København overvejer støtte til Det Kongelige

AFTALE: Færre penge fra staten til Det Kgl. Teater får nu politikerne i hovedstaden til at overveje, om København også skal nedsætte sin millionstøtte. Kulturborgmester foreslår at lade lokale kunstnere bruge nationalscenens lokaler til gengæld for støtten. 

Regeringens spareplan for Det Kongelige Teater risikerer at føre flere besparelser med sig end de 50 millioner kroner, der ellers lægges op til med den nye fireårige aftale for nationalscenen.

For det er ikke kun staten, der finansierer den danske nationalscene. Det gør også skatteborgerne i Københavns Kommune med cirka 48 millioner kroner om året. Og som en reaktion på statens planer om at mindske sit tilskud til Det Kongelige Teater overvejer flere centrale partier på Københavns Rådhus nu det samme.

"Anti-københavnsk linje"
Reaktionen skal også ses i lyset af, at politikere på rådhuset – over en bred kam – føler, at regeringen generelt nedprioriterer landets hovestad til fordel for provinsen, blandt andet med den storstilede udflytning af statslige arbejdspladser. Venstres medlem af Borgerrepræsentationens kultur- og fritidsudvalg, Michael Gatten, mener, at regeringen fører en anti-københavnsk linje.

”Det vil være helt rimeligt, at vi nu også mindsker vores bidrag til Det Kongelige Teater. Der er måske en forventning om, at hvis man mindsker de statslige støttemidler, så udligner København bare, men sådan spiller klaveret jo ikke. Det vil være helt naturligt, at vi nu også kigger nærmere på, om vi ikke kan frigøre nogle midler på den konto og bruge til kultur- og fritidsinitiativer for vores egne borgere – her får vi jo pengene tifold tilbage,” siger Michael Gatten.

Kulturborgmester vil drøfte sagen
Han mener, at regeringen i det hele taget har en "ekstremt negativ tilgang til landets hovedstad."

Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), erklærer sig klar til at drøfte størrelsen af kommunens tilskud til teatret.

”Det er klart, at når staten siger, at de vil have mindre af Det Kongelige Teater, så giver det jo også overvejelser hos os i Københavns Kommune om, hvor stor vores opbakning skal være. Som københavnere bidrager vi jo to gange, både over statskassen og kommunekassen – og i den sammenhæng synes jeg da, at staten skal overveje, om de vil Det Kongelige Teater lige så meget som os. Hvis det her er et signal om, at man nedprioriterer, så må vi selvfølgelig også gøre os nogle overvejelser,” siger Carl Christian Ebbesen.

Adgang for københavnske kunstnere
Han foreslår samtidig på, at en omprioritering kunne medføre, at københavnske teatergrupper, musikgrupper og dansegrupper får adgang til at bruge Det Kongelige Teaters lokaler.

”Det er klart, at når Det Kongelige Teater skærer ned, så vil der være ledige lokaler. I stedet for at give et direkte tilskud til teatret kunne vi bruge nogle af pengene på at leje lokalerne. Så vil teatret blive holdt skadesløs – og vi ville få noget for pengene. Så får begge parter noget ud af det. Vi kunne eksempelvis få mulighed for at få Danseteatret ind,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

Fra Det Kongelige til små storbyteatre
Også Socialdemokraterne er klar til at drøfte, om kommunen skal justere sin støtte til nationalscenen ligesom staten, lyder det fra partiets medlem af kultur- og fritidsudvalget, Tue Hækkerup.

”Vi har jo nogle hovedstadsforpligtelser, som ikke altid kommer til orde i den nationale kulturdebat. Og i den forbindelse kunne det være nærliggende at tage nogle af de penge, vi giver til den fælles nationale kulturscene, og i stedet bruge dem på eksempelvis de små storbyteatre," siger Tue Hækkerup.

Han tilføjer, at det "ikke er naturgivent, at vi bliver ved med at støtte i samme grad, hvis staten bliver ved med at skære på de kulturinstitutioner, de har lagt i København."

"Der er jo også en rimelighedsdiskussion i det her. Vi spytter gerne i kassen, når staten lægger en institution i hovedstaden. Men hvad så, når staten rykker statslige arbejdspladser ud og væk fra hovedstaden – skal de nye hjemkommuner så også betale et bidrag?” spørger Tue Hækkerup.

Det må ikke gå ud over københavnerne
Venstres leder i København, børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev, understreger, at København "selvfølgelig ikke bare vil være til grin og smide penge i noget, som vi ikke får noget igen for."

"Derfor er vi nødt til at se kritisk på, om vores aftale med Det Kongelige Teater stadig er de penge værd, som vi betaler. Når staten fjerner en del af tilskuddet, og vi stadig betaler det samme, så har vi en forventning om, at vi i det mindste får det samme ud af det. Så når teatret nu skal til at turnere mere rundt i landet, skal det altså ikke betyde, at der bliver mindre kultur til københavnerne. Ellers må vi se på, om der er andre måder, hvorpå vi kan få mere kultur til glæde for københavnerne,” siger Pia Allerslev.

Forrige artikel Sverige beder EU om hjælp til fordeling af flygtninge Sverige beder EU om hjælp til fordeling af flygtninge Næste artikel Glem håndværkerfradraget: Høje-Taastrup giver boligejere tilskud på 150.000 kroner Glem håndværkerfradraget: Høje-Taastrup giver boligejere tilskud på 150.000 kroner