Kommentatorernes dom: Sådan er valgkampens første uge gået

Se her, hvordan fem markante kommentatorer vurderer den første uge af kampen om valg til Folketingets og sværdslagene om nøglerne til Statsministeriet.

 

Michael Kristiansen
Politisk kommentator

"Valgkampens første uge har været kendetegnet ved en overraskende uprofessionel start fra Venstre, der har rodet sig ud i problemer, som man simpelthen ikke burde gøre. De virker febrilske og uforberedte, og begge dele kan man godt undre sig lidt over.

Man kan samtidig se, at statsministeren har været enormt godt forberedt, hvilket selvfølgelig også hænger sammen med, at hun har vidst, hvornår der skulle være valg. Det er tydeligt, at det virkelig er en langstrakt plan, der har været lagt helt tilbage fra nytår. Hun er dog indtil videre sluppet afsted med at præsentere stort set ingenting. Men det er åbenbart det, der er Socialdemokratiet: 39 milliarder, og så fortsætter vi ellers bare derudad.

Det er svært at sige, hvad valget handler om. Det er meget diffust. De to partier, der har den tydeligste plan er Alternativet - der ingen plan har, hvilket er en pointe i sig selv - og Anders Samuelsen og Liberal Alliance. Men det er meget svært at sige, hvad Helle Thornings plan er. Og hvad er egentlig Lars Løkkes modsvar på den plan?

I manglen på politisk indhold kommer sager som dem om Panorama og nogle annoncer med lidt mystiske regnestykker til at fylde ekstremt meget.

Jeg har længe opfattet Lars Løkkes personlighed som denne valgkamps største joker, hvilket er baseret både på målinger og en masse samtaler med borgerlige vælgere. Der er en enorm usikkerhed omkring ham for at sige det på en pæn måde. Den usikkerhed har ligget latent i et stykke tid, og nu hvor valget nærmer sig, og folk bliver opmærksomme på, at det er et valg - ikke bare mellem partier - men også om, hvorvidt Lars Løkke eller Helle Thorning skal være statsminister. Det er det, der har kostet Venstre forspringet. Nu står det lige, og Lars Løkkes store udfordring er, at han ikke har ret lang tid til at overbevise vælgerne om, at han er den rigtige. Men det er den eneste chance, han har.

Hvis ikke det lykkes Lars Løkke eller andre i blå lejr at udfordre Helle Thornings plan om at fremlægge en snusfornuftig plan, der ikke stikker, signalerer, at hun er et sikkert kort, og ellers smile sig igennem valgkampen med højt humør og overbærende blikke mod Lars Løkke, så afgør det valget.

Blå blok har brug for et momentum-skift. For at opnå det er Venstre nødt til at være langt mere konkrete om deres økonomiske politik. De er nødt til at lade vælgerne forstå, at de rent faktisk har en anden plan end Helle Thorning. Samtidig skal Dansk Folkeparti nok ind og klare værdipolitikken for Lars Løkke. Der skal både nogle udlændinge og noget EU på bordet. Man skal ikke undervurdere skepsissen mod EU i den danske befolkning, og den er der ikke nogen, der er bedre til at aktivere end Dansk Folkeparti.

Valgkampens hidtil største overraskelse er, at Alternativet har fået langt mere fat, end man lige skulle tro. De appellerer til noget, som venstrefløjen og Radikale har appelleret til tidligere - det, at man simpelthen gør tingene på en anden helt anden måde og sætter nogle andre ting i højsædet. Det drejer sig om sådan noget som bæredygtighed, livskvalitet og alternative løsninger. Det hører man bare ikke særligt meget om - hverken fra de Radikale under Østergaard, Pia Olsen Dyhr og SF, der i dag primært fokuserer på dagpenge, eller Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten, der mest er optaget af penge og milliarder til hjemmehjælpere. På den måde har Uffe Elbæk fået hele den bane, som egentlig er klassisk venstreorienteret, for sig selv."

 

Arne Hardis
Politisk redaktør, Weekendavisen

"Lars Løkke og Venstre har vundet kampen om dagsordenen. De har ønsket, at valget skulle handle om, at det skulle kunne betale sig at arbejde, og det er de lykkes med. Men samtidig har de fuldstændig tabt diskussionen om dette emne. Det startede med Panorama-manden, og så er det gået slag i slag siden.

Der spiller Løkkes lave troværdighed, som Socialdemokraterne kører hæmningsløst på, naturligvis ind.

Samtidig har regeringen haft en næsten tegneserieagtig perfekt indgang til valget. Først skynder man sig at fremrykke nogle økonomiske rapporter, der fortæller, at krisen er forbi, og så trækker man vejret og siger, at nu skal der bruges penge. Ikke mange, men flere end Lars Løkke.

Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti har fået noget særligt ud af valgkampens første uge, men det kan ændre sig. Lars Løkke tog hul på udlændingedebatten i duellen med Helle Thorning på TV2 søndag aften, hvor han kørte på modellen 'en slap udlændingepolitik går ud over danskernes velfærd'. Den dagsorden må man forvente, at han og Dansk Folkeparti vil forsøge at rulle mere ud. Men det er et åbent spørgsmål, hvad der sker, hvis udlændingediskussionen åbner for alvor.

Når det kommer til de andre partier, må man sige, at SF-formand Pia Olsen Dyhr kører en meget SF-egoistisk linje, hvor hun helt har forkastet klassisk SF-tænkning om, at man laver ting i samarbejde med Socialdemokratiet. Med aftalen med Dansk Folkeparti har hun gjort Thulesen Dahl til sin hovedallierede, og det har hun først og fremmest gjort for at profilere SF og få så mange mandater som muligt. Det er en dagsorden, der er ubekvem for Socialdemokratiet. For ligeså meget Socialdemokratiet smører Danske Folkeparti ind i mudder, ligeså meget står Pia Olsen Dyhr og vasker ham ren igen. Det virker, som om Pia Olsen Dyhr er mere optaget af egen mandatmaksimering, end af at rød blok genvinder regeringsmagten.

Det er en kæmpe overraskelse, at Alternativet har fået så meget fat. Det var en overraskelse, at de kunne samle underskrifter, det var en overraskelse, at de kunne komme i nærheden af spærregrænsen, det var en overraskelse, at de kunne passere den, og nu er det en overraskelse, at de lægger rigeligt luft til den. Det er en arv efter Margrethe Vestager i forvaltningen af det radikale projekt, der har gjort mange vælgere, som ikke er så interesserede i økonomi, hjemløse. Det samme er sket på venstrefløjen, der er blevet bundet meget op på at levere forskellige varianter af socialdemokratisme, mens mange af deres vælgere er trætte af, at alt skal handle om udfaldstruede dagpengemodtagere, bade til ældre og økonomisk bæredygtighed. Man kan godt glemme, at venstrefløjen traditionelt har været et væksthus for alternative politiske ideer, men der byder Uffe Elbæk sig altså til nu. Han er lykkedes med at løsrive en del af vælgerkorpset, der bliver enormt svær at stoppe. Mange blå støtter venter på, hvornår medierne for alvor går til Alternativet. Men jeg tror ikke, at det betyder noget for Alternativets vælgere, at medier og økonomer siger, at deres politik ikke hænger sammen. De mener, at der er behov for at lave politik på en anden måde og med glød og visioner, som ikke alt sammen rimer på 2020. Det, at Alternativet ikke tilbyder klassisk politik, gør dem ret usårlige over for klassisk politisk kritik.

Det ser ikke ud til, at Konservative har fået en ny start, men jeg tror nu nok, at de skal holde sig over spærregrænsen alligevel. Til gengæld er deres konkurrenter i Liberal Alliance på vej frem.

Ser man på de Radikale, så er der mange, der snakker om, at Morten Østergaards problem er hans manglende karisma i forhold til Margrethe Vestager, men det, mener jeg, er meget forsimplet og dermed også delvist forkert. Det, der er Morten Østergaards grundlæggende problem, er, at den taktiske alliance om dagpenge og efterløn, som Radikale og Dansk Folkeparti indgik i 2010 og 2011, er brudt sammen. Nu har den radikale leder ikke længere en helvedes masse blå mandater i ryggen, når han udtaler sig. På den måde er det blevet langt mindre interessant, hvad Morten Østergaard har at sige. Alle ved, at det er et sekundært synspunkt, når han som næsten den eneste siger, at dagpengereformen er fremragende, som den er."

 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

"Den første uge af valgkampen er foregået fuldstændig på Thornings præmisser. Statsministeren har ønsket, at valget skulle handle om lederskab og spørgsmålet om vækst i det offentlige, og det er den kommet til.

Dels har det altså været et valg mellem Helle Thorning og Lars Løkke, der er personligt upopulær. Så det er et godt tema for Thorning. Og dels har det været et spørgsmål om Venstres nulvækst eller regeringens ønske om en vækst på 0,6 procent i det offentlige forbrug. Også her har hun vælgerne med sig. Men alle ved jo, at en Løkke-regering ikke vil ende med at have nulvækst, men en vækst på måske 0,4 procent. Forskellen er altså ikke ret stor. På den måde kan man sige, at valgkampen har været ganske upolitisk.

Man må samtidig sige, at Venstre er kommet superdårligt fra start. Det der Panorama-eksempel var helt amatøragtigt. Venstre har haft månedsvis til at finde et ordentligt eksempel, men det evner man ikke. Det er helt sort.

Samtidig har Venstre undervurderet, hvor katastrofalt det vil være for partiet, hvis det lykkes for Thorning at gøre det til en præsidentvalgkamp. Man har heller ikke tidsnok indset, hvor upopulær Løkke er. De har troet, at fordi Løkke klarede sig godt i sidste valgkamp, så ville han også denne gang komme op i et ekstra gear, så snart valget blev udskrevet, og så skal han nok vise den gamle Lars. Men sådan er det jo ikke. Det popularitetstab, som Lars Løkke har haft, kan han ikke vinde ind igen i løbet af en valgkampen.

Jeg har hele tiden ment, at det var en oplagt fejl, at Venstre ikke skiftede formand.

Jeg tror, at valget vil blive afgjort af, om det lykkes de blå at ændre dagsordenen. Hvis resten af valgkampen også kommer til at handle om nulvækst og personer, så har Thorning gode chancer for at køre den hjem, men kommer diskussionen over på værdipolitikken, så kan det stadig nå at ændre sig.

Det er meget underligt, at blå blok har spillet alt for lidt på den udlændingepolitik, hvor de har et klart, klart flertal af vælgerne bag sig. Løkke har spillet for lidt på det, og selv Dansk Folkeparti har opført sig forholdsvist afdæmpet. Man kan undre sig over, at de ikke går mere i offensiven der. Det er trods alt det næstvigtigste område for vælgerne.

Der er ingen tvivl om, at blå blok vil slå til udlændingespørgsmålet på et tidspunkt. Men faren er, at hvis de gør det i en situation 3-4 dage før valget, hvor de står til at tabe, så vil alle sige, “nu spiller de udlændingekortet, bare fordi de er desperate”. Så det er ikke noget, de kan gå og putte med i alt for lang tid."

 

Troels Mylenberg
Chefredaktør, Fyns Amts Avis

"Det er karakteristisk, at forventningen om, at valgkampen ville blive en råbekonkurrence og et mediehysteri, hvor ingen kunne komme til orde med politisk indhold, er blevet gjort til skamme. Jeg synes, at der har været rigtig meget politisk substans. Både i partilederrunderne og duellen forleden.

Man må sige, at Thorning er kommet bedre ind i slutspurten end Løkke, men den helt store historie er Alternativet. Alternativet er historien om den første uge. Det parti, som mange gjorde nar ad og tænkte, at det var utopisk pjat, et forbigående fænomen, hentet i projektdanmark, ser ud til måske at sætte sig på de afgørende mandater. Alt kan ske, og det kan sagtens være, at projektet falder helt sammen, men den stemme, Uffe Elbæk taler med, har en større kraft, end nogen kunne forudsige. Uanset hvor meget vi laver faktatjek og gennemgår deres politik, så har han et svar på rede hånd, som er, at "vi vil bare gerne noget andet". Det er der virkelig musik i.

Mange borgerlige spørger, hvordan man kan være på vej i Folketinget uden at have en politik, der hænger sammen. Men det er jo netop det, der er nøglen. Ligesom Dansk Folkeparti i to årtier har levet af at have en økonomisk politik, der ikke hænger sammen. Enhedslisten har i tre årtier haft et partiprogram, der er på månen i forhold til nogensinde at blive til noget i en dansk kontekst. Lægger man de tre partiers mulige mandater sammen med Liberal Alliances har vi efterhånden 40 procent af Folketinget, som ingen forventer skal sætte sig for alvor for bordenden. Det er interessant, at så mange stemmer på partier, der ikke alene kan bære et ansvar, men alene eksisterer i kraft af deres påvirkning af nogle andre partier. Det må være et wake-up call til de etablerede partier om, at der er nogen, der føler, at de mangler noget i deres måde at lave politik på.

Jeg tror, at Alternativet kommer til at afgøre valget. Kommer de ind, så vinder rød blok nok, mens det ligger til blå, hvis Alternativet ikke ender over spærregrænsen."

 

Rulle Grabow
Politisk rådgiver

"I og med, at der ikke har været grundlæggende substantielle udmeldinger i den første uge, så har der været plads til en masse andet fnidder-fnadder. Med andre ord har der været et holdningsvakuum, som har betydet, at nogle meget små historier har fyldt rigtigt meget.

Det undrer mig lidt, at der ikke har været flere håndfaste udspil, og at de udspil, der er kommet, har været så klumpede. Her tænker jeg på Venstres ungepakke, der kom oven i Radikales klimaudmelding, og Socialdemokraternes valgoplæg forleden, der var fuldstændigt blottet for nyheder. Det her valg har været undervejs så ufatteligt længe, så det undrer mig, at der ikke er blevet forberedt nogle lidt saftigere lunser. Man undrer sig over, hvad de har brugt tiden på. Ligesom i 2011, hvor den nuværende regering havde siddet i opposition i 10 år, da valgkampen startede, og der ikke skete en bjælde.

Den første uge har også været præget af ubegribelige mængder meningsmålinger - flere om dagen. Det gør både kommentatorer, politikere og vælgere kulrede.

Det er tydeligt, at det har været i den siddende regerings interesse at få et præsidentvalg mellem Helle Thorning og Lars Løkkes efterhånden noget ramponerede troværdighed. Det er et ønske, der har været bakket op af en flere måneder lang og enormt professionelt udført reklamekampagne for netop Helle Thorning som statsleder, og det er også det, man har fået. Det så vi forleden, da Løkke i en debat nævnte nogle tal. Så sagde Thorning, at 'nu går der panorama i den'”, og straks startede den socialdemokratiske pressetjeneste en kampagne om ting, hvor der 'gik Panorama i den'.

Valgresultatet kan godt blive meget snævert, men jeg tror, at valget kan blive afgjort ved, at der kommer nogle markante udspil ud, som gør, at vælgerne kan genkende sig selv i partierne på en anden måde, så det ikke længere er en persondiskussion. Hvis det bliver ved med at være en persondiskussion, hvor vi skal vurdere, hvem der ser pænest ud i et godt sæt tøj, så har jeg en fornemmelse af, at så bliver det et ret voldsomt valg til Alternativet, og så bliver det også en rød valgsejr."

red@altinget.dk