Knudsen: Prioritering og virkelighedsflugt

Politikerne på Christiansborg taler gennem medierne konstant og alvorsfuldt om ”de nødvendige prioriteringer” og ”den nødvendige politik”. Og medierne lader det flyde ind i nyhedsstrømmen uden at insistere på krystalklare svar på definitionen af nødvendig og konsekvensen af begrebet prioritering.

For det er faktisk svært at finde de politikere, der højlydt tager ansvaret for at tale om de helt konkrete fravalg og ikke kun alle de gode tilvalg, der skal hentes ind til vores velfærdsmenu.

Læg dertil, at vi har udviklet en sofistikeret form for politisk stratego eller abekastning mellem de forskellige beslutningslag i vores samfund med medierne som villigt redskab. Et taktisk spil, der i bund og grund forplumrer billedet af, hvor ansvaret egentlig ligger for de konkrete prioriteringer.

Der er, i forhold til gennemsigtigheden i de politiske beslutninger her i landet, gået skuddermudder i arbejdsfordelingen og ansvarsfordelingen mellem de tre folkevalgte beslutningslag og eksekveringslaget ude på hospitalerne, hos politiet, hos forsvaret og i de offentlige institutioner.

Politisk hamsterhjul
Når først konsekvensen af en prioritering bliver til en sag, der havner i medierne, så kører hele det politiske hamsterhjul i gang på Christiansborg for at finde de ansvarlige. Den nødvendige prioritering på et hospital, en institution for ældre eller handicappede eller i en politienhed kan pludselig blive en ministersag med fuld tv-dækning af den menneskelige ”case”, der kan give sagen brændstof til forargelse eller sympati.

Den slags kalder på politisk opmærksomhed hos de mediekvikke ordførere i oppositionen, og så kører hjulet rundt igen, så længe medierne kan holde liv i historien, og indtil en eller anden minister bliver kaldt i samråd, indskærper over for kommunerne, hvad der bør ske eller ikke må ske, eller ændrer en bekendtgørelse eller lov. Og medierne vil hellere have en reaktion fra en minister end en ukendt hospitalsdirektør, selv om ansvaret rent faktisk rettelig ligger et andet sted og er delegeret ud lokalt, kommunalt eller regionalt. 

Når så mediekanonen først er rullet frem, og den dårlige sag skal finde sin ejermand, så er det jo - set inde fra folketingssalen - bestemt ikke lige præcis sådan, man havde tænkt sig et fravalg effektueret eller den konkrete prioritering udmøntet lige præcis på den måde. Så bliver ansvarsplaceringen til en gang våd håndsæbe.

Ingen lyst til de svære valg
Konsekvensen af dette skuddermudder er, at ingen har lyst til at skabe gennemsigtighed for borgerne omkring de ”nødvendige prioriteringer”. Folketinget og regeringen, som skulle holde sig til at lægge de overordnede rammer, blander sig punktvis helt dybt ned i meget detaljerede prioriteringer.

Det betyder, at næste folkevalgte lag – regionerne og kommunerne – helt forståeligt fralægger sig en del af ansvaret og henviser til påtvungne opgaver og prioriteringer fra Christiansborg. Og ude i eksekveringslaget, hvor man skriger på politisk mod og mandshjerte til de mange prioriteringer, der bliver man nødt til at foretage nogle hårde valg for at få virkeligheden til at hænge sammen.

Også selv om der er en risiko for at få ørerne i maskinen. Men her er ikke flere at kaste ansvaret hen til. Her ender aben og den mest utaknemmelige del af opgaven.

Tag nu sundhedssektoren. Alle erkender, at det ligner et bundløst kar rent økonomisk, fordi lægerne bliver dygtigere og dygtigere, ny dyr medicin bliver opfundet, som vi alle kræver adgang til, og vi vil som borgere behandles for mere, og vi lever længere.

Men skal vi give den dyre medicin til alle? Skal vi livsforlænge for enhver pris? Skal kræft og folkeundersøgelser for mave-tarmkræft have forrang for alle andre sygdomme i sundhedsvæsenet?

Folketinget vedtager prioriteringer inden for sundhedssektoren, som regionerne skal leve op til, men når der så pludselig ligger patienter på gangene, når ventelisterne på andre behandlinger vokser, når der ikke er sengepladser nok til akut psykiatriske patienter, eller overlevelsesprocenterne går ned andre steder end på kræftområdet, så kritiseres regionernes prioriteringer af Folketinget, og hospitalerne hænges ud for ikke at kunne styre udviklingen.

Og sandheden er, at læger og sundhedspersonale på sygehusene hver eneste dag er nødt til at foretage skarpe prioriteringer. Der er bare ikke gennemsigtighed og politisk diskussion om dem.

Usynlige prioriteringer
Tag politiet. Når politiets ledelse forsøger at prioritere ressourcerne i forhold til terrorbekæmpelse, sikkerhedskrævende gæster til folkemødet på Bornholm, flygtninge på motorvejene og andre opgaver, så kritiserer de samme politikere, der forlanger øget grænsekontrol og store bevogtningsopgaver løst, at der må bruges færre kræfter på opklaring af indbrud og tilstedeværelse i belastede miljøer med indvandrerbander og narko. Og sandheden er, at politiet hver eneste dag er nødt til at foretage skarpe prioriteringer. Der er bare ikke gennemsigtighed omkring dem.

Tag forsvaret. Vi vil gerne have en aktivistisk udenrigspolitik, der indebærer, at Danmark kan være med til at løse internationale opgaver. Vi vil samtidig have forsvaret til at sikre vores position i det internationale spil om udnyttelse af ressourcerne i Arktis, vi skal hjælpe NATO med bestemte operationer i forhold til de baltiske lande, samtidig gennemføres en stor besparelse på forsvaret, og vores udstyr er på visse strækninger temmelig nedslidt. Ikke kun hvad angår F16 flyene. Vi vil det hele. Hvem prioriterer? Hvilke opgaver skal ikke løses. Og sandheden er, at forsvaret hver eneste dag er nødt til at foretage skarpe prioriteringer. Der er bare ikke gennemsigtighed omkring dem.

Tag uddannelsesinstitutionerne. Nu skal der spares to procent om året hvert år de næste fire år. Det er overladt til institutionerne selv at prioritere, hvor besparelserne skal findes, men forskningen må ikke lide skade, og uddannelseskvaliteten skal være den samme som hidtil. Og i erhvervslivet råbes der på mere forskning, bedre uddannelseskvalitet og stærk dansk talentudvikling. Samtidig er mængden af statsligt pålagte bureaukratiske processer og kontroller i uddannelsessektoren helt absurd. Og sandheden er, at uddannelsesinstitutionerne hver eneste dag er nødt til at foretage skarpe prioriteringer. Der er bare ikke gennemsigtighed omkring dem.

Gennemsigtighed
Det er kernevelfærden, som skal styrkes, skriver regeringen om finanslovforslagets skarpe prioriteringer. Man kan læse sig til, at det skal forstås som sundhedsvæsenet, der skal have et løft for 2,4 mia. kr. Særligt de ældre, medicinske patienter og de demente skal tilgodeses. Der skal ske hurtigere udredning og behandling af alle patienter, og der skal bruges flere penge til den dyre medicin. Så ved vi, at det er regeringen og måske folketingsflertallets tilvalg, men skal noget prioriteres ned på sundhedsområdet? Hvor er vejledningen til det?

Når finansloven er vedtaget, sendes pengene til regionerne, hvor andre politikere prioriterer sygehusbudgetterne. Og når de har gjort det, sendes pengene til det enkelte sygehus, hvor sygehusledelserne skal prioritere midlerne. Og måske kan vi om tre år følge pengene og måle, om der er sket noget. Men sandsynligheden for, at nogle af prioriteringerne forsvinder ud i tågerne, er stor.

Og sandsynligheden for, at mediedækningen af finanslovforhandlingerne blot bliver den sædvanlige jagt på vindere og tabere i selve forhandlingsspillet, er overhængende.

• Det burde være tydeligere, hvordan de offentlige midler prioriteres, og hvad de politiske partier vil prioritere fra og til - også i det følsomme sundhedsområde, så vi som borgere og medier kender hele pakken.
• Det burde være tydeligere, hvem vi som borgere og medier skal stille til ansvar for hvad omkring de svære prioriteringer.
• Den evige abebekastning mellem de forskellige beslutningslag bør stoppe.
• Lad os få sandheden om de nødvendige prioriteringer frem og tage diskussionen om de svære valg. Det gør et modent og levende demokrati.
• Og det starter med, at medierne ikke kun fokuserer på tilvalgene, men også jagter den substantielle og vigtige information om de nødvendige fravalg uden at indtage rollen som den faste bisidder til bevarelse af alt bestående. 

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har indtil fornylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hun har desuden haft en række fremtrædende bestyrelsesposter i den danske medieverden. Hver anden torsdag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

debat@altinget.dk