælleskab.

Det er også sket på baggrund af krigen i Ukraine. Venstre og Konservative kan ikke holde til andet end at støtte S-regeringen i denne situation. Radikale kan heller ikke gøre andet. Det nye er, at SF nu melder sig så entydigt blandt de ”ansvarlige” partier og tager medsvar for de store beslutninger. Det er det samme som at kunne fastslå, at SF går totalt målrettet efter at komme i regering efter næste valg, hvis rød blok – som alt tyder på – genvinder et flertal.

I den blå lejr har krisen overflødiggjort Lars Løkkes projekt ”Moderaterne”. Regeringen har ikke akut brug for en figur som Løkke for at lave brede politiske aftaler hen over midten. Med økonomien lagt i lænker ti år frem, så er det svært at se, hvad Moderaternes mandater skal bruges til. Hvis der skal findes penge til nyt, så er der nu to ret klare veje for regeringen at gå: Reformer med V og K eller også skattestigninger med Radikale og venstrefløjen.

Krisen har også overflødiggjort yderfløjene. Enhedslisten spiller ingen rolle i det nationale kompromis om forsvaret, og der er ikke udsigt til, at regeringen bliver væltet, næsten uanset hvad den gør.

I den fortsat mere opsplittede blå fløj, der decimeres i stadigt flere partier bygget op omkring stærke personligheder, er partierne snart så små, at de efterhånden savner politisk relevans.

Morten Messerschmidt lever i kraft af folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Han har fundet en sag om en formulering i selve teksten på stemmesedlen, der har fundet god og nærende grobund hos de mange instinktivt magtkritiske journalister og iagttagere.

Ingen tror dog på, at ”den store konspiration” har pillet ord som ”EU” og ”forbehold” ud af den kønsløse neutrale tekst. Det er efter alt at dømme et produkt fra embedsmænd i Udenrigsministeriet. Alligevel kan det skabe store overskrifter og ståhej i en tid, hvor de fleste er mest optaget af udviklingen i et europæisk kæmpeland, der er ved at segne under en russisk invasion.

{{toplink}}

Hvis Mette Frederiksen er klog, så omformulerer hun sætningen. Smider et par ord ind i teksten på stemmesedlen, lader de fem ja-partiers formænd nikke til det hele og lukker sagen med en pressemeddelelse en sen fredag eftermiddag. Så må Messerschmidt tilbage til at tale ”EU-hæren” på 5.000 mand som den store trussel mod dansk suverænitet, mens han over skulderen skal holde øje med Kristian Thulesen Dahl.

Christiansborg regner det allerede som et faktum, at endnu et nyt politisk parti i rækken ser dagens lys, så snart Inger Støjberg har fået fodlænken af om halvanden måneds tid med hende selv og den mere eller mindre detroniserede DF-formand i front.

Imens kan Nye Borgerliges formand Pernille Vermund spille rollen som den noget sure, men bidske vagthund, der snapper efter Søren Pape og Jakob Ellemann for at have solgt ud af det økonomiske arvesølv til rød blok og for at ligge i ske med statsministeren, også når det gælder afstemningen om forsvarsforbeholdet.

Der skal nok være vælgere, som ikke ser det som de borgerliges opgave at tage medansvar i den situation, hvor krisen kalder på kompromisset. Det er ikke just Nye Borgerliges lod i verden at optræde på den scene. Så må man jo spille den rolle, som efterlades. Også selvom Vermund mere efterlader et indtryk af bitterhed end det overskud, som hun indimellem har udstrålet.

Parlamentarisk er regeringen således i smult vande. Udfordringen er, at regeringen får svært ved at finde løsninger, som er tilfredsstillende på kort sigt, når det gælder energipriserne, gasafhængigheden og nu også en ildevarslende inflation, der i februar nåede rekordhøje 4,8 procent i Danmark og ventes at stige yderligere. 

Sideløbende skal den også helst indgå en aftale om en sundhedsreform. Her er der imidlertid også godt nyt, idet en stor sten allerede er ryddet af vejen. For sundhedsminister Magnus Heunicke har i et svar tirsdag i denne uge til Nye Borgerliges Lars Boje Matthiesen i sidste uge erkendt, at det ikke er muligt at gennemføre forslaget ”Nikotinfri Generation 2010+”, der skulle gøre det forbudt for årgange født i 2010 og i årene herefter at købe tobaksprodukter.

Forslaget er ifølge Sundhedsministeriets egen vurdering simpelthen ikke i overensstemmelse med EU's tobaksvaredirektiv. Man kan så undre sig over, hvorfor regeringen ikke forinden havde foretaget denne vurdering, før de fremsatte forslaget, som især de borgerlige er klart imod.