Kofod er bekymret for fem danske børn i Syrien, men vil kun hente dem hjem uden deres mødre

Regeringen erkender, at fem børn med dansk pas i syriske fangelejre lider sundhedsmæssigt overlast og burde bringes til Danmark. Men uden samtykke fra mødrene, kan regeringen ikke gøre noget, siger udenrigsministeren på samråd. Den logik er der ikke enighed om.

Vi ønsker at hjælpe dem til Danmark. Men vi kan ikke.

Sådan kan udenrigsminister Jeppe Kofods (S) budskab fra tirsdagens samråd i Udenrigsudvalget opsummeres.

Det drejer sig om fem børn med dansk pas, der netop nu sidder i kurdiske fangelejre i Syrien, og som regeringen erkender lever under så dårlige sundhedsmæssige forhold, at de bør evakueres. 

Men deres mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab for deres støtte til Islamisk Stat, og regeringen ønsker dem derfor ikke til Danmark sammen med deres i alt fem børn. Giver mødrene ikke de danske myndigheder lov til alene at hente deres børn, må de derfor blive i Syrien.

”Vi kan ikke tvangsfjerne dem på afstand. Vi kan kun med moderens samtykke evakuere dem til Danmark,” forklarede Kofod på samrådet.

”Jeg er da fuldstændig enig med dem, der siger, at det ville være mest ansvarligt, at de mødre giver samtykke til, at deres børn kan komme til Danmark og få den behandling, som det kræver,” sagde Kofod.

Regeringen tilbød tidligere på året efter massivt pres fra støttepartierne at evakuere de i alt 19 danske børn i fangelejrene. Men det er altså kun de 14 børn, der har mødre med dansk pas, som reelt kan komme til Danmark.

Den logik vandt ikke stor opbakning i Udenrigsudvalget. Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund (EL), konstaterede, at det er regeringen, der har frataget disse mødre deres danske statsborgerskab, og at det er regeringen, der ikke ønsker at tage mødrene til Danmark.

”Det er nogle regler og benspænd, som regeringen selv har lavet ved at fratage de her danske børns mødre deres statsborgerskab,” sagde Rosa Lund.

Også Lars Løkke Rasmussen, der i dag er løsgænger og stifter af Moderaterne, var uenig med udenrigsministeren. Heller ikke han købte Kofods påstand om, at man intet kan gøre for de fem børn. Løkke mener selv, at det rigtige er at tage kvinder og børn hjem til Danmark:

”Jeg tror, det her kommer til at martre os i årevis, at vi nu har fem danske børn med dansk statsborgerskab, og som eviggyldigt i al fremtid, hvis tilfældet vil det, kan ende op med at stå i Danmark med de rettigheder, der knytter sig til det."

"Det tror jeg ikke er klogt,” sagde den forhenværende statsminister.

Du kan se hele samrådet på Folketingets hjemmeside.

Forrige artikel Dan Jørgensen: Vi skal genåbne alle klimaaftalerne for at nå målet Dan Jørgensen: Vi skal genåbne alle klimaaftalerne for at nå målet Næste artikel Ny digitaliseringsstrategi kommer først i 2022 - men enkelte anbefalinger kan allerede havne i finansloven Ny digitaliseringsstrategi kommer først i 2022 - men enkelte anbefalinger kan allerede havne i finansloven