Klaus Bondam: Socialdemokraterne skal droppe glæden over demagogisk topstyring
Sophie Hæstorp Andersen (S) skulle ikke have foreslået udvalgsstyre i København, som er en komplet urealistisk og ugennemførlig gamle traver, skriver Klaus Bondam.
Som forventeligt har socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten i København – regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) – med grænsende til forudsigelighed trukket en gammel traver op af hatten: København skal have udvalgsstyre med en enhedsforvaltning ligesom landets øvrige kommuner.
Før hende sagde tidligere overborgmester Frank Jensen (S) og tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S) nøjagtig det samme.
Man fristes til at sige: "Også du, min søn, Brutus", som den romerske kejser Julius Cæsar udbrød, da han så sin egen søn blandt sine knivstikkende banemænd.
Næsten enevældig magt
Hvor gerne man end måtte ønske sig en mere effektiv forvaltning af Københavns Kommune, så har dette forslag ingen gang på jord, da det er en garanti for at samle endnu mere magt hos Socialdemokratiet og overborgmesteren. Næsten "enevældig magt," som den konservative gruppeformand, Jacob Næsager, meget rammende udtrykte det.
Jeg er naturligvis ikke, hverken som borger i Danmark eller som tidligere ressortborgmester i Københavns Kommune, uenig i, at borgernes skattepenge skal udnyttes allermest effektivt, ordentligt og transparent.
Det siger sig selv. Ikke mindst som radikal politiker, for hvem ansvarlig økonomisk politik på både kort og lang sigt er helt centralt.
København kan ikke sammenlignes
Når jeg – og sikkert også alle andre nuværende og tidligere medlemmer af Borgerrepræsentationen end socialdemokraterne – stejler over dette og i øvrigt altid har gjort det, så er det af følgende grunde:
København er usammenlignelig med enhver anden kommune i Danmark. Både størrelsen og ikke mindst udfordringerne som landets hovedstad taler deres eget sprog i denne forbindelse.
Selvom regeringen på nuværende tidspunkt elsker at udskamme København, så fremmer det ikke hovedstadens interesser på sigt at gøre sig ens med alle de andre.
Alt bliver ikke bare bedre af, at Københavns Kommune ledes på samme måde som Sønder Røv Kommune. De åbenlyse forskelle og uretfærdigheder i den manglende balance mellem land og by udviskes ikke heraf.
Underkend ikke værdien af en ressortborgmester
Intet parti ønsker at opgive den platform, som en ressortborgmesterpost i København giver dem. En platform til at drive konkret politik fra, en platform til at sætte dagsordenen fra og opnå politiske resultater med – og en platform til at føre valgkamp på.
Selvom man er valgt for et parti i mindretal – eller kommer i mindretal i sit eget udvalg – kan og skal man ikke underkende den værdi, der ligger i at være ressortborgmester og dermed kunne skabe en særlig tilknytning til en del af byens daglige drift, hverdagsliv og ikke mindst forskellige aktører.
Med en Socialdemokratisk – på lange stræk rigtig stærkt og godt – ledet by, som har haft overborgmesterposten uafbrudt siden 1903, så er der al mulig grund til at frygte en vis systemisk magtfuldkommenhed.
Med andre ord svækkes mindretalsbeskyttelsen markant af en enhedsforvaltning. Økonomiforvaltningen er i dag allerede rigeligt stærk.
Man kan sammenligne den med Statsministeriet og Finansministeriet; ikke mindst takket være sine lange tentakler ud i de forskellige større offentligt ejede selskaber, som blandt andet By & Havn og Metroselskabet.
Komplet urealistisk
Jeg ville ønske, at Københavns – forhåbentlig – kommende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, ikke havde præsenteret denne komplet urealistiske og ugennemførlige gamle traver.
At hun ikke havde ladet sig inspirere af sin partileders åbenbare glæde ved demagogisk topstyrring, men havde valgt at tage de visionære briller på.
Hun burde være kommet med nogle nytænkte bud på, hvordan man kunne sikre en mere effektiv udnyttelse af kommunens, borgernes og ikke mindst mangfoldigheden af de folkevalgtes ressourcer.
Jeg kender mange, der gerne vil deltage i en debat om en visionær og moderne udvikling af byens ledelse. Også helt almindelige københavnere.
En ledelse, som jeg faktisk tror, at Sophie Hæstorp Andersen med sin dybe rod i Region Hovedstaden og dermed dybe forståelse for en sammenhængende hovedstadsregion og dens rolle som vækstmotor for Danmark kan være den fremmeste eksponent for.
København er nok grundlæggende en socialdemokratisk by – fred være med det – men mangfoldighed og samarbejdende fælleskaber er altid en styrke i en storby. Også i den politiske ledelse af byen.
Efterskoleelev: Jeg sidder på min flade røv for nedrullede gardiner og venter på mening med tilværelsen
S: Nima Zamanis vildledning om Socialdemokratiets politik gavner islamisterne
